Den besværlige virkelighed: Om klassesamfundet og politiske prioriteringer

Brian Esbensen skrev under overskriften Akademikere og Arbejdere- foren jer et interessant indlæg i Information. Temaet var, som titlen antyder,  hvilke befolkningsgrupper den danske venstrefløj skal prioritere politisk. Hovedfjenden i indlægget er en karikatur af en position i og omkring SF, der politisk særligt prioriterer lavtlønnede og kortuddannede. Esbensens hovedanke er, at denne tendens splitter arbejderklassen. Kritikken er i mine øjne for letkøbt og leverer et frugtesløst og romantiseret alternativ. Et alternativ der giver et unuanceret billede af samfundet og  kan bringe venstrefløjen på konfliktkurs med de befolkningsgrupper, vi allerede i dag savner som vælgere og medlemmer.

Selv mener jeg, at partierne på den danske venstrefløj bør tage sit udgangspunkt i arbejdende menneskers hverdag, udfordringer og interesser. Jeg opfatter det som positivt, at SF har rykket sig tættere på dette udgangspunkt. Det er afgørende vigtigt politisk at turde prioritere samfundsgrupper af kortuddannede og lavtlønnede. De har brug for politiske partier, der tør vælge side i de samfundsspørgsmål, hvor disse er blevet overset. De lever kortere, de har flere sygedage og deres børn søger forgæves efter praktikpladser.

Esbensen mener, at tanker som ovenstående splitter den arbejdende del af befolkningen. Han skriver at " grundlæggende er de fleste af os arbejdere – nogle i kitler, nogle i skjorte og slips og andre igen i kedeldragt – men stadig arbejdere, eller lønmodtagere om man vil."  Grundlaget for dette udsagn er en (mere eller mindre) klassisk marxistisk deklaration om, at alle disse mennesker lever af at sælge deres arbejdskraft. Med udgangspunkt i denne store ensartede arbejderklasse er pointen så, at der må enhed til. En enhed der skulle undergraves af arbejdet for at inkludere Sosu-assistenter og murere i det politiske arbejde og at turde prioritere deres behov politisk. 

Esbensen antager sig dybest set fra at foretage en egentlig analyse. Det er let at erklære at arbejderklassen er ensartet. Det er også let nok at finde kriterier der muliggør objektivt at inddele samfundet i to hovedkasser. Det er sværere at tage som sit udgangspunkt for politisk handling når disse analytiske skel ikke slår så tydeligt igennem i hverdagen og på valgdagen. Grundende hertil står næsten i kø. Hvordan påvirker det forholdene internt i denne store arbejderklasse, når nogens løn betales af andres skat? Når nogen uddanner dig i årevis, mens andre tager på arbejde? Når nogen presses af øst-arbejdere, og andre af kinesere?  Når nogens problem ikke er lønnens størrelse, men derimod manglende frihed til at udøve sit fag? Disse nuancer og forskelle er ikke nye. Se blot Marx' egne analyser af forskellige kapitalformer, og menneskers forskellige relationer hertil. Esbensens forsimpling er ikke blot er analytisk utilfredsstillende, men  blokerer potentielt for en reel analyse af vigtige samfundsforhold. Min anke er ikke akademisk. Jeg svarer ikke fordi Esbensens forsimplede analyse giver os et uklart billede af samfundet. Jeg frygter slet og ret, at den fører til forkerte politiske prioriteringer. To markante diskussioner antyder, at en venstrefløj uden dette udgangspunkt træffer forkerte prioriteringer.

Tag diskussionen af øst-arbejdere, Mens alt for mange i de øvre samfundslag talte pænt om arbejdskraftens frie bevægelighed, så helt almindelige menneskers deres løn og arbejdsforhold blive truet. De politiske partier stod magtesløse og nok også uden tilstrækkelig viden om de faktiske problemer på udkanten af arbejdsmarkedet. Det samme gælder faktisk finanskapitalismen. Mens nogen snik-snakkede om ny økonomi og spekulerede i aktier passede andre deres arbejde. Da det hele faldt sammen blev prisen betalt af de sidstnævnte, der røg i arbejdsløshedskøen. Finanskapitalen og bobleøkonomien havde overraskende mange venner i det europæiske centrum-venstre.

Det er derfor helt skudt ved siden af, at Esbensen beskylder andre for at romantisere. Det naivt romantiserende er da at antage virkelige forskelle bort, og navigere ud fra arbejderklassen som abstrakt fællesbetegnelse for en stor samfundsgruppe, der indeholder en masse mennesker med vidt forskellige behov og udfordringer. Vi er nødt til ærligt at forholde os til, at venstrefløjen mangler store og væsentlige samfundsgrupper som vælgere og medlemmer. Både når politikken skal udvikles, vedtages og præsenteres for befolkningen mangler deres bidrag. Den problemstilling løses ikke ved, analytisk at erklære, at den veluddannede højere middelklasse skam også er arbejdere.