Antifascistiske strategier

Bloker nazisterne
I morgen er der i København indkaldt til en blokade af Venstres Ungdoms (VU) debatmøde med nynazisten Daniel Carlsen. Ambitionen er at stoppe mødet direkte. Strategien og perspektivet er at man med aktionen stopper Danskernes Partis mulighed for at opnå stuerenhed og demokratisk legitimitet igennem en debat med et midterparti Venstres Ungdom. Hule principper om demokratisk debat og rummelighed overfor ekstremer gør dem til nyttige idioter for det radikale højre.

Det synes rimelig klart at blokaden næppe kommer til at opnå den vilde positive respons fra medierne eller det etablerede politiske debatklima generelt. Højst sandsynligt bliver aktionen betragtet som lige så udemokratisk som nazisterne fordi vi kan have den frækhed at blokere for et demokratisk debatmøde.

I Aarhus valgte man for et stykke tid siden at indkalde til en fredelig moddemonstration imod VU's debatmøde med selvsamme nynazist. Til demonstrationen var man repræsenteret af partier fra hele venstrefløjens ungdom inklusiv socialdemokraterne og antiracisterne fik fremstillet relativt sobert i pressen.

To strategier - En sag
De to antifascistiske modsvar er på den samme fascistiske problematik er repræsentative for to forskellige antifascistiske strategier. Jeg vælger at kalde dem den militante antifascisme og den alliancesøgende antifascisme. Hvor den alliancesøgende antifascisme går efter at skabe bred afstandtagen fra nazisterne og positiv presse for sagen prøver den militante antifascisme direkte at sabotere og stoppe fascisterne direkte og dermed bremse deres bevægelsesudvikling.

Begge strategier er rigtige og som med alle andre succesfulde politiske kampe kræver en langvarig antifascistisk kamp at man inkluderer begge strategier i bevægelsens aktiviteter hvis den skal have succes på lang sigt.

Går man for langt i forhold til den militante vej mister man den opbakning fra venstrefløjen der er nødvendig for at kunne få folk til at dukke op osv. Dette tror jeg var et problem for Antifascistisk Aktion (AFA) omkring årtusindskiftet. Omvendt kan må gå så langt i forsøget på at være folkelig at man glemmer at antifascismen er en modbevægelse og dermed gør kampen irrelevant for fascisterne. Selvom Mejlegade for Mangfoldighed har holdt utroligt succesfulde folkelige gadefester hver sommer har de ikke løst problemet med Højreradikal vold i Aarhus.

Antifascismen - en modbevægelse
Det begge parter har en tendens til at glemme i debatten er at antifascismen i sin natur er en den ultimative modbevægelse. Antifascismens største ambition er hverken at se godt ud i pressen eller at gavne venstrefløjen på nogen måder. Dens højeste prioritet er at bremse og bekæmpe den radikale højrefløj. Derfor bør vores strategi så vidt som muligt ikke handle om hvad vores bevægelse har godt af men hvad deres bevægelse ikke har det godt med. Det betyder at det ironisk nok oftest er lige meget hvilken strategi man vælger så længe den er veludført.

Al opmærksomhed er dårlig opmærksomhed for fascisterne
Man hører det hele tiden fra midtersøgende skribenter og partier. Nazisterne skal ties ihjel for de trives med opmærksomhed. Al erfaring tyder dog på det modsatte. Fascisterne har det bedst hvis de som i Aarhus får en årrække hvor de i fred kan vælge hvilke miljøer de vil mobilisere i, og hvilke fjender de vil angribe.

Når nynazister som Daniel Carlsen skal holde debatmøde med Venstres Ungdom, er det som sagt for at kunne fremstå som en legitim politisk repræsentant for en demokratisk bevægelse. Det er noget de fleste godt kan gennemskue når de får set hans historie og argumentation lidt i kortene. Det mindretal der ikke kan gennemskue det kan han kun nå hvis han får ro til det. Det vigtige bliver derfor at der er en synlig konflikt hver gang han prøver at fremstille sig selv som en legitim politisk personlighed.

Men den synlige konflikt kan sættes i stand på flere måder. Uanset om VU's debatmøde mødes af en bred moddemonstration eller hvis den blokeres direkte af en flok antifascister fra København skaber det den opmærksomhed fascisterne skal undgå hvis de skal kunne nå ud til nogen. Derfor vil blokaden i morgen uanset hvor succesfuld den er have den samme effekt på fascisternes langsigtede mobiliseringsmuligheder som den brede mobilisering i Aarhus havde det.

Forskellige situationer - forskellige metoder
Det betyder ikke at metoderne altid fungerer lige godt. Situationerne er forskellige ikke blot fra by til by, men også efter hvad vi er oppe imod. Laver man for mange militante antifascistiske aktioner der skaber for dårlig presse mister man muligheden for at mobilisere bredere ind i venstrefløjen. Omvendt er det også dumt at give fascisterne det indtryk at de frit kan demonstrere hvor de vil da det typisk medfører at de får mod på at lave flere overfald og andre ubehagelige aktiviteter. Deres kollektive historiefortælling og hvervning af voldelige aktivister har ikke godt af succesfulde blokader og aktivistiske nederlagsoplevelser som hvis deres biler bliver smadret eller demonstrationsruter blokeret.

Min pointe er blot at Aarhus' antiracister nok gjorde det bedste de kunne i forhold til VU's nazidebat ligesom københavnske antifascister nok gør det samme i morgen.

Problemet i Aarhus er dog mere generelt at splittelsen mellem de to strategier får lov til at dominere den antifascistiske bevægelse hvilket i længden nok er rigtig skadeligt for kampen. Millitante antifascister må føle sig utroligt ekskluderede af det alliancesøgende Antiracistisk Netværks iver for hele tiden at fastslå deres fredelighed. Omvendt viser mange militante antifascister ikke den store respekt for det farlige og nødvendige arbejde Antiracistisk Netværk lægger i at danne alliancer og den risiko de løber ved at stå frem offentligt og sige fra overfor fascisterne.

Se fremad
Den 31. Marts holder European Defence Leagues (EDL) demonstration i Aarhus og splittelsen stikker allerede nu sit hoved frem. Der er indkaldt til en stor fredelig og folkelig demonstration og mobiliseringen ser ud til at gå rigtig godt for de alliancesøgende antifascister. Omvendt er det også rigtig vigtigt at EDL får en negativ historie med hjem fra Aarhus. De prøver trods alt at skabe en ny forenet europæisk samling af voldelige racister hvilket i sin natur er rigtigt vigtigt at få saboteret med direkte sabotage eller sekundært synlige konflikter.

Argumentet om at Aarhus' lokale initiativ bør dominere hvad der sker på dagen synes overskygget af at EDL bliver et problem for alle europas antifascister. De alliancesøgende antifascister har dermed ikke patent på at bestemme alt hvad der skal ske på dagen.

Mange antifascister i byen vil næppe være tilfredse med en konfliktløs modmarkering. Jeg ser det som fuldstændig utopisk at tro dagen kommer til at forløbe uden forsøg på at genere fascisterne mere direkte end hvad der er indkaldt til indtil videre. 

Men hvad kommer der så til at ske? Jeg ved det ikke og jeg kan egentlig også være ligeglad da jeg ikke selv skal til Aarhus. Men det er nok en god idé at nogen begynder at tænke over det. For det mindst konstruktive vil nok være en masse militante antifascister der føler deres metode ekskluderet af en stor antiracistisk markering som de er nød til at deltage i grundet mangel på alternativer.

Derfor bør diskussionen angående Aarhus ikke handle om hvilken strategi der er rigtig eller forkert universelt. Det bør i stedet handle om hvordan vi kan få en dag hvor den indbyggede modsætning mellem strategierne kommer til at dominere mindst muligt så alle kan føle de har gjort deres for at bekæmpe fascismen når de kommer hjem.