Det danske politi-og fængselspersonales brug af benlås er kommet i fokus, efter TV 2 søndag kunne fortælle, at den 23-årige Ekrem Sahin blev lagt i benlås, før han gik i koma. Han døde i Kolding Arrest i januar 2011 efter et håndgemæng med syv betjente, som lagde ham på maven og fikserede ham i en benlås.
Når politiet anholder en voldsom mand, kan de lægge ham i benlås for at uskadeliggøre ham. Men i flere tilfælde har det medført døden - som det er sket med Ekrem Sahin. Eller man kan blive invalid, som det skete i 1992 med Benjamin Schou. Det fremgår af politiets egne obduktionsrapporter, som TV 2 Nyhederne 31.7. kunne dokumentere.
I obduktionsrapporten står følgende om Ekrem Sahin: »Han blev lagt på maven med håndjern på ryggen, og senere blev anklerne fikseret«. Bagefter står der: »Han blev mere rolig, råbte mindre og fik herefter hjertestop«. Ifølge dokumenterne anvendte betjentene den såkaldte Tarp-metode ( Total Appendage Restraint Position) til at fiksere Ekrem Sahin. Tre dage senere døde han på Odense Universitetshospital.
Politiets brug af benlås har tidligere været stærkt kritiseret. Særligt har sagen om Benjamin Schou vakt opsigt. Den dengang 18-årige Benjamin Christian Schou blev nytårsnat 1992 anholdt og lagt i benlås af politiet på Rådhuspladsen i København.
Benjamin Schou fik hjertestop, og da politifolkene fik genoplivet ham, var han stærkt hjerneskadet. Han kom ikke til bevidsthed igen og levede på et plejehjem, hvor han døde september 2008.
Familien anlagde efterfølgende en civil retssag mod Københavns Politi, og Østre Landsret dømte politiet til at betale en erstatning på 1,4 millioner kroner.
Politikere fra alle sider i Folketinget kritiserer nu politiets overdrevne brug af benlås. Enhedslisten vil have benlås forbudt.
I Californien er den form for benlås forbudt. Det er godt, at fængselsvæsenet har bedt Sundhedsstyrelsen revurdere brugen af benlås.
Politiets brug af benlås er i strid med både den europæiske menneskerettighedskonvention og FN’s konvention mod tortur. Derfor er der grund til at opfordre Ekrem Sahins efterladte og advokat Bjørn Elmquist til - ud over at rejse sagen politisk i Danmark - til også at gå til FN’s Torturkomité om hans død.
Danmark ratificerede i 1987 FN’s konvention mod tortur. FN’s komité mod tortur skal tilse, at landene ikke overtræder konventionen. Komiteen har allerede for ti år siden udtalt sig imod Danmarks brug af benlås i sagen om Benjamin Schou.