En revolutionær begravelse

Om at følelser til begravelser er kulturelle størrelser, men at politiet altid er nogle svin.

Jeg var til Svend Espensens begravelse i går. Det er ikke fordi jeg kendte ham vildt godt, men da jeg lå i min seng med milde tømmermænd funderede jeg over at han var et menneske der var svært at finde noget som helst ondt ved. Altid en god kammerat. Altid glad og smilende. Et menneske med hjertet og holdningerne på det rette sted. For det fortjente han en sidste respekt fra mig.

Begravelsesoptoget var rigtig smuk på sin helt egen måde. Hans yndlingssange blev spillet fra lydvognen. Hans venner spillede musik, holdt taler og fortalte gode historier fra Svends liv. Om hvordan han droppede anarkismen fordi der var for mange regler. Om fototure til verdens fattige brændpunkter. Om hans foragt for USA, ordensmagten og fascismen i det hele taget. Det var gåtur gennem Nørrebro med alt det han elskede og holdt af og nok gerne vil huskes for.

Begravelsesskulturer

Mens vi gik tænkte jeg over hvordan man i vores kultur behandler vores døde. Når man er til begravelser i Danmark er det typisk stille og rolige begivenheder. Sjældent står man med en kiste i det offentlige rum som vi gjorde det i går. Sjældent bliver folks død markeret med høj rockmusik i gaderne og højlydt skålen med kisten.

Det er ikke i alle dele af verden at begravelser er stille og rolige begivenheder. I Bahrain og Algeriet bliver begravelser netop nu offentlige begivenheder hvor de døde i revolutionerne begraves med store demonstrationer der ofte fører til yderligere kamp. I Palæstina har man i årevis begravet folk offentligt og tit har begravelsesoptog udviklet sig til kampe mod de israelske undertrykkere. Generelt er det mere tilladt at skrige mod himlen og have højlydte følelsesudbrud jo længere væk fra vestlig kristen kultur man kommer.

Begravelsesritualer som institutionaliseret sorg

Danmark står folk typisk og hulker i stilhed når de er for bevægede til at synge med på salmerne i kirken. Stille går man rundt og krammer hinanden i en rolig og respektfuld atmosfære. Det ville nok anses som umanerlig dårlig opførsel at skrige højt eller råbe forbandelser af verdens ondskab med vilde fagter til begravelser. Det er egentlig underligt når man tænker over det. Hvor mange af os har ikke et eller andet sted lyst til at skrige mod himlen når sygdomme eller ulykker tager vores kære fra os? Arabisk kultur inkorporerer meget godt de følelser man får når der sker ting så sørgelige og forfærdelige at ingen rationel eller pæn opførsel kan udtrykke sorgen ordentligt.

Det danske begravelsesritual institutionaliserer følelserne på bestemte måder der kan være ganske rare og smukke. Jeg syntes det kan være rigtig rart og befriende bare at sidde stille og vide at det er okaj at være ked af det i en kirke. Men det er kulturel arrogance at tro det er den eneste måde at gøre det på. Derfor var det rigtig fedt at se et andet begravelsesudtryk der reflekterede Svends liv og ærede den måde han nok helst vil huskes på.

Den grundlæggende sandhed er jo nok at når folk dør findes der ikke rigtige eller forkerte følelser. Folk skal bare gøre hvad der bedst bringer dem videre og begravelsens funktion er at understøtte dem. I det perspektiv findes der ikke rigtige eller forkerte måder at begrave folk på. Bare forskellige måder at leve og dø på.

Tilladte følelser

Selvom det var en begravelse anderledes end det normale følte jeg det stadig som umanerlig dårlig opførsel da politiet stod med nye HD kameraer og filmede optoget. Det er ret arrogant og disrespektfuldt at de udnytter et begravelsesoptog til at indsamle efterretninger om den autonome bevægelse. Et udtryk for en hensynsløshed der vækkede en vrede man ikke kunne reagere på fordi det også ville være forkert af os at eskalere en situation til begravelsen.

Til gengæld var det så rigtig rart at politiet havde glemt en civil politibil lige ved rustvognen. Mens vi alle sang Bella Ciao kunne folk diskret pifte dækkene og knække sidespejlene af. Da optoget gik videre mod slutningen kunne folk så mindre diskret baldre ruderne og tage til gravøl på blågårdsapoteket.

På den måde blev begravelsen en sammenblanding af det bedste fra alle kulturer. Der var stilhed og respekt for roen og pladsen til sorgen fra den danske begravelseskultur. Der var rockmusik og skålen unik for punken og rock’n’roll livsstilen han havde valgt. Og til sidst var der en fortsættelse af kampen som vi kender fra mellemøsten og som bør være en del af alle revolutionæres begravelser. Jeg kan ikke forestille mig en revolutionær blive bragt bedre ud af verden.