Amerikanske tilstande ?

Integration á la liberalisme. Søren Pind og Bertel Haarder - nuværende og tidligere integrationsminister - vil indføre amerikanske tilstande i Danmark. Alle skal være deres egen lykkes smed, for det er velfærdsstaten, der er skyld i indvandrernes problemer. Ifølge Venstre-mændene havner alt for mange mennesker i ”velfærdsfælden, hvor der ikke er let tilgængelige job, der kan konkurrere med de sociale ydelser. Hvis man afskaffer starthjælpen og kontanthjælpslofterne, vil endnu færre få rigtigt arbejde”.

Deres projekt kalder de demokratisk assimilation.

I indlægget kommer de to ministre med nogle betragtninger, som det er svært at være uenig i: Selvfølgelig skal alle, der kommer til Danmark, acceptere, at vi lever i et demokrati og har ligestilling som et af grundprincipperne. Og ja, vi skal blive meget bedre til at få de unge indvandrerdrenge med, som ikke klarer sig godt i dag (at Venstre har haft de sidste ni år til at gøre noget ved problemet, lader vi ligge i denne omgang). Men derfra drager de to Venstrepolitikere nogle absurde konklusioner til, hvordan vi takler disse udfordringer.

Det er helt ude i hampen at tro, at indførelsen af et lavt-løns arbejdsmarked i Danmark, vil gøre op med integrationsproblemerne. Og det er jo, hvad de høje herrer mener, når de argumenterer, at der i Danmark, i modsætning til USA, mangler det nederste trin. Det kan være, at det sparer den danske stat nogle udgifter og at det giver arbejdsgivere mulighed for at producere billigere, men hvad hjælper det den tyrkisk-dansker, der arbejder på et bageri til 30 kr i timen? Om hun/han skraber 6000 kr. sammen ved at arbejde til en ussel løn eller på kontanthjælp, gør ikke nødvendigvis en forskel i dennes tilværelse. De to Venstre-mænd beklager i denne sammenhæng, at velfærdssamfundet har skabt en giftig kombination af social og etnisk isolation. Jeg medgiver endog meget gerne, at det kan være en alvorlig fælde at være på kontanthjælp, at havne i aktiveringscirkusset, at blive kastet rundt fra jobcenter til socialcenter og tilbage igen, at se sig udkonkurreret af i øvrigt underbetalte håndværkere fra Østeuropa. Men en ’velfærdsfælde’?!

Gad vide, hvad der er for en verden, de to lever i. Kan man komme i tanke om et vestligt land, der er mere etnisk og socialt opdelt end USA?
Jeg må indrømme, at jeg for en sjælden gang skyld blev mundlam, da jeg læste Pind-Haarder-indlægget. Man tænker automatisk på de dokumentarfilm om USA, hvor man møder kvinder fra Latinamerika, som arbejder 16 timer om dagen for at overleve, og tænker – er det seriøst dét, de to hylder? I parallellen til USA overser de også den vigtige dimension, at der er en helt ekstrem stor underklasse, som både rummer sorte og det de-humaniserede white trash (lever de så op til kravet om assimilation (der kun synes at handle om etnicitet for Pind og Co)?), og store dele af befolkningen, der ikke deltager i de demokratiske valg (lever de så ikke op til kravet om demokratisk indstilling). Og hvordan den markante overrepræsentation af unge sorte mænd i de amerikanske fængsler - i 2008 sad 1/ ud af 00 amerikanere i fængsel, hvilket i sig selv næppe kan tages som en samfundsmæssig succes – kan bruges som argument for noget som helst positivt: I aldersgruppen 20-34 år er 1/30 mænd i fængsel. Tallet for sorte mænd i den aldersgruppe er 1/9.

Det er jo vanvittigt.

Selvom det er rigeligt at skulle høre på ministrenes påstand om behovet for at hive bunden fuldstændig ud af det danske arbejdsmarked (som om der ikke er pres nok på det i forvejen), så stødes feministen i mig også af d’herrers påstand om, at der i USA ikke stilles spørgsmålstegn ved feks ligestillingen. Gurglende ævl, siger jeg bare.

Ligestilling mellem kønnene – for ikke at tale om for seksuelle minoriteter – er stadig en politisk kampplads. Også for Pind, støtterne i Liberal Alliance og for de præster i folkekirken, der fortsat mener, at kvinder ikke kan udføre præstehvervet. Vi har en lov om ligeløn, men har alligevel 18% lønforskel mellem mænd og kvinder. Da en imam i Århus gjaldede løs om forkert-påklædte kvinders selv-skyld i voldtægt, vakte det stor forargelse. Men en meningsmåling viste, at næsten en fjerdedel af danskerne mente det samme. Men nok om det for denne gang.

Jeg formoder, at Søren Pind har opdaget, at hans første assimilationsudspil ikke fik den ønskede effekt, og at han mest af alt fremstår som en smålig borgerlig politiker, der vil tvinge muslimer til at spise røde pølser.

Derfor relativerer han nu sit udspil: Det er ikke kulturel assimilation, men politisk assimilation, han vil. Med ’frihedens USA’ som forbillede. Det betyder, at nu skal indvandrere ikke længere spise, hvad Søren Pind spiser, de skal bare tænke, som Søren Pind tænker. Og i øvrigt være glade, hvis bunden går ud af løn- og arbejdsmarkedsforholdene og velfærdssamfundet afmonteres.