At elske på den socialistiske måde

Jeg har været på ferie i Sydamerika, nærmere bestemt Venezuela. Ja, ja det er lidt en kliche, at man som ung venstreorienteret tager på ferie til Sydamerika – men udover politisk lune vinde så er det altså også en fandens flot natur og dejlig varmt.

Man kan have mange langhårede diskussioner om Venezuela, og om der nu er socialisme, om der er plads til kritik etc. Men dem har jeg nu ikke tænkt mig at gå ind i, for i virkeligheden ved jeg ikke særlig meget om Venezuela. Til gengæld fik mine oplevelser sat nogle tanker i gang.

Mens jeg var i Venezuela, var Bolivias socialistiske præsident Evo Morales på besøg hos Hugo Chavez. I anledning af besøget var de to herrer ude at vinke til folket. Det var en ret vild oplevelse; folk havde stået i flere timer og ventet på at se dem. Jeg selv og en ven, stod der som de revolutions-turister vi var, og ventede i en time.

Da de endelig, efter ”opvarmningsband” og en lille militær opvisning, dukkede op, bredte det vilde hysteri sig. Det var lidt som at være til koncert med et rockband. Folk råbte og skreg, tog billeder med deres mobiltelefoner (inkl. undertegnede).

Det var meget syret at se en politiker blive behandlet som en rockstjerne. I situationen blev jeg helt revet med, og syntes, at det var dejligt at se så mange mennesker være glade for deres præsident.

Da jeg senere, på en lang bustur, fordøjede oplevelsen, kom jeg til at tænke over, at den slags oplevelser er meget fede og sjove i sekundet, men egentlig er ret skræmmende. Det er klart, at vi har brug for ledere, helte og heltinder, men det kan også blive for meget. Det bør jo være politikken og ikke personen, det skal dreje sig om. Hugo Chavez har knoklet, og er en karismatisk person, men det betyder ikke, at han har lavet en revolution alene. Heldigvis havde jeg æren af at møde nogle af de mennesker, som har været en del af den forandring, Hugo Chavez repræsenterer.

I et af Caracas fattigere kvarterer blev vi budt velkommen på bedste sydamerikansk maner med en lang tale om at, de elskede mig på den socialistiske måde og vi delte den revolutionære kærlighed.

I dette kvarter har aktivister ved hjælp af kollektiv organisering, fået en hel bydel op at stå. Med sociale initiativer som aftenskoler og radio kæmper de for at udligne forskellen mellem rig og fattig. Kollektiverne i denne bydel støttede Hugo Chavez’ regering, men forholdt sig også kritisk til den politik, der blev ført, og arbejdede for at speede den revolutionære proces op. Det var helt tydeligt, at det var den politik, der blev ført, der var i centrum, og ikke at være gode venner med magthaverne og ministerposter. Og det var dejligt at opleve en hel bydel, der forholdt sig kritisk, og sammen udviklede socialistisk politik.

Jeg kan godt se pointen i at fremhæve en person meget, og gøre denne til billedet på et parti, gøre personen til en, folk kan relatere til. Problemet er bare, at personen hurtigt kommer til at overskygge politikken. Og at det politiske projekt kommer til at handle om navne og taburetter, i stedet for en anden og bedre verden.

Mødet mellem de to præsidenter blev i øvrigt transmitteret på storskærme udenfor, men da selve mødet gik i gang, var over halvdelen af crowden forsvundet.

Skal vi forandre samfundet, har vi brug for, at folk også er der, når rock-stjernerne ikke længere vinker til dem.

Så selvom en personkult kan være forførende, vil jeg i længden hellere elske på den socialistiske måde sammen med en hel bydel end vinkes til af præsidenter.