Enhedslisten skaber plads til Fogh og Pia

Samtale fremmer forståelse, og der er meget som tyder på, at bloggerne på Modkraft har brug for noget samtale! Jeg tror, at jeg laver aktiv forbruger oplysning om en bloggers baggrund og hensigter mens samme blogger føler, at han fratages logos og patos.

Samme blogger finder en tredje blogger nuttet og trættende, selvom han i bund og grund deler denne tredje bloggers mål og hensigter. En fjerde blogger protesterer imod, at uorganiserede østarbejdere betegnes som ”nassere”, mens han ingen problemer har med at jage uorganiserede danskere ud af København.

Måske skyldes det, at vi alle blogger med skjulte politiske motiver, måske at vi alle er mænd. Uanset baggrunden for den manglende forståelse, så kunne vi vist alle bruge 5 minutters timeout til at tænke os lidt om…

Når det er sagt, så en stor undskyldning til John Jakobsen for min påstand om, at han skulle være medlem af Enhedslisten. Og så videre til mere om samme liste. :-)

Den danske indvandringspolitik er sat under pres af EU i form af en afgørelse ved EF-domstolen fra den 25.juli 2008. I en pressemeddelelse skriver EF-domstolen, at ”en ikke-EU-ægtefælle til en borger fra unionen kan flytte og bo i Unionen med denne borger uden tidligere at have haft lovligt ophold i en medlemsstat”.

Dermed undergraves de danske regler for familiesammenføring, og sammen med de verserende sager om vildledning fra Udlændingeservice ang. betingelserne for opholdstilladelse i Danmark er Folketingets indvandringspolitik blevet stærkt udfordret.

Det er både godt og skidt for venstrefløjen.

Godt, fordi venstrefløjen lige pludseligt får opmærksomhed på den tudsegamle hjertesag ”EF-domstolens politiske karakter”, og skidt fordi venstrefløjen i bund og grund støtter dommens politiske indhold, at der skal være lettere adgang for udlændinge til Danmark.

Det stiller Enhedslisten i en svær politisk situation. Hvordan forholder man sig til en situation, hvor man er enig i indholdet, men kritikker af det forum, hvor beslutningen blev taget? Risikerer man at godkende EF-domstolen som instans, hvis man glæder sig over dommen, og risikerer man at tabe en real-politisk vindersag, hvis man kritiserer EF-domstolen?

Løsningen har indtil videre være en enkelt pressemeddelelse, hvor Per Clausen forsøger at balancere på en knivsæg, og udtaler, at Enhedslisten går ind for enhver lempelse, som kan gøre den danske udlændingepolitik mere menneskelig – undtagen når de kommer fra EF-domstolen. Per Clausen trækker herefter nogle gode tråde til tidligere problematiske domme fra EF-domstolen, og slutter af med et ønske om et helt nyt europæisk samarbejde.

Ved ikke at forholde sig til, hvordan regeringen bør håndtere den konkrete politiske sag, gør Enhedslisten sig skyldig i tre politiske forbrydelser. Dels sætter de sig selv udenfor mediernes politiske dagsorden, dels letter de presset på Fogh-regeringen, dels står Dansk Folkeparti tilbage som eneste seriøse kritiker af EU.

Enhedslisten har ellers alle forudsætninger for at sætte dagsordenen, når emnet er EU. Dels har man gode folk ansat på Christiansborg og dels kan man trække på de mange gode kræfter i Folkebevægelsen mod EU. Hvorfor ender Enhedslisten i en sådan situation med at sætte sig selv på sidelinien?

Svaret ligger formentligt i den organisatoriske sovs, Enhedslisten er opbygget af. Uden en klar politisk ledelse risikerer Per Clausen at blive underkendt af Hovedbestyrelsen, og dermed lide et personligt nederlag og samtidigt skabe usikkerhed omkring Enhedslistens politiske holdninger.

Enhedslistens politiske program er på mange måder visionært og fornuftigt, men det praktiske politiske arbejde med at gennemføre disse politikker og ikke mindst sætte en politisk dagsorden, umuliggøres af Enhedslistens ”alt eller intet-politik”, som Hovedbestyrelsen vogter over som en høg. Denne oppositionspolitik giver god mening i mange situationer, men i den konkrete situation betyder den, at Dansk Folkepartis indflydelse styrkes, regeringens liv forlænges og modstanden mod EU bliver nedtonet.

Enhedslisten burde have trukket de samme kanoner frem fra arsenalet som Dansk Folkeparti har gjort, og braget løs på både regeringen og EU. Det har man afholdt sig fra af hensyn til den humanistiske profil omkring udlændinge-politikken, som man har fulgt i hvert fald siden Muhammed-krisen, hvor Enhedslistens politik ændrede sig 180 grader på 3 måneder.

Jeg berørte kort behovet for, at Enhedslisten vælger mellem den humanistiske/minoritets-strategi og arbejder-strategien i mit seneste indlæg. Denne sag illustrerer dilemmaet – for så vidt det overhovedet er et dilemma for Enhedslistens ledelse.

Det tragiske ved Enhedslistens position er, at når og hvis det lykkes for EF-domstolen at tvinge Danmark til at ændre kurs, vil det betyde et farvel til en vigtig allieret i kritikken af regeringens udlændingepolitik. Når danskerne frit kan gifte sig og blive familiesammenført, vil de ikke længere koble den umenneskelige flygtningepolitik sammen med deres egen situation og både borgerlige og radikale vælgere vil se med mildere øjne på regeringen.

De mennesker, som er berørt af familiesammenføringsreglerne, er ikke længere flygtninge fra verdens krige og fattigdom, men mænd med købekoner, hvide globalister som har mødt deres partner ved en udstationering i Afrika eller Bruxelles og ferieflirts som har udviklet sig til ægteskaber. For hvert af disse individer er de danske regler en tragedie. Spørgsmålet er, om få menneskers tragedie skal afhjælpes ved at give mere magt til Anders Fogh og Pia Kjærsgaard?

Et klassisk dilemma som Enhedslisten i kraft af ”alt eller intet-politikken” aldrig kommer til at tage aktivt stilling til. Nogen gange er det nødvendigt at tage et skridt tilbage, for at tage tilløb til at komme rigtigt langt.