At dræbe et barn

Hvad skriver man, når børn bliver slagtet, fordi de tror på en bedre verden, tror på demokratiet og at de kan gøre en forskel?

Den norske tragedie er forfærdelig tæt på. Liv har lige meget værdi, hvad enten de bliver taget i Mellemøsten, ved en naturkatastrofe, eller noget tredje, og det vil altid være ubegribeligt, når menneskeliv bliver taget for tidligt, men når det sker i vores norske baghave, er det vores brødre og søstres liv, der bliver taget.

Min familie og jeg selv er socialdemokrater, hvilket betyder, at vi er mange, der har deltaget i socialdemokratiske sommerlejre i generationer. Det skal med det samme siges, at jeg ikke kender nogle af de unge nordmænd, der blev slået ihjel. Det gør mange af mine egne DSU kammerater.

Jeg ved, hvor uskyldigt det er at tage på politisk sommerlejr. Det er uskyldige børn og unge, der har lyst til at diskutere under mere uformelle forhold, uskyldige unge der har lyst til at blive klogere på deres egen verden og lære hvordan, de kan gøre en forskel for andre.

De holder en ukuelig optimisme, som kun børn kan, på at verden er et godt og trygt sted at være, og på at hvis bare man taler sammen, kan alle have det godt.

Derfor er det på sin plads at sige, at uskylden er taget, og de norske børn der kommer tilbage til skolen i næste måned, er mærket for livet, og aldrig vil blive sig selv igen. Håbet er at de børn der overlever, ikke bare fysisk men også psykisk, vil vokse op og blive stærke demokrater, med en uudslukkelig indre ild, der vil brænde for en bedre verden.

Den slags mennesker kan gerningsmanden have skabt, hvilket næppe har været hans hensigt.

Men tanker opstår, når sådan en tragedie sker, og den tanke der vel råber allerhøjest er: ”Hvorfor?” og dernæst: ”Hvordan kan vi hindre at det nogensinde sker igen?”.

Spørgsmål

Hvorfor slagter man børn, blot fordi man ikke deler deres holdning til verden? Det er der vel ingen af os, der nogensinde kommer til at fatte, for hvordan sætter man sig ind i en gal mands tanker?

Vigtigere er det derfor at beskæftige sig med, hvordan vi hindrer at noget sådan nogensinde sker igen.

Lærere og pædagoger skal i dag holde godt øje med børn og elever, der har radikale holdninger, for at hindre ekstremisme. Dog sættes der mest fokus på børn med svag familiebaggrund, for ikke at sige børn med anden etnisk baggrund.

Hvad gør man med en hvid, blond og blåøjet dreng fra en kristen, pæn familie?

På internettet er der utallige blogs, hvor vi alle har mulighed for at udtrykke vores holdninger. Vi har tankefrihed og derfor også ret til at hade kommunister, muslimer, homoseksuelle, kapitalister og mange andre, så længe vi ikke opfordrer til hetz og vold.

Hvad gør vi så med en blogger med ekstreme holdninger som, når man møder ham i virkeligheden, opfører sig som en almindelig, sympatisk og velformuleret person?

Svarene kan være mange og forskelligartede, og højst sandsynligt vil der være mange flere løsninger, nogle med mere eller mindre succes.

Et svar jeg vil give her og nu, er at vi skal kalde tingene ved deres rette navn, så vi kan behandle problemet og ikke lægge det i skuffen og gemme det væk som en enkelt gal mands handling.

En Facebook opdatering i går lød: ”det kan godt være alle muslimer ikke er terrorister, men alle terrorister er muslimer!”. Personen her har tydeligvis ikke kendskab til terrorismen i Irland, Baskerlandet, Sydamerika og mange andre lande og områder, der ikke er muslimske.

Nogle er begyndt at kalde Anders Breivik for ”Massakreren” og ikke terroristen, for hvordan kan en kristen nordmand være terrorist? Nej, han må være noget andet.

Ekstremisme og terrorisme er ikke en mellemøstlig opfindelse, faktisk var kun tre at ud af 249 tilfælde af enten planlagt eller udført terror i Europa i 2010 islamistisk funderede. Vi gør os selv og fremtiden en bjørnetjeneste, hvis vi ikke italesætter den norske tragedie som en terrorisme handling.

Konsekvensen kan være at vi lukker øjnene for de blåøjede ekstremister. Det har vi nu et frygteligt bevis på.