At føre politik som om det betød noget

Bølgerne går højt i SF. Partiet bløder i meningsmålingerne, og med et landsmøde præget af principprogram og personvalg, er der lagt i kakkelovnen til en livlig debat af partiets kurs. Selv har jeg været mere tøvende til at bidrage i den bredere offentlighed. Det skyldes dels, at uenighederne hurtigt reduceres til personspørgsmål og dels, at jeg har haft så rigeligt at se til i den sidste tid.

Den diskussion, der i starten prægede debatten var spørgsmålet om folkeparti versus arbejderparti. Den synes nu at være faldet lidt til ro. Alle debattens parter har tilsyneladende konkluderet, at der nok alligevel ikke er nogen, der vil udelukke bestemte grupper fra at blive medlemmer af SF. Så langt så godt, men ikke så langt (eller så godt) at de har fanget den på Politiken. Jeg tror og håber dog, at vi på weekendens landsmøde kan slippe for, at nogen antyder at de ikke fremover skulle være velkomne i SF, blot fordi de (som landsmødedeltagere er flest) ikke er rigtige arbejdere.

I stedet kan vi forhåbentligt bruge weekendens landsmøde på at overveje og diskutere, om vi som parti er tilfredse med medlemssammensætningen. Det har været et problem al den tid jeg husker, at SF ikke afspejler den brede befolkning. At det stadig er et problem fremgår af landsledelsens beretning. Hverken når det gælder medlemmer, vælgere, parlamentarikere eller ledelse er SF et parti af folket. Det mener jeg er et helt reelt problem. I stedet for den håbløse diskussion om arbejderparti versus folkeparti skulle vi hellere diskutere, hvad det vil sige at tage ideen om et folkeparti seriøst. Den diskussion er mere end velkommen. Hvordan bliver SF et parti af folket? Hvordan bliver vi et parti, hvis ledelse og parlamentarikere afspejler den brede befolkning?

Det kræver i første omgang at vi gør os til et parti for folket. At SF bliver dét parti, der tør levere svar på de samfundsproblemer, der kan mærkes i maven og diskuteres over frokostbordet. Når vi som parti arbejder for nye produktionsjob, efteruddannelse, grøn omstilling, offentlig velfærd og bekæmper social dumping på arbejdsmarkedet, så gør vi det af en bestemt grund. Vi gør det fordi dem der rammes hårdest af de forsvundne arbejdspladser og den stigende ulighed, det er samfundsgrupper vi bekymrer os særligt om.

Som jeg ser det er der ingen vej udenom denne diskussion. Som den amerikanske samfundsforsker Harold Lasswell skrev:  “Politics is who gets what, when, and how.” Ethvert politisk tilvalg indeholder fravalg. Nogle er lette, nogle er svære. Når der er mange penge i (stats)kassen er øvelsen lettere, fordi fleres ønsker kan imødekommes. Når riget fattes penge presser prioriteringsdiskussionen sig for alvor på. Det er derfor der snakkes så meget om at betale regninger i disse år – og det er derfor SF er endt i en diskussion af, hvem vi er parti for. Vi deltager i en interessekamp og vi bør som parti agere politisk for at varetage bestemte interesser. Det synspunkt er nu i snart 14 dage søgt latterliggjort som et ønske om at romantisere over en svunden arbejderklasse. Som kamp for snævre 3F-interesser.

Men hvis man ikke anerkender interessemodsætningerne, og tager dem seriøst. Så frygter jeg, at man fejler både i sin analyse og i sin politiske praksis. Banen er pilskæv, der er brede grupper i samfundet, der taber i folkeskolen, mister gode leveår og trues af et arbejdsmarked, der bliver mere og mere råt. De har afgørende brug for et SF, der bekymrer sig om dem, og om deres behov for en stærk offentlig sektor.

Betyder det så, at de helt marginaliserede - de hjemløse, narkomanerne og andre socialt udsatte, skal glemmes i SF projektet. Selvfølgelig ikke. Vi skal slås for et samfund, hvor alle får chancen. Vi skal hjælpe både de, der mister deres hjem og de der mister deres arbejde. Først og fremmest ved at forhindre at det sker - men selvfølgelig også ved at være der når uheldet er ude og skaden er sket. Opbygningen er sundt samfund, med ordentlige boliger, et rummeligt arbejdsmarked og en stærk offentlig sektor er ikke at glemme alle de, der i da marginaliseres og udstødes. Det er faktisk at tage deres skæbner ganske alvorligt. 

Jeg håber det kommende landsmøde vil give samling og afklaring. Der er behov for begge dele.