Europagt = pres på offentlige lønninger

I morgen skal Folketingets Europaudvalg behandle spørgsmålet om, hvorvidt Danmark skal indgå i Europagten. Det er ikke noget, der har været voldsomt debatteret – hvilket måske nok er forståeligt med tanke på alt hvad der ellers sker – men det er problematisk, fordi det faktisk har stor betydning.

Med Europagten indgår man en aftale om, dels at fastsætte nogle overordnede økonomiske målsætninger (I ved klassisk EU-stof med øget konkurrence osv.). Og så skal man så mødes én gang hvert år og grundigt gennemgå hvert enkelt lands økonomi og udvikling hen mod målsætningerne. Der ligger så en række redskaber, som landet i princippet selv kan bestemme over – men det er klart, at siger man nej til et redskab, skal man naturligvis vælge noget andet. På samme måde er det klart, at især lande med udfordringer indenfor nogle områder vil blive presset ekstra hårdt.

Der bliver med andre ord gode muligheder for at banke genstridige lande på plads, selv hvis de skulle få den frygtelige tanke, at målsætningerne måske ikke er de rigtige…

Og hvad peger pagten så på som værende vigtigt, jo det er f.eks.:

• En omkostningsudvikling, der er i overensstemmelse med produktiviteten. Med andre ord: lønmodtagerne må betale for krisen.
• Sikring af, at lønoverenskomster i den offentlige sektor understøtter bestræbelserne
  vedrørende konkurrenceevnen i den private sektor (under hensyntagen til den vigtige signaleffekt af lønningerne i den offentlige sektor). Bemærk her; det betyder, lavere løn til de offentligt ansatte – og endda med den begrundelse at det handler om signaleffekt!
• Tilpasse den faktiske pensionsalder til den forventede levetid. Det giver vel sig selv; senere pensionsalder.
• Begrænsning af førtidspensionsordninger. Denne giver vel også sig selv.

Ovenstående er eksempler på indholdet i pagten, men der er naturligvis meget mere. Fagbevægelsen på Europæisk plan har sagt nej tak, det lyder som en dårlig idé! det samme har fagbevægelsen i Sverige, ligesom blandt andre SF’s og S’ søsterpartier i Sverige – og derfor holder Sverige sig da også helt udenfor Europagten.

Det er derfor temmelig svært rigtigt at forstå, hvorfor de danske partier er så begejstret for at overgive endnu mere magt over vores økonomiske politik til EU.
Samtidig må man stille spørgsmålet; hvis Løkke tager ned og lover alt muligt l*** til EU på Danmarks vegne, har en eventuel ny regering derefter mod på at tale EU midt imod? Eller vil vi bare fortsat være underlagt den nuværende økonomiske politik?