Finanskrisen

Finanskrisen rammer langsomt men sikkert nye brancher. Byggebranchen blev omtalt i onsdagens (d. 19.november) nyhedsudsendelser. Et indslag handlede om fyrede arkitekter og et andet om arbejdsløse murersvende. Endnu har krisen ikke betydet en stigning i arbejdsløsheden, hvilket stemmer meget godt med regeringens analyse af, at der er mangel på arbejdskraft. Der sker simpelthen det, at de arbejdsløse hurtigt får arbejde igen, eller at antallet af fyringer kompenseres af ansættelser i andre brancher.

En gammel kinesisk forbandelse lyder, ”Gid du må leve i interessante tider”, og det gør vi virkelig. Vi har kun begrænset erfaring med kapitalistiske kriser, og seneste alvorlige krise i kapitalismens center var i 1930’erne. Hvis vi igen skal vente 80 år inden næste krise, så må man sige at vi bør gribe den foreliggende krise til at sætte en ny økonomisk dagsorden.

Desværre er vi allerede i defensiven, da regeringen og store dele af pressen har iværksat en kampagne for dansk tilslutning til Euroen. Det er i mine øjne årtusindets politiske bluff-nummer, vi er vidner til.

Argumentet for at tilslutte sig Euroen er ganske kort opsummeret: Fordi vi står udenfor Euroen er vores krone kommet under pres, og dermed bliver vores rente tvunget op (for at forsvare værdien af kronen). Dermed bliver det dyrere at låne penge, og de personer som har den ene eller anden form for rentetilpasningslån, vil også blive påført ekstra udgifter. Dagbladet Politiken har lavet udregninger af, hvilken pris danskerne betaler for at stå udenfor Euroen. Konklusionen var 1.300 kr. om måneden for en ”gennemsnits husejer”.

Isoleret set er udregningen og konklusionen korrekt, men præmissen nærmer sig manipulation og en mere grundig analyse af finanskrisen giver en helt anden konklusion.

Præmissen

Først og fremmest skal man bemærke, at præmissen for konklusionen er, at Danmark, EU og verden befinder sig i en krise-situation. Argumentet for at tilslutte sig Euroen i den nuværende situation forudsætter altså, at det økonomiske system befinder sig i en konstant krise – eller i det mindste i en konstant risiko for krise. Det er en præmis, som ikke engang seriøse marxister kan tilslutte sig. Kapitalismen kan fungere i årevis (op til 80 år), uden at møde alvorlige kriser.

Analysen
Dernæst bliver man nødt til at foretage en analyse, som inddrager flere faktorer end blot rente-spændet mellem Euro-zonen og Danmark, og en længere tidshorisont end en enkelt dag i november.

Historisk ligger den danske rente en smule over renten i Euro-zonen pga. den øgede usikkerhed omkring kronens stabilitet ift. Euroen. Denne usikkerhed er minimal, da Euro-zonen har forpligtet sig til at deltage i forsvaret af den danske krone, når rentespændet kommer over 2,25 %. I skrivende stund er renten i Euroland 3,25 % og den danske rente er 5,5 % – dvs. præcis det aftalte maksimum på 2,25 %.

Vi befinder os altså indenfor det rentespænd, som danske politikere har vedtaget som en god, sund økonomi ift. Euroen. Der er intet uventet ved dette rentespænd, og de fleste økonomer forventede også, at den danske rente ville følge Eurolands rentefald på 0,5 % fra d. 6.november 2008. Det er ikke sket, og det bedste bud på grunden er, at der spilles et politisk spil fra Nationalbankens side.

Det skal også bemærkes, at den engelske rente er på 3,0 % – altså 0,5 % lavere end renten i Euroland. Også den svenske og norske rente ligger ifølge Folkebevægelsen under renten i Euroland, og alle tre lande står udenfor Euroen.

Der er altså primært politiske grunde til at den danske rente er så ”høj”, som den er. Det er en vigtig pointe.

Rentens betydning for finanskrisen

Hvis vi graver et spadestik dybere, så spiller den lave Euro-rente og dermed den (tidligere) lave danske rente en vigtig rolle i krisens anatomi i Danmark.

Den nuværende krise har været undervejs i en årrække. Regeringen har været bevidste om den potentielle mangel på penge til investeringer i samfundet, og har postet ”kunstige” penge i forbrugernes lommer gennem flere år.

