At fortælle historier

Om hvordan politiets fortællinger altid giver mere mening end vores når de fortælles i pressen.

Nu klager politidirektøren Johan Reimann over filmen "En klima-krimi". Filmen bliver beskyldt for at manipulere med politiets optagelser så det fremstår som om politiet går meget mere efter pressen end de i virkeligheden gjorde.

Jeg tror ikke det kan være nogen hemmelighed at filmen viser demonstranternes syn på klimatopmødet og politiet som helhed. Generelt stiller filmen ikke politiet i et særlig pænt lys. Politiets udsagn stillet i kontekster hvor det virker latterligt og når indsatslederen giver ordrer skifter billedet til sort-hvid hvilket nok er en kommentar til en aktivist mener politimanden tænker i situationen.

Instruktøren lagde så vidt jeg ved heller ikke skjul på at det altså er aktivisternes historie der bliver fortalt her.

Det er altså klart en film der fortæller en historie fra den ene side af en konflikt. Det kan man godt mene er et problem hvis altså man vil forhindre visse historier i at komme frem i pressen eller andre etablerede mediekanaler i øvrigt. Det har selvfølgelig ikke så meget med demokrati og ytringsfrihed at gøre, men det er ikke desto mindre hvad politiet her forsøger på.

Historier er magt

Tænker man over det er der utroligt meget magt forbundet med valget af historier der bliver fortalt i medierne. Historien om betjenten der "arbejder for at sikre borgernes sikkerhed" bliver fortalt hver aften i TV3 programmet politistationen og hver uge i Station 2. Politiets døgnrapporter bliver dagligt brugt af samtlige medier til at fortælle historier om bankrøverier, knivstik og andet godt.

Når der fortælles om uro, demonstrationer og andet stads er politiet altid de første til at fortælle deres historier til medierne da de har pressetalsmand der kan sidde langt fra begivenhederne og fortælle medierne præcis hvad der sker når journalisterne ringer. Når du hører eller læser historier fra begivenheder hvor politiet deltager er det altså politiets historie du hører først.

Det betyder at du får meget lettere ved at sætte dig ind i politiets side af en hver sag da det enormt let kan relateres til en historie du kender. En historie om et arbejde hvor der kræver indsigt og nærvær og hvor der kan være "få sekunder til at træffe en beslutning der kan betyde forskellen på liv eller død." (fra Politistationen på 3+)

Som almindelig kriminel kan man aldrig nogensinde få sin historie fortalt i medierne. Hvornår har i hørt den uheldige bankrøver eller knivstikker fortælle hvorfor de gør som de gør? Det sker bare ikke, hvilket nok er en del af forklaringen på hvorfor hård kriminalitet er så svært at forstå for de fleste mennesker.

Mening i historierne

Mange medier føler selvfølgelig at de er nød til at stille aktivisters udlægning overfor politiets for at lave en fair dækning af en konflikt med to parter. Det er egentlig også fint nok og minder lidt om den måde de behandler politiske kontroverser på. I praksis er vi som aktivister bare altid bagud i kampen om at give vores historie mening. Det er fordi politiets historie om gadekampen altid er den samme historie som de fortæller i Station 2 ugen efter. Historien om betjentene der egentlig ikke ønsker konflikten, bare passer deres arbejde og hellere ville tage hjem til deres familier. Når vi skal forklare hvorfor politiet gik over grænsen ved seeren som regel ikke engang hvorfor vi demonstrerer i første omgang.

Der findes ikke ugentlige TV-programmer om aktivisters kamp for en bedre verden. Hvordan det kan være svært at få arbejde med en plettet straffeattest eller hvordan det er ærgerligt at blive mødt med mistro fra venner og familie når man forsøger at fortælle historier om politivold.

Derfor vil den der hører historien i medierne altid have meget lettere ved at finde mening i politiets historie frem for aktivistens. Læg dertil at aktivistens politiske historie altid forsvinder fra pressen når politiet bliver involveret fordi konflikten er mere spændende end årsagen. Dette gør det endnu mere svært at forstå vores handlinger og holdninger.

Vores historie

Når vi aktivister endelig får taletid i pressen bruger vi den sjældent på bare at fortælle vores historier, da vi som regel meget hellere vil snakke om vores politiske projekter og sager. Derfor findes der en kolosal mangel på bevidsthed i befolkningen om hvorfor vi gør som vi gør. Vores handlinger giver simpelthen ikke mening for ’almindelige’ mennesker.

En sjælden gang imellem sker det dog, at en flink dokumentarfilminstruktør har ressourcer og tid til at fortælle en historie fra en aktivist synspunkt. I dette tilfælde blev det en dokumentar om to aktivisters historie til klimatopmødet. Det sker ca en gang hvert andet år hvorimod en politimand kan fortælle sin historie i bedste sendetid to gange om ugen.

Men når det endelig sker at et aktivistisk synspunkt bliver præsenteret i de større medier går politiet straks til angreb. "Der er manipuleret med sandheden" lyder anklagen fra politidirektør Johan Reimann. Det er ironisk nok samme politimand der efter Brorsonskirken fejlinformerede pressen om at deres kamera var gået i stykker i det sekund det ikke længere fortalte deres historie godt nok.

Når man fortæller historier i pressen findes der ikke sandhed. Objektiviteten kan kun sikres ved at man hører begge sider og selv ser på materialet. Derfor er der desværre ikke meget håb om at bekæmpe politiet i pressen før vi bliver bedre til at fortælle vores historier. Og det gælder alle vores historier. Både dem om vores familie, venner, brutale anholdelser, pinlige aktioner, flaskekast der rammer forkert, kærsterier og opture osv osv.

Først da vil vores handlinger give mening for andre end os selv.