At bygge videre på en god idé

Næstved, 22.09.2008

Mattias Tesfaye er fyret fra Hansen & Andersen A/S på grund af manglende arbejde.
Sidste arbejdsdag er mandag den 22.09.2008.
Vedlagt tro- og love-erklæring!

Med venlig hilsen
Hansen & Andersen A/S
– Vi bygger videre på en god idé

Sådan ser de ud. Både med logo og slogan på brevpapiret. Jeg fik fyresedlen af en mellemleder klokken lidt i syv mandag morgen. Han er ny. Jeg tror ikke, han har prøvet at fyre folk før, men han kan ligeså godt vænne sig til det. Sådan er branchen. Jeg har været her i godt 10 år, og har efterhånden en pæn lille samling kortfattede sedler bagerst i mit røde ringbind. Det kan måske lyde som om, jeg tager sparket med sindsro. Men det er forkert. Meget forkert.

Lige nu sidder jeg i min sofa, ved siden af mig ligger sedlen. Det er sent, her er helt stille og jeg har megaondt i maven. Sådan får jeg det hver gang, jeg tænker på arbejdsløshed. Sindssygt ondt i maven. Og hvis jeg sætter mobilen på lydløs, logger af messenger og gør Johnny Cash på anlægget tavs, så kan jeg også lugte det. Stanken af lediggang. Den tunge dunst af spildte evner, slappe muskler, bortødslet menneskeliv. Fy for helvede.

Jeg har en bekendt, der arbejder på Volvos personvognsfabrikker i Göteborg. Her er varslet fyringer af 1.200 ansatte. Sven er tillidsmand for nogle hundrede metalarbejdere, og skal derfor deltage i afskedigelsen af kolleger gennem mange år. Da jeg forleden aften chattede med ham på Gmail, huskede han mig på noget, jeg næsten havde glemt: 80’erne. Det er nogle ganske bestemte minder om min barndom i Schlütters årti, der vokser frem som en hård knude i maven på mig.

Når Stine, der sad ved siden af mig i klassen, begyndte at græde, fordi læreren sagde, vi skulle skrive en stil om vores forældres arbejdsplads. Eller da Jakobs mor fik en depression, efter hun blev afskediget som bankdame. Eller den dag min mor, for gud ved hvilken gang, åbnede en konvolut og fik endnu et afslag på endnu et underbetalt deltidsjob. Det afslag, som af uforklarlige årsager udgjorde lige nøjagtig den dråbe, der fra den ene dag til den anden lukkede alt optimisme og livsglæde ude af samtlige 98 kvadratmeter forstadslejlighed i de følgende mange måneder. Hverken mig eller min bror sagde noget i lang tid derefter.

Jeg fik en opringning fra en god ven i dag. Han havde snakket om mine blogskriblerier med en kollega, og ringede for at høre, om ikke det var på tide, at jeg fik skrevet noget nyt. F.eks. finanskrisen, sagde han, det er jo for åndssvagt at statskassen og almindelige familier nu får regningen for spekulanternes risikable investeringer. Jeg giver ham helt ret. Og jeg har også samlet interessante artikler, studeret spændende meningsmålinger og genlæst min sommerflirt med en aldrende norsk samfundsøkonom.

Jeg ville meget gerne levere en opsigtsvækkende risikoanalyse af de finansielle transaktioners dominans over realøkonomien. Eller afdække de europæiske regeringers sammenblanding med kapitalfonde fra de mondæne, men anonyme, adresser i London City. Og mens alt andet forsvinder omkring den opslugte læser, ville jeg henkastet og overskudsagtigt nævne et par blærerøvskilder, en laaaang artikel på et fremmed sprog, og slutte af med en fanfare for folk på gulvet, og en mørkerød stikpille op bagi alle de højt lønnedes hysteri om, hvad der nu skal blive af deres eliteyngels børneopsparing, der efter råd fra ham-den-flinke-nede-i-banken er investeret i pengeinstituttets egne aktier.

Men puhh… Jeg har det som Storm P. om Verdenssituationen? Hvad rager det mig. Jeg har fået en flue i øjet! Jeg orker, eller evner, eller ønsker, eller vil, eller nej...: Jeg kan det ikke. I hvert fald ikke før jeg har beskrevet stanken af lediggang. Jeg er nødt til at få det ud af kroppen én gang for alle – so, here it is:

Forestil dig at komme hjem fra skole. Hoveddøren skal skubbes op, fordi alle de åndssvage reklamer har hobet sig op på det slidte gulvtæppe indenfor. Det første du hører, er en oneliner fra Michael J. Fox efterfulgt af dåselatter – Blomsterbørns Børn, genudsendelse. Du kan se ud i køkkenet, opvasken står der endnu. Og luften, du mod din vilje indånder, den stillestående iltsvindsramte luft du i korte slurke fylder dine små 4. klasses midtbanelunger med, gør din hals tør efter forandring. Du åbner et vindue. God idé.

Jeg husker en dag, min bror var ked af det. Han brokkede sig over livet. Alting er imod mig, sagde han henvendt til vores mor, hvorfor skal alting være så pissehårdt? Min mor satte kaffekoppen fra sig – det er her den omsorgsfulde kvinde burde tage sit barn under vingen og indgyde lidt håb, som i »det skal nok gå det hele« osv. Men sådan slutter historien ikke. Hun sagde i stedet: »Hør lige her – livet er barskt! Det går op ad bakke. Det nytter ikke noget at beklage sig, for sådan er det. Punktum«.

Jeg får lyst til at gøre mod kapitalismen, som jeg i sin tid gjorde mod arbejdsløsheden. Åbne vinduet og få luftet ud. Jeg vil aldrig, ALDRIG!, mere lade maveknuder eller ledighedsstank påvirke mit eller mine nærmestes liv. Krisen kan kraftedme bare komme an!