For det første gennem afdragsfrie lån, flexlån, skattestoppet med bl.a. fastfrysningen af ejendomsværdiskatten og øgede lånemuligheder for andelsbolig-havere. Det har givet en stor gruppe mennesker mulighed for at investere i boliger, deres økonomi ikke har kunnet bære. Folk er blevet opfordret til at investere deres potentielt forbedrede fremtidige økonomi. På denne vis trækker den danske krise tråde til de ”subprimelån” i USA, som spiller en vigtig rolle i krisen. Disse kunstige penge har givet forbrugerne mulighed for at foretage ikke-financierede engangsinvesteringer.

For det andet har den lave rente givet et falsk indtryk af de løbende omkostninger som følger investeringen i en bolig. Den lave rente giver en lav månedlig ydelse, hvilket er den afgørende faktor i beslutningen om at investere pengene – som svaret på spørgsmålet: Har vi råd til at betale den månedlige ydelse?

Den økonomiske politiks betydning

Endelig spiller regeringens økonomiske politik en vigtig rolle. Ved at fastfryse de offentlige investeringer forhindrer regeringen investeringer, som i høj grad ville afbløde krisens negative virkninger i form af fyringer i byggebranchen.

Jeg har tidligere forklaret, hvordan den ”høje” rente i Danmark er et positivt element ved at tiltrække udenlandske investeringer til Danmark. Argumenterne holder fortsat.

Løsningen

Det er vigtigt, at regeringen ikke får held til at vinde en Euro-afstemning på baggrund af krisen, men der en vigtigere kamp at vinde. Det gælder kampen om, ”hvordan vi klarede krisen”.

Der må ikke herske tvivl om, at vi ”klarer os gennem krisen”. Den politiske krig vi skal vinde, er at gøre det fuldstændigt klart, at det sker på grund af socialistiske tiltag, som ikke kan forklares eller forsvares indenfor markedsøkonomiens rammer. Det vi oplever overalt i verden, er, at kapitalistiske regeringer griber til plan-økonomiske midler for at redde virksomheder og arbejdspladser. Det gælder hver eneste gang skattekroner går ud til garantier, redningsplaner, opkøb af virksomheder mv.

Det er en afgørende pointe, at vi hver eneste gang understreger de socialistiske elementer i de økonomiske udspil, og ikke forfalder til den traditionelle kritik af disse udspil. Det kræver en mentalitetsændring. Nemlig accepten af, at der findes dårlige måder at forvalte en socialistisk økonomi. Vi må forkaste forestillingen om, at der findes én rigtig socialistisk økonomisk politik. Det eneste begreb vi er i stand til at knytte på de konkrete redningsplaner, er ”statskapitalisme”.

Begrebet er historisk ment som en negativ kritik af f.eks. den sovjetiske økonomi, og vi får nu dokumenteret, at denne form for økonomi er naturlig for kapitalismen i krisetid. Vi skal erkende, at der er tale om fremskridt ift. den rå kapitalisme, og omformulere begrebet positivt. Vi skal erkende, at der er tale om socialistisk økonomi, hvor investeringerne kun indirekte kommer befolkningen til gavn. Dvs. en ikke optimal politik, men dog bedre end de mulige alternativer.

Konsekvensen af denne tankegang er, at vi bliver nødt til at støtte op om de redningsplaner der lanceres – naturligvis med et hav af fodnoter om de mange bedre løsninger, der eksisterer, men ud fra erkendelse af at vi har behov for at beskytte vores produktion og arbejdspladser.

SF har trådt ind på denne vej, men uden dog at få spillet de nødvendige konklusioner ud. Enhedslisten holder sig fortsat til overordnede forslag om strukturelle ændringer af det internationale økonomiske system. Såvel SF som Enhedslisten mangler fortsat at foretage den nødvendige analyse af, at folk med variable lån må se deres økonomi krakelere.

Det er prisen for at spekulere i det kapitalistiske system. Vi skal naturligvis sikre disse mennesker et sted at bo, men det skal ikke ske via lavere rente. Det skal ske via opkøb af huse og lejligheder, så folk fortsat kan blive boende til normal husleje. Folk kan så senere få tilbudet om at købe deres bolig, når deres økonomi kan holde til det.

Alt i alt står vi til at tage den aktuelle politiske kamp, men eftersom hverken Euro-afstemning eller krise er overstået, har vi tid til at vende og vinde den. Det morsomme er, at danske virksomheder og forbrugere fortsat har stor fordel af at stå udenfor Euroen, og det kan vi godt overbevise befolkningen om. Men det kræver, at vi er parate til at prioritere og dermed få hænderne beskidte af konkret politik. Vi kan ikke vinde kampen med overordnede argumenter omkring øget kontrol og Tobin-skat.