Burlesque – fortsat..

Nå, hvor kom vi fra? Åh jo, jeg stod i en lummer kælder omgivet af letpåklædte damer og spekulerede på, hvad jeg mente om ”boy-lesque”.

Det er meget muligt, at jeg bare er blevet forvænt og forkælet af at have Dunsts trashqueens i byen, men den mandlige dragqueen gjorde det ikke rigtigt for mig. Det var ellers et vældigt imponerende nummer – dragqueenen strippede, en skaldet fyr kom på scenen for at gramse på ham/hende, men blev brutalt og vældig fallisk myrdet (ja, med ”kniv”, altså) i takt til den pumpende musik, og dragqueenen spankulerede sejrrigt derfra.

Sådan set ikke ulig et par af de andre numre, som også havde biomænd på scenen i karikerede roller – den japanske skolelærer, som vil spanke sine skoleelever, men i stedet får smæk af dem; monsteret, som vil æde det uskyldige pigebarn, men i stedet bliver forført – burlesque handler naturligvis om empowerment for den kvindelige del af tableauet.

Men jeg bilder mig ind, at der bag den empowerment ligger en art vedkendelse af (tidligere) sårbarhed. ”Ja, jeg ved godt, jeg var den sære, grimme pige i skolegården/at jeg vejer 20 kg for meget/har appelsinhud på røven, men fuck det, tadaa – jeg er en supersexet stjerne alligevel!” Nummerets styrke kommer netop af legen med og visheden om den overvundne ”svaghed”.

Den leg forsvandt stort set i dragqueen-nummeret. Enhver antydning af sårbarhed blev bortmanet med aftenens nok mest aggressive og (selvfølgelig vældig bevidste, ironiske og karikerede, men alligevel) åh, så maskuline manifestation af overlegenhed.

Hvis vi ser på femininitet og maskulinitet som de store, kulturelle konstruktioner, de er, så er det selvfølgelig ofte irriterende, at femininitet forbindes med svaghed og sårbarhed, det at skulle ”reddes”. Men der ligger altså også en almentmenneskelig kvalitet i at kunne erkende egne fejl og sårbarhed, i ikke at tro sig uovervindelig. En vis charme, som jeg også ser som en del af Burlesquens ”baggrundsstøj”. Og netop dén form for femininitet stod jeg vist lidt og håbede, den mandlige dragqueen ville kunne finde frem til i det twistede rum, burlesquen skabte.

Kan man følge mig? Tænk på Antony fra Antony and the Johnsons. Jeg finder ham netop så uimodståelig, blandt andet fordi han tør være så feminin, at det gør ondt, uden at lave et nummer ud af det. Det er ikke femininitet som perfekt maske – dragqueenen, der er smukkere og mere kvindelig end de fleste biokvinder – eller femininitet som trashqueenens tvekønnede angreb: ”Ja, jeg er lige præcis den freak, Hollywood har lært dig at frygte, og jeg elsker det!” Men netop bare femininitet som en del af den mandlige krops udtryksform. Når dén femininitet også kan fejres, så er vi altså nået et godt stykke.

Men hvad. Foreløbig kan jeg sagtens tilgive trashqueenen, at han fandt sin indre femme fatale, frem for sin indre femme. Hver sin lyst. Foreløbig er min lyst til mere burlesque i hvert fald ikke stillet. Også selvom jeg i sidste ende bakkede ud af at købe de glitrende, kulørte tassels, vi fik tilbudt efter showet. Mine egne sårbarheder holder jeg vist for mig selv, lidt endnu...