Annonce

9. april 2013 - 16:39

Appel: Lærere, tag afstand fra Anonymous!

Hackergruppen Anonymous har endnu engang påtaget sig rollen som den lille mands frelser, og har denne gang stormet og nedlagt KL's hjemmeside i sympati med de lockoutede lærere. Det er ikke kun barnligt og dumt, det er skadeligt for demokratiet.

Jeg ville egentlig have taget tiden til at skrive om den konflikt, jeg som lærer står midt i. Jeg ville have skrevet om, hvad vi frygter vil være resultatet, hvis KL trænger igennem med deres forslag om en decentral overenskomst, hvor skoleledelserne alene får hals og hovedret over lærernes arbejdstid. Men dagsordenen blev pludselig stjålet af en flok fjolser med en computer.

På mange måder er vores digitale samfund, og herunder de virale medier, årsag til øget demokratisering i verden. Tænk bare på, hvordan Facebook blev brugt aktivt i forbindelse med Det Arabiske Forår. Vi får muligheden for at skaffe os viden, der tidligere har været svært tilgængelig, og ikke mindst sætter det os i kontakt med mennesker over hele jorden, og skaber derfor flere sociale fællesskaber, end vi kan tælle.

Jeg tror, at mange igennem eksempelvis Facebook, får langt flere politiske emner ind i stuen og ind i deres hverdag, fordi de ikke selv skal opsøge nyhederne, de kommer helt automatisk igennem deres netværk. Ved at like til højre og venstre må man også formode, at mange flere forsøger at tage stilling til samfundet i højere grad end de gjorde før, også selvom det måske er holdninger, der skifter fra uge til uge.

Først og fremmest ser jeg altså internettet og de virale medier som en vej til mere demokrati og en større deltagelse fra befolkningen.

Med demokrati følger der ansvar

Men ligesom med de personlige friheder, som trykke- og ytringsfriheden, følger der et stort ansvar med, og en endnu større dosis grundig kildekritisk sans, når vi går til den viden vi finder. På kort tid kan enkelte mennesker ændre en helt dagsorden og verdensopfattelse, hvis blot de har de rette evner til at overbevise mennesker.

Tidligere ville vi have afvist det med ord som propaganda. Vi ville have vidst at afsenderen havde et bestemt budskab, som man skulle holde sig for øje, og man kunne tage fat i afsenderen og bede om kilder til, hvad end der blev ytret.

I mængden af nyheder vi bliver bombarderet med dagligt, bliver det efterhånden umuligt at hitte rede i, hvad der er fakta og hvad der er propaganda - og vi gider heller ikke spilde vores tid på at undersøge kilderne.

Hvad der ydermere sker, at at vi ikke kan forfølge afsenderne med injuriesager, da vi ofte ikke kender afsenderne. Vi må derfor forlade os på tilliden til vores medmennesker om, at man ikke blot holder sig til den gode tone, og dermed holder sig fra trusler, men naturligvis også holder sig til fakta.

Fra frelser til ond tyran

Netop Anonymous går på ren anarkistisk vis ind og skider højt og flot på alt, hvad vi kan kalde demokratiske spilleregler. Igen og igen sætter de sig i sadlen som ædle riddere, der vil redde skønjomfruer fra onde tyranner.

I virkeligheden viser de skønjomfruen, at det er vold og trusler, der er vejen frem. Således havde den førnævnte onde tyran altså ret i sine metoder, og skønjomfruen får ikke muligheden for at genvinde sin ære, ved at blive ligestillet med alle andre.

Men burde jeg i virkeligheden ikke være glad for den opbakning, vi som lærere får fra Anonymous?

Det må efterhånden stå klart, at jeg ikke mener, det på noget tidspunkt i et demokratisk samfund, kan være i orden at tage trusler i brug og hindre andre i at ytre sig, uanset hvilket budskab de så end har. Civil ulydighed og guerillabevægelser hører til i samfund, hvor demokratiet er trykket under fode, men uanset hvor lidt samarbejdsvillige KL opfører sig, så vil de altså aldrig komme i den kategori.

Vi skal som lærere vise, at vi tror på vores sag, og tror på det demokrati vi er forpligtet til at undervise i og med. Det gør ingen forskel om Anonymous består af 5, 100, eller 2000 tilfældige mennesker, eller 5, 100 eller 2000 tilfældige lærere, for de går lige nu ud og påstår, de taler vores sag, og det skal vi ikke give dem lov til.

Jeg vil gerne opfordre til at både Danmarks Lærerforening og lærerne i Danmark går ud og tager aktivt afstand fra Anonymous' handlinger, hvis ikke vi gør det, gør vi hvad den onde tyran (i dette tilfælde KL) gør, og så er vi ikke et hak bedre.

Annonce