Dagpengeløsninger eller fælles undergang

Dagpengeløsninger eller fælles undergang

Forleden kom ti fagforeninger med et indlæg i Politiken, hvor de opridsede de forfærdelige konsekvenser, hvis regeringen lader stå til i spørgsmålet om dagpenge og beskæftigelse.

Jeg vil ikke tærske langhalm på det her, men blot konstatere at tusinder fra nytår vil ryge ud af dagpengesystemet og broderparten af dem vil ikke være kontanthjælpsberettiget og dermed vil de have en indtægt på 0 kroner.

Tænders gnidsel, tvangsauktioner, skilsmisser, folk der stille og roligt går i hundene er det sandsynligt resultat – og antallet der går i hundene vil vel at mærke stige støt måned for måned. Og nej, folk der er gået i hundene er ikke lig med øget arbejdsudbud – det er lig med ødelagt liv og beskadiget arbejdskraft.

Heldigvis er der løsninger. Også løsninger, der ikke rører ved den for de radikale så hellige afkortning af dagpengeretten fra 4 til 2 år.

Beskedne løsninger i en krisetid

Jeg vil her nøjes med at give ordet til de 10 fagforeninger og deres overmåde beskedne forslag, der formår at kombinere både en økonomisk sikring af dem, der står for skud og som samtidig vil være en reel løftestang for at de arbejdsløse kommer i ordinær beskæftigelse:

”1) Genoptjeningskravet mindskes fra 52 til 26 uger.

2) Jobrotation med fuld genoptjening til dagpenge.

3) Ansatte i tilskudsjob skal optjene dagpengeret.

4) Aktivering skal ikke tælle med i dagpengeperioden.

5) Sikring af forsørgelsesgrundlag til mennesker, der falder ud af dagpengesystemet.

6) Flere vækstinitiativer, som virker her og nu, for eksempel at puste liv i det offentlige forbrug.

7) En midlertidig forhøjelse af det kommunale anlægsloft, hvis det der med kickstarten skal tages alvorligt.

Så kære politikere. Lad os sammen finde en holdbar løsning. For Danmarks skyld.”

...eller fælles undergang

Hvad mener jeg dog med fælles undergang? Ja, for det første, så vil en laden-stå-til-politik støt og roligt underminere den danske arbejdsmarkedsmodel.

Den forudsætter nemlig en høj grad af tryghed, hvis man rammes af arbejdsløshed og den er afhængig af relativ stor opbakning til fagforeninger og faglige a-kasser (dem der ikke er gule).

Lader regeringen stå til vil trygheden forsvinde som dug for solen – rammes du af arbejdsløshed, trækker du et tal i lotteriet. Nogle kommer tilbage i job – andre lader systemet gå i hundene.

En sådan mangel på tryghed vil tære yderligere på opbakningen til både a-kasser og fagforeninger. Resultatet vil blive faldende lønninger – og dermed faldende skatteindtægter – og dårligere arbejdsforhold.

De dårligere arbejdsforhold vil med usvigelig sikkerhed føre til flere arbejdsulykker, dårligdomme, sygdom mv. Og når folk brækker benet, eller bliver syge, havner regningen i hos os alle.

Og så vil det yderligere – og den manglende tryghed gør det allerede – lede til at folk sætter sig på deres penge og lader være med at forbruge. Og den opsparingsiver skaber hverken vækst eller beskæftigelse.

Og hvad tvangsauktionerne, der vil følge af en laden stå til, vil gøre ved boligmarkedet tør jeg næsten ikke tænke på. Godt for bolipriserne vil det ikke blive.

En laden-stå-til-politik vil altså ikke 'bare' ramme, dem der står for i denne omgang – den vil ramme alle. Og den vil også belaste statens finanser. Ja, måske bliver Fritz og Poul fra Nordsjælland ikke blive ramt af en laden-stå-til-politik, men folk flest vil blive ramt.

Er det virkelig regeringens politik? Og er det virkelig radikal politik? Forslagene slagter ikke de radikales hellige ko i form af den 2-årige dagpengeperiode og de radikale har da heller ikke kommenteret på substansen i forslagene indtil videre.

Og det åbner for at regeringen kan gennemføre forslagene – og dermed også selv overleve som regering.

For det andet jeg mener med fælles undergang, har at gøre med regeringen og de radikales rolle i regeringen.

Radikalt kvælertag på S og SF?

 At de radikale skulle være skyld i alle dårligdomme ved regeringens politik er noget fis. Thorning og Corydon er – erklærede – lyksalige tilhængere af en udbudsøkonomisk tankegang, der godt nok led forlis med krisens komme tilbage i 2008, men på zombie-agtig manér nægter at dø helt.

Men det må tilstås, at de radikale har taget et kvælertag på de to andre regeringspartier. Og lytter de radikale ikke til lidt fornuft og gennemfører de ovenstående forslag, så vil det blive ubærligt for SF og Socialdemokratiet – og dermed også et farvel til denne regering.

 Hverken SF eller Socialdemokratiet vil kunne holde til at lade stå til. Baglandet er allerede i en hidtil uset tilstand af utilfredshed, vrede og fortvivlelse. Det kan både ses på fagbevægelsens udmeldinger, meningsmålinger og desuden konstateres når man bevæger sig udenfor døren og møder 'baglandet'.

En laden-stå-til-politik vil cementere- og udbygge socialdemokraternes og SF's rutsjetur i meningsmålingerne.

 De radikale kan selvfølgelig ofre S og SF, give regeringen en dødsdom og så vandre over til VKO – men er det virkelig det de vil?

 Lytter de radikale, hverken til besindige fagforeningsfolk med beskedne krav (der endda tager hensyn til de radikales hellige køer), til arbejdsmarkedsforskere, til deres regeringspartnere, til desperate mennesker der står på kanten af afgrunden, til deres egne hovedbestyrelsesmedlemmer?

 Jeg håber de radikale er i stand til at lytte og til at handle – beskedne forslag er foreslået, nu skal de gennemføres.

 Sker det ikke får vi en radikalt anderledes og mere brutal situation i Danmark – både økonomisk, socialt og politisk. Jeg håber inderligt at fornuften i form af ovennævnte løsningsforslag får lov til blive hørt og gennemført. Ellers kan man roligt sige at målet er fuldt.

Læs de 10 fagforeningers indlæg her.