Du er fandme så frigid!

Hvor meget skal man egentlig finde sig i, når man tillader sig at have en holdning til prostitution?

Når jeg denne gang har sat mig ved tasterne, er det på baggrund af en debat i det nyligt startede ligestillingsnetværk for socialdemokraterne i København. På dagsordenen var et oplæg ved socialordfører i Borgerrepræsentationen, Lars Aslan Rasmussen, der skulle tale om prostitution.

I mange år har prostitution været en mærkesag for mig, da jeg som ung DSU’er, fik øjnene op for, at prostitution ikke handler om sex – og en særlig stor trang til dette – men om magt og et forkvaklet syn på mennesker, som et objekt der kan købes. Derfor har jeg også debatteret emnet i utroligt mange sammenhænge og mest af alt med andre, der på ingen måde deler mit synspunkt.

Vinklen på dagens debat var dog ikke en for/imod debat, men en snak om, hvordan vi kan fastholde vores eget parti til beslutningen om at forbyde sexkøb, og hvad man tager af tiltag i Københavns kommune, hvor man, som mange nok ved, har valgt at gå aktivt ind i kampen for at tydeliggøre de mange negative konsekvenser, der er ved et samfund, hvor mennesker er til salg.

Alt dette er meget interessant, men det er heller ikke det der har placeret mig på kontorstolen.

Årsagen er Lars Aslans fortællinger om, hvor meget han skal stå model til, som fortaler for en kriminalisering af sexkunder. Årsagen er, at jeg, som kandidat til Borgerrepræsentation, selv er bange for, at have prostitution som mærkesag. Årsagen er, at der er så skinger en tone, når snakken falder på prostitution, at det kvæler ytringsfriheden, kvæler demokratiet.

Følelser, følelser, følelser!

Politik er følelser. Vi skal turde brænde for noget, blive vrede, indignerede, rørte over sager, da de berører andre mennesker. Hvis vi ikke selv er følelsesmæssigt med, kan vi heller ikke få andre til at brænde for en sag. Det handler om vores troværdighed. Som grækerne udtrykte det, handler det om Etos og Patos.

Men følelserne skal være vores bevæggrunde, ikke vores argumenter og løsninger. Vores argumenter og forslag må være baseret i fornuften, for kun herigennem kan vi bevæge os op over sagen, udover egen næsetip, og kæmpe for en helhed og ikke kun for os selv.

Når vi bevæger os væk fra vores næsetips synsvinkel, bliver vi også i stand til at se sager fra andre vinkler, vi bliver i stand til at tage vores egne holdninger til genovervejelse, og i sidste ende stille os parate for en reel demokratisk dialog.

I nuværende situation, har jeg svært ved at forestille mig, at jeg nogensinde vil synes, det er okay at købe et andet menneske. Når alt kommer til alt, får jeg ondt i maven, når jeg tænker på, at jeg lever i et samfund, hvor man accepterer, at mennesker bliver solgt som vaskepulver i Fakta. Det er en følelse, ikke fornuft.

I en politisk diskussion kan fortalere for prostitution ikke bruge det til noget, ligesom jeg ikke bliver overbevist om at prostitution er i orden, fordi et medlem af SIO vil have lov til at gøre som det passer hende.

Chikane

At mange ikke kan hæve sig over deres egne følelser og tale ud fra saglige argumenter, er en ting. Det giver i værste fald en dårlig debat, hvor vi ikke flytter os fra vores grøfter – og dette gælder naturligvis begge fløje.

At deltagere i prostitutionsdebatten er udsat for voldsom chikane i form af hademails, overgreb og tilsvininger, er en helt anden og langt mere alvorlig sag.

Jeg er ikke alene om at blive kaldt sexforskrækket, undertrykker og kælling, når jeg tillader mig at ytre mine holdninger. Jeg må finde mig i at skulle svare på spørgsmål om mit eget sexliv, som om det skulle have noget at gøre med min holdning til køb og salg af mennesker.

Jeg er usikker på, om jeg tør slå mig selv op som en kandidat, der kæmper for en kriminalisering af sexkøb. Jeg frygter at min eventuelle fremtid som medlem af borgerrepræsentationen, skal inkludere hadepost, som min mands børn kan falde over, eller blive råbt af på gaden, fordi jeg mener, hvad jeg mener.

Fortalere og modstandere – Unite!

Jeg tror ikke på, at hverken de få medlemmer af SIO eller Kvinderådets medlemmer, er interesserede i, at man skræmmer mennesker væk fra at deltage i demokratiet eller at politiet må mandsopdække talere til demonstrationer for eller imod køb af sex.

Jeg tror på, at en mindre skinger debat, og en debat der i højere grad gør brug af saglige argumenter, herunder undersøgelser og tal - som ganske givet viser modsatrettede resultater - gør os alle åbne for at finde de rigtige løsninger for de fleste, og i øvrigt får flere til at gide lytte på vores debatter.

Sammen må vi gå forrest i at føre en dialog, der giver plads til mennesker og holdninger. Lad os starte med os selv, og opfordre til at andre følger vores eksempel.