Det politiske spil kan være lige til at brække sig over…

Nu alle EU’s ledere blevet enige om, at lade ”det irske problem” være et irsk problem. Altså, det at irerne stemte nej til Lissabontraktaten er ikke et fælles EU problem, nej det er et irsk problem, som irerne dermed må løse. Ikke nogen større overvejelse om, at befolkningen simpelthen ikke ønsker denne traktat – selv om de eneste der fik lov at stemme, sagde nej.

Det irske problem bliver sandsynligvis løst med noget a la undtagelser – derfor har repræsentanter fra den irske regering været i Danmark for at lære om, hvordan vi har gjort.

Men problemet er jo, at irerne bl.a. var bekymret over den måde, EF-domstolen hele tiden angriber strejkeretten mv. En af de meget brugte plakater kan ses på billedet ved siden af, og viser meget godt en af de væsentlige grunde til at stemme nej. Og det kan man ikke give dem en undtagelse for.

Grunden til at strejkeret mv. bliver sat under pres, er det indre marked. Det betyder, at der skal være fri bevægelighed, og det er bl.a. derfor, at vi ikke må opretholde bedre miljøstandard osv., men også derfor at EF-domstolen jævnligt laver angreb mod arbejdsmarkedsmodellen.

Forestil jer nu, hvordan skulle man give irerne en undtagelse for noget af det mest grundlæggende i EU? Det kan man jo ikke. Derfor snakkes der om at lave noget a la en social udtalelse – men problemet er jo, at det ikke hjælper, så længe EF-domstolen skal dømme efter det indre markeds regler, som altid kommer over alt andet.

Men man vil nok alligevel prøve, og så bilde folk ind, at det betyder noget – at de ikke skal stemme om præcis det samme igen. Vi kommer sandsynligvis til at se en endnu mere grum valgkamp anden gang, og det må være vores opgave at hjælpe vores venner i Irland med som minimum at få en ordentlig valgkamp, hvor argumenterne også kan få plads.

Kan det undre, at politikerleden vokser, når hver gang der bliver stemt nej, så negligerer man det, og forsøger at omgå det?