EU og krisen

Den danske reaktion på finanskrisen har dels været en renteforhøjelse, dels en bankpakke. Renteforhøjelsen har skabt politisk debat om en evt. tilslutning til Euro’en, hvilken er sket uden modstand fra Euro-modstanden i Danmark. Denne artikel ridser kort situationen op, og forklarer hvorfor krisen har understreget vigtigheden af at stå udenfor Euro’en. Den bliver måske lidt langhåret hvis du ikke kender til økonomi, men forsøg at forstå den. Den er vigtig!

Krisen handler om at skaffe penge. Der er for få penge i omløb, fordi mange af de kunstige værdier i samfundet (i form af aktietab) er forsvundet. Det betyder mindre penge til nye investeringer, og dermed bliver udviklingen i samfundet sat i stå. Beregninger af væksten i samfundet er et forsøg på at måle denne udvikling. Tallet kaldes BNP (Brutto National Produkt). Væksten i BNP i EU-landene ligger typisk mellem 1 og 5%. Når der er pengemangel, bliver der ikke investeret så meget, og derfor falder væksten. Et land kan sagtens have negativ vækst. Der er intet kapitalistisk ved denne beregning. Det er blot en målestok, man kan benytte.

Stærk vs. svag valuta

Når en investor står med en pose penge, overvejer investoren, hvordan disse penge forrentes bedst. Ved en højere rente vil investoren oftere vælge at købe værdipapirer frem for at skyde pengene i andre/nye virksomheder. Da Danmark under krisen besluttede at sætte renten op, var det altså et forsøg på at trække flere penge til Danmark (at øge BNP). Denne intention bliver understreget af, at den danske stat har garanteret investeringer i danske banker. Det tiltrækker penge, når der ikke er en risiko ved investeringen.

Det bliver ofte hævdet i medierne, at renteforhøjelsen var et forsvar for den danske krones værdi, og altså var uhensigtsmæssig. Det er ganske simpelt ikke tilfældet. Renteforhøjelsen er en decideret statsstøtte til nationale virksomheder, og det bliver kun tolereret af det internationale samfund, fordi Danmark er så lille en økonomi.

Renteforhøjelsen betød helt sikkert, at den danske krone blev dyrere på de internationale markeder, så renteforhøjelsen var også et forsvar for kronens værdi. Det går bare hånd i hånd med tiltrækning af udenlandsk kapital.

Renteforhøjelsen har rejst diskussionen om, hvorvidt Danmark bør tilslutte sig Euroen. Præmissen for diskussionen er, at Danmark har stået svagere end nødvendigt, og at renteforhøjelsen var en negativ konsekvens af denne svage position. Det forholder sig helt omvendt. Fordi vi stod udenfor Euroen, kunne vi hæve renten og reducere konsekvenserne af den internationale pengemangel.

International vs. national kapital

Det kan hævdes, at det er urimeligt, at vi sikrer os den fordel, det er at hæve renten. At det værste som kan ske, er, at der kommer en international konkurrence om den højeste rente. Kritikken er sagligt begrundet. Verden kan ikke tåle en konkurrence om den højeste rente. Hvis vi havde deltaget i Euroen, ville vi have optrådt korrekt ift. verdens øvrige lande. Nu føler de, at vi "stjæler" investeringer fra dem. Vi tiltrækker penge, som ville være gået andre steder hen, hvis vi ikke hævede renten.

Inflation vs. arbejdsløshed

Det som på overfladen ligner valg mellem valuta-strategi og tiltrækning af kapital, er i virkeligheden et opgør med det centrale element i samarbejdet om Euro’en. Det er et valg i konflikten mellem risikoen for inflation mod sikring af arbejdspladser.

EU’s centralbank er sat i verden for at undgå inflation. Den er netop adskilt fra national kontrol, fordi den ikke må presses til at risikere inflation. Fogh-regeringens politik kunne altså aldrig lade sig gøre i EU. Fogh-regeringen valgte at forsvare nationale interesser, og har dermed reddet danske arbejdspladser.

De spørgsmål der står tilbage efter denne krise-håndtering er:

Hvordan kan det koste danske arbejdspladser at være tilsluttet Euro’en, hvis I påstår, at det vil være en fordel for Danmark?

Hvis vækst er formålet, hvordan kan det så være en fordel at være tilknyttet Euro’en, når vores BNP bliver mindre?

Disse spørgsmål kan kun besvares meningsfuld ved at henvise til en større sammenhæng som f.eks. EU’s ageren på verdensmarkedet. Spørgsmålet bliver da:

Vil vi opgive muligheden for at sikre arbejdspladser ved sætte renten op? Vil vi opgive det vigtigste politiske middel i omfordelingen af verdens rigdomme?

I væksttider uden pengemangel fungerer små lande som Danmark som små produktionsværksteder for de store økonomier. De store økonomier som USA, Indien, Kina, Rusland og ikke mindst EU sætter den verdensomspændende dagsorden for, hvilke produkter der skal produceres i f.eks. Danmark. Vi producerer nano-teknologi, fordi vi deltager i rumprogrammer financieret af USA’s regering, og vores enorme viden om økologi bliver ignoreret.

Vores renteforhøjelse er simpelthen kompensation for at holde vores viden og vores produkter ude af det internationale marked. Naturligvis bliver vores viden og produkter ikke holdt ude pga. en konspiration eller bevidst undertrykkelse. De er en simpel konsekvens af markedet, at de forsøger at tjene nogle penge. Omvendt er det også en konsekvens, at de små lande kan sætte renten op for at forsvare sig imod de store økonomiers kriser – fordi krisen kommer altid fra de store økonomier.

Hvis vi skal opgive vores ret til at forsvare os med rentestigninger, så må de store økonomier opgiver deres ret til at dominere markedet, og lade størstedelen af deres økonomi indgå i en international investeringsfond, som demokratisk prioriterer investeringerne i alle verdens lande.

Det er i sandhed en verden, det er svært at forestille sig, og alene derfor skal vi beholde vores ret til at forsvare den sunde industri i Danmark. Økologiske produkter, forskning i klima-spørgsmål, vedvarende energi mv. går ikke fri, når krisen rammer os.