Dansk arbejde til danskere

Nu skal der jo ikke gå læserbrevsdebat i den, men jeg kan ikke dy mig for at blande mig i debatten om østarbejdere. Jeg er selvfølgelig fuldstændig enig med John, i både hans indsigelse og analyse. Samtidig synes jeg at Mattias’ forsvar for Villys fornemmelse for populisme, er både forstemmende og alarmerende.

Mattias skriver at han ikke forstår kritikken. Det tror jeg ikke på, for det er ganske enkelt: Når Villy finder det relevant at tilføje ” Det er altså ingen undskyldning for nasseri, at man kommer fra Østeuropa” efter allerede at have leveret sin pointe, hvem er det så han taler til? Østarbejdere som han gerne vil have til at organisere sig sammen med deres danske kolleger, eller en dansk opinion? Når Astrid Krag pludselig finder det relevant at fremhæve det polske flertals religion, er det så polakkerne hun henvender sig til, eller en dansk opinion? Når Mattias i et svar til John cementerer og skærper Villys tilføjelse, er det så hans polske kolleger han henvender sig til eller er det en dansk opinion?

Svaret er i alle tilfælde indlysende. Der bliver talt stærkt negativt OM østarbejderne, for at flytte stemmer i en dansk opinion. Hvis ærindet havde været at få østarbejderne til at organisere sig, så havde man talt MED og TIL dem, og formodentlig væsentligt pænere. Så plain fucking simple, at det skulle være til at forstå i samtlige skurvogne.

Som John skriver, så bliver de østeuropæiske arbejdere reduceret til syndebukke i et større spil, som handler om arbejdsgiveres kyniske udnyttelse af en for dem fordelagtig situation. Og hvorfor fanden Villy og Mattias ikke retter deres retoriske skyts mod disse arbejdsgivere, og deres formentligt anseelige profitter, i stedet for mod bl.a. polske håndværkere der forsøger at tjene til dagen og vejen, er et svært tilgiveligt forræderi, og faneflugt fra en af tidens vigtigste fronter.

En del af forklaringen er nok, at for Villy handler udfaldet for så vidt ikke om at få østarbejderne til at organisere sig. Det er jo ikke tilfældigheder at Villy og co. først var ude med riven efter Hizb-Ut-Tahrir tidligere i år, og at østarbejdernes nu får en tur. Begge grupper må formodes at være gratis at rive rundt i offentligheden (ligesom ”træskobanden” i min skolegård), og derfor er de yderst velegnede til det højere strategiske formål: at gøre op med et halalhippie-image og erstatte det med et hardliner-image.

Årsagen er selvfølgelig at Villy og hans stab har læst bl.a. Philip Goulds ”The Unfinished Revolution” og har lært det samme som Blair og Fogh før dem: find ud af hvad der er midtervælgernes prioriteringer og sammenhold med dit partis prioriteringer. Hvis der ikke er et match, så er det partiet der må ændre sig, og ikke vælgerne.

I en dansk kontekst betyder det, at da der er skepsis overfor en anstændig udlændingepolitik blandt den store gruppe midtervælgere, der bestemmer hvordan parlamentariske flertal ser ud, så nytter det ikke at argumentere for en anstændig udlændingepolitik, og samtidig håbe på at få vælgernes opbakning.

Derfor har Villy, Astrid m.fl. udskiftet anstændigheden med en populisme der giver flere kunder i butikken. Kvantitet frem for kvalitet.

Lur mig i øvrigt, om ikke den strammede retorik omkring østarbejderne, bygger op til at nogen fra SF på et tidspunkt foreslår at lukke grænserne for udenlandsk arbejdskraft. Det bliver nok ikke Villy i første omgang, men en lavere rangerende SF’er. Og når katten først er ude af sækken, så kan man lodde stemningen derfra.

Pludselig kan den parodiske overskrift på dette indlæg blive skinbarlig virkelighed.