Aldrig har jeg været så skamfuld

Aldrig har jeg været så skamfuld, eller følt mig så magtesløs, over at bo i dette lille formørkede røvhul af et land.

Aldrig har jeg været så fortvivlet. Jeg kan ikke holde ud at se nyheder. Og jeg kan ikke holde ud ikke at se nyheder. Jeg kan ikke bære, at sagen om irakerne allerede er røget helt ned i bunden af Politikens netavis. Så var 282 ulykkelige menneskers skæbne åbenbart alligevel ikke vigtigere.

Og aldrig har jeg været så vred. Jeg kan ikke klare, at kække Hella Joof får lov at sidde og udbrede sig i P3: ”Hvis jeg skal skifte mening i den sag, så skal jeg se billeder af grædende børn. Så skal jeg ikke se nogle møgforkælede unger fra Hellerup sidde og råbe fascistsvin af politiet.”

Nårh nej, Hella, undskyld. Fik vi ikke lige vinklet den historie på en fed nok måde? Skulle vi lige have sikret os, at det rent faktisk lykkedes en af irakerne at begå selvmord, da politiet kom bragende ind? Ville det så have været medrivende nok?

Aldrig har det hele set så håbløst ud. I Deadline valgte de gudhjælpemig den ”spændende” vinkel, at det var mange år siden, kirkens fredhellighed sidst var blevet brudt, og kunne vi i den anledning ikke lige få en kirkeekspert til at fortælle os lidt om reformationen og det protestantiske gudsbegreb?

Hvad er der galt med Danmark? Hvad er det der sker med os?

Vi står og stirrer direkte ind i et menneskeligt sammenbrud. Vi ser på en lille flok ulykkelige, desperate og nedbrudte mennesker, og så strammer vi tommelskruerne yderligere. Vi kigger på, mens de råber, skriger og græder, og så strammer vi tommelskruerne igen. Og lige om lidt, så lukker vi døren og sender dem væk, så vi ikke kan høre deres råb længere.

Og så fortsætter vi med vores små liv. Tilbage står kun en tom kirke, og nogle tommer huller, der hvor vores retfærdighedssans, vores medmenneskelighed, vores værdighed, vores ansvarsfølelse, og vores samhørighed med andre mennesker skulle have været.

Det er et helt håbløst raseri, der griber én, når meningsmålingerne med 60 procents flertal støtter politiaktionen. ”Lov er lov, og lov skal holdes”. Men det er jo os selv, der har lavet lovene! Det er regeringen, med et ivrigt, fremmedfjendsk parti i ryggen, som vælger at fortolke lovene i modstrid med en lang række internationale konventioner. Og det er regeringen, som med et fingerknips, stadig ifølge loven, kunne vælge at give de fastlåste irakere humanitær opholdstilladelse.

”Det skete, og derfor kan det ske igen,” skrev Primo Levi om en anden tids systematiske umenneskelighed. Jeg konstaterer, syg om hjertet, at han havde ret.