Balladens nødvendighed

Om gadekampe ved ungdomshuset og bevægelsesudvikling.

Lad os først lige slå fast, at jeg ikke er en del af ungdomshuset som organisering. Sidst jeg var til et mandagsmøde var mere end år siden, og det er da også blevet mere og mere sjældent, at jeg kommer der til koncerter og lignende.

Derimod følte jeg et klart tilhørsforhold til ungdomshusbevægelsen, der havde sin storhedstid, det års tid København var uden ungdomshus. Man kan diskutere om bevægelsen stadig eksisterer, da dens grundlag var at skaffe København et ungdomshus. En af bevægelsens egenskaber var, at man så sig selv som modstandere af den de europæiske landes angreb mod fristeder og åndehuller.

Således kæmpede de for os, da ungdomshuset blev ryddet, og vi kæmper for dem når det brænder på. Derfor er det naturligt at gå vi på gaden i København, når fristeder bliver ryddet i Tyskland. Så langt så godt.

I Danmark har vi en ret unik bevægelsesudvikling. I eksempelvis Tyskland og Sverige ser man sjældent millitante markeringer, der står alene. I stedet er udfald mod politiet eller hærgen en del af andre demonstrationer, der ikke bekender sig til militans. Dette fører selvfølgelig altid til skænderi, slagsmål internt og afstandtagen.

Det der skete til Klimatopmødet hvor Never Trust A Cop (NTAC) ikke respekterede demoledelsen d. 12. december er derfor ikke noget nyt fænomen i Europa selvom vi ikke er vant til det i Danmark.

Historisk aktivistisk erfaringsudvikling

Ungdomshusbevægelsen var i den henseende unik. Der var bred enighed om at man aldrig tog afstand fra de måder folk valgte at vise deres frustrationer på. Hver gang der blev brændt ting af eller slåsset med politiet stod pressegruppen altid stået fast på kravet om et nyt hus. Der blev aldrig taget afstand.

Endnu mere fantastisk var det da bevægelsen efter et halvt års radikalisering og stort set konstant stillingskrig med politiet kunne afvikle Danmarkshistoriens største ikkevoldelige masseaktion; G13. Det burde ifølge europæisk bevægelseslogik ikke kunne lade sig gøre og viser efter min mening en helt fantastisk organisatorisk styrke, at bevægelsen kollektivt kunne lægge militansen fra sig da situationen krævede det.

Efterfølgende var erfaringen at politisk forandring kunne opnås gennem ikkevoldelige masseaktioner. Bevægelsens kollektive historiefortælling blev det omvendte af BZ-bevægelsen. Hvor BZ’erne i 80’erne ikke kunne opnå noget uden at kaste med ting efter politiet lærte post-ungdomshusbevægelsen at man kunne opnå ting gennem symbolsk civil masseulydighed.

Siden da er det gået støt ned ad bakke for idéen om masseaktionerne. De har fået mindre og mindre gennemslagskraft og kan ikke længere rokke ved samfundet. Hvor man kan argumentere for at G13 gav os et nyt ungdomshus i København er det svært at mene at at Luk Lejren eller Shut It Down rokkede meget ved klima eller asylsituationen i Danmark.

Det betyder ikke at aktionerne var uden effekt. Aktionerne (især kirkeasyl) havde en stor virkning på synliggørelsen af et samfundsproblem. Derudover synes jeg altid det er positivt at politiet er nød til at bruge ressourcer på politiske problemer. Men overordnet set har de gentagne masseulydighedsaktioner siden G13 og nu ikke formået at gennemføre den politiske forandring der var deres mål.

Det betyder at aktionerne mister deres mening indadtil i bevægelsen samtidig med at der dannes betydelige frustrationer da politiet sjældens skelner mellem militante og ikkevoldelige aktioner. Enhver udfordring af loven bliver af ordensmagten bekæmpet med alle midler.

Frustrationens manglende afløb

Dette er et problem fordi de ikke-voldelige masseaktioner har svært ved at give afløb for frustrationerne. Både politisk og følelsesmæssigt. Når politiet dæmoniserer os i pressen kritiserer vi dem ikke, men prioriterer den politiske sag vi er på gaden for. Når de angriber os til aktionerne eller anholder arrangører kan vi ikke eskalerer situationen da det vil bryde med aktionskonceptet. Det betyder at vi internt har en historiefortælling hvor vi kan være enige om at politiets overgreb bliver værre, men ikke kan gøre noget ved det.

For mig at se er det rigtig farligt bare at acceptere politiets overgreb. Det skaber berettigede frustrationer der skal have afløb personligt og repræsenteres politisk. Vi risikerer nemlig at marginalisere vores egne aktivister.

Til Liebig 14 solidaritetsdemonstrationen kastede folk med flasker selvom man fra højtalervognen ihærdigt opfordrede til at lade være. I fredags byggede folk barrikader og kastede ting efter politiet selvom det geografiske placering af barrikaderne næppe taktisk fordelagtig for de fleste ungdomshusaktivister. Der er tegn på at vi er ved at producere en gruppe aktivister i vores bevægelse der ikke ser nogen grund til at respektere arrangørernes planer eller overordnede taktiske hensyn. Og det er farligt på lang sigt.

Hvordan kommer vi videre

For at kunne udvikle bevægelsen fornuftigt herfra er vi først nød til at slå nogle ting fast.

For det første er der meget dumt at betragte spontan ballade mod politiet som upolitisk. Det er altid politisk når folk konfronterer ordensmagten. Det gælder uanset om det er hashpushere fra staden, rødder fra Blågårds Plads eller nye generationer af aktivister. Det eneste der gavner vores evne til at forandre samfundet er hvis vi bruger balladen politisk til at tale om årsager og konflikter. Det var også grunden til at jeg udtalte mig til Modkraft i forbindelse med balladen.

For det andet bør vi indse at bevægelsen har brug for alle slags indsatser. Hvis man vil ændre noget i samfundet kræver det at tre elementer er tilstede i bevægelsen. 1: Direkte aktioner eller synlige konflikter. 2: Symbolske aktioner eller gode historier. 3: Oplysning og politisk benarbejde. Vi kan derfor hverken undvære dem der konfrontere problemerne direkte eller dem der appellerer til politikere, medier og den brede befolkning.

Opsamling

Det er derfor dumt at bidrage til dæmoniseringen af en gruppe aktivister der i forvejen bliver dæmoniseret af politi og medier. I stedet bør vi kollektivt skabe en bevægelse der rummer alle slags aktionsformer, men som taktisk kan vælge hvornår de forskellige midler er mest passende. Ingen forandring er mulig uden.