Afslag om fri proces til torturramte irakere bør mødes at fælles modsvar

For to uger siden - 10. december - var det FN’s menneskerettighedsdag.Det var nu ikke fordi dagen fik større opmærksomhed. Udover at drage til Oslo for at deltage i