Danmark bør straks anerkende Palæstina

Fredag 23. september 2011 vil den palæstinensiske præsident Abbas bede FN’s Sikkerhedsråd om at anerkende staten Palæstina som en suveræn stat. En anerkendelse er i forlængelse af Sikkerhedsrådets centrale resolutioner, herunder 242, 338 og 1397 og følger princippet om folkenes ret til selvbestemmelse samt Generalforsamlingsresolution 181.

Anerkendelsen skal umiddelbart gælde det territorium, som er defineret af grænserne fra før 6-dages krigen i 1967, dvs. et territorium omfattende Vestbredden – inkl. Øst-Jerusalem – og Gaza-striben med tilhørende kystområde.En anerkendelse skaber en ny forhandlingsramme, som vil betyde, at en suveræn palæstinensisk stat side om side med andre lande også i praksis bliver en realitet.

Alle magtudøvende parter, herunder Hamas, skal fra anerkendelsen ophøre med militær magtanvendelse samt søge at forhindre militære aktioner uden for eget område, defineret af 1967-grænserne. Alle parter afstår fra at øge den militære kapacitet i en overgangsfase.

FN’s Sikkerhedsråd skal i overgangsfasen sammen med regionale organisationer garantere for sikkerheden i både Palæstina og Israel. Der skal oprettes en fredsbevarende styrke, som skal kunne etablere de sikkerhedsforanstaltninger som kræves og have uhindret adgang overalt i begge lande.

Desværre er der budskaber som må gentages. For ikke at glemme Israels angreb på Gaza var der i januar kaldt til demonstration på Kultorvet i København, sammen med andre holdt jeg en tale; jeg sluttede med at sige

Endelig bør Danmark i lighed med mange lande, senest Norge og flere latinamerikanske lande snarest anerkende Palæstina.

Det er i dag en yderst vigtig opfordring, som også bakkes op af bl.a. tre tidligere danske udenrigsministre.Op til FNs generalforsamling kaldes der nu til demonstationer verden over.Også i København er der blevet demonstreret for anerkendelse af Palæstina.

Initiativet er klart palæstinensisk og sker som del af den palæstinensiske premierminister Salam Fayyads to-års plan fra 2009, der sigter på at gøre palæstinenserne klar til at styre deres egen stat. Med kampagnen ”Palestine 194”, appeleres til det internationale samfund i håb om, at Palæstina bliver medlemsland nummer 194 i FN.

Palæstinenssernes krav om anerkendelse er et konkret udmøntning af palæstinensernes folkeretslige krav om selvbestemmelse og visionen om en to-statsløsning, som er det internationale samfunds bud på en varig løsning af Israel/Palæstina-konflikten.

Næsten 2/3 af FN’s medlemsstater har tilkendegivet deres anerkendelse af Palæstina som selvstændig stat, herunder Kina og Rusland, men USA har forlods meldt ud, at de agter at nedlægge veto i Sikkerhedsrådet mod at optage en palæstinensisk stat i FN som fuldt medlem.

Israel er modstander af det palæstinensiske initiativ og har i de seneste par måneder gjort meget for at modarbejde initiativet.

Der er god grund til at frygte, hvad den israelske reaktion på FN-initiativet vil være, og hvordan sikkerhedssituationen for palæstinenserne vil udvikle sig i fremtiden.

Men tidligere har det internationale samfund, herunder Danmark, alt for ofte ofret hensyn til menneskerettigheder og folkeretten for at fremme en fredsproces i den israelsk-palæstinensiske konflikt.

Man har glemt at international retsorden ikke en forhindring, men derimod fundamentet for en varig fred.

Nu skal vi bruge folkeretten fremadrettet.Den ny danske regering bør så hurtigt som muligt anerkende Palæstina, det vil sige. at man ikke skal afvente en afklaring i EU-regi, men snarere følge Norge og straks melde en dansk anerkendelse af Pæstina ud - dels som et klart signal til Israel, dels som retningsgivende for EU og vigtigst som et håndslag til Palæstina.

Det er det vigtigste her og nu.Men erfaringen viser, at man aktivt må fastholde fordømmelsen af Israels overgreb og tage konkrete skridt til at udtrykke den.

Et første klart skridt kunne være, at Danmark i EU-regi og under sit formandsskab aktivt arbejder for en suspension af EU’s associeringsaftale med Israel.

Et andet skridt kunne være, at Danmark tog initiativ til en international våbenembargo overfor Israel, indtil Israel har accepteret at søge konflikten løst gennem egentlige fredsforhandlinger.

En anerkendelse af Palaestina skaber en ny forhandlingsramme, som vil betyde, at en suveræn palæstinensisk stat side om side med andre lande også i praksis bliver en realitet.

Alle magtudøvende parter, herunder Hamas, skal fra anerkendelsen ophøre med militær magtanvendelse samt søge at forhindre militære aktioner uden for eget område, defineret af 1967- grænserne. Alle parter afstår fra at øge den militære kapacitet i en overgangsfase.

FN’s Sikkerhedsråd skal i overgangsfasen sammen med regionale organisationer garantere for sikkerheden i både Palæstina og Israel. Der oprettes en fredsbevarende styrke, som skal kunne etablere de sikkerhedsforanstaltninger som kræves og have uhindret adgang overalt i begge lande.Grænserne mellem Israel og Palæstina kan senere justeres ved at bytte landområder, hvis parterne opnår enighed herom.

Herudover må man arbejde på

• at Israel ophæver blokaden af Gaza-striben

• at der oprettes en korridor i Israel, som forbinder Vestbredden og Gaza-striben,

• at placeringen af den palæstinensiske hovedstad er en beslutning, som alene træffes af palæstinenserne

• at hegnet eller muren, hvor den ikke står på 1967- grænsen, straks nedrives, som også den internationale domstol har udtalt.

• at flygtninge og deres efterkommere sikres retten til at vende hjem til de områder, de oprindeligt kom fra. Der opstilles muligheder for at flygtninge efter eget valg i stedet kan få en kompensation eller kan flytte til den palæstinensiske stat. Flygtningenes opholdslande skal tilbyde statsborgerskab til de, som ønsker at blive.

• at bosættelser enten rives ned, eller overgår til at blive enheder i den palæstinensiske stat. Indbyggerne kan tilbydes at blive borgere i den nye stat.

• at den palæstinensiske stat får fuld suverænitet over territoriets luftrum, kystzone og undergrund, herunder vandressourcer.

• at palæstinensiske fanger i Israel og israelske fanger i Palæstina overdrages til løsladelse eller videre afsoning i deres hjemland.

Man må håbe, at der snarest dannes en fælles regering i Palæstina, bl.a. som resultat af forsoningsaftalen mellem Fatah og Hamas. Danmark og EU skal bidrage til denne proces ved at ophøre med at behandle Hamas som en terrororganisation