En demonstrantindes selvransagelse

At Hizb-ut-Tahrir holdt stormøde i Den sorte Diamant i fredags, er næppe forbigået nogens opmærksomhed. Alt har været til debat – mødeindkaldelsen, lokationen, kalifatet, muslimer og islam generelt, Afghanistan, venstrefløjens manglende tilstedeværelse, venstrefløjens tilstedeværelse.

Jeg var der – og vil prøve at sige noget om, hvorfor jeg i udgangspunktet mente, at det var rigtigt men endte med at konstatere, at det var et fejlskud.

At sige fra, tale op i mod, og stille op overfor reaktionære højrekræfter, religiøse såvel som politiske, er et grundsyn hos mig. Det har det været i årevis. Man kan ikke bare ’lade stå til’, for historien har vist os, at det reaktionære højre er en iboende del af det moderne samfund, og at det næres af medløberi, fodring af den indre svinehund, populistisk nationalisme. Derfor har jeg brugt flere år af mit liv på civilsamfundsudvikling og menneskerettigheder i Mellemøsten og Nordafrika; derfor undrer jeg mig over, at de højrenationale kræfter i Danmark får stadig mere plads bl.a. i Århus, uden at det vækker ramaskrig på den brede venstrefløj.

Min modstand mod de reaktionære kræfter går på synspunkterne, ikke på de mennesker, som kunne blive tiltrukket af de forkvaklede synspunkter om stat, religion, demokrati, frihed eller køn. Derfor er der heller ikke nemme løsninger som ’send dem hjem’ eller forbud. Kun at imødegå disse politiske/religiøse ideer med ord og debat.

Derfor var det heller ikke første gang, at jeg er til en manifestation mod HuT – og derfor har jeg flere gange været, og gør det igen, taler til Iran-demonstrationer.

Det betyder, at man ind imellem står sammen med højreorienterede folk som Farshad Kholgi og Karen Jespersen (og det yderste nationale højre, hvis ideer bygger på selvsamme tankegods som det, vi netop skal kæmpe i mod), der har et helt andet udgangspunkt end mig selv, ikke mindst fordi deres dagsorden er stærkt fordrejet anti-muslimsk og fremmedfjendsk.

Det har været tålbart indtil nu, fordi den dagsorden, jeg stod som del af, var den, der fyldte til demonstrationerne.

Det var det ikke længere i fredags.

”Udvis disse femte kolonne forrædere” og ”Skrub ad helvede til” kunne jeg læse på to af de medbragte bannere, mens ultranationalister skrålede Danmarks nationalsang. Demonstrationen, der var indkaldt af venstreorienterede kammerater, var overtaget af højrefløjens synspunkter. Det var ikke demonstrationsarrangørernes skyld. Det var fraværet af os selv!

Men det var - og her kommer den væsentligste grund til at genoverveje valget af middel i dette lille kapitel af den politiske kamp for demokrati, frihed og favnende fællesskab - også hele optakten til demonstrationen. HuT havde sat trumf på ved at proklamere, at det var muslimers pligt at dræbe de udenlandske styrker i Afghanistan. En lækkerbisken for pressen og nationalister. For mig, og venstrefløjen i øvrigt, handlede demonstrationen først og fremmest om at sige fra over for de reaktionære kræfter i vores samfund. Desværre blev det danske reaktionære kræfter som overtog.

Jeg deler i øvrigt det synspunkt, at HuT får alt for meget opmærksomhed, og at det i virkeligheden er kontraproduktivt, fordi selvsamme opmærksomhed giver dem en status, en rolle og en betydning, de slet ikke skal have. Det er én af grundene til, at jeg er dybt uenig med dem, der før mødet havde vældig travlt med i medierne at fortælle, hvor forfærdeligt, det var, at HuT skulle holde møde i Den Sorte Diamant. Enten fordi mødetemaet, mødeindkaldelsens brug af billeder, brugen af Diamanten eller selveste HuTs synspunkter var forfærdelige. (den anden grund er, at politikere og andet godtfolk skal holde sig fra at blande sig i statslige institutioners disponering over deres lokaler – man behøver ikke ha en holdning til alt og skal især ikke blande sig i alt; det tilsiger demokratiske spilleregler sådan set).

Et lille efterskrift: Kampen om vores medborgeres hjerner og hjerter kæmpes endsige vindes ikke primært ved denne type manifestationer. Men de har stadig deres berettigelse, fordi vi også ved, at den synlige modstand er vigtig (hvis forholdene ellers havde været til det). Det er ved hjælp af et langt sejt politisk træk med oplysning, samarbejde, ligeværd og inklusion (og et opgør med dobbeltstandarden i udenrigspolitikken) som omdrejningspunkter, at vi kan imødegå tilslutningen til højrekræfterne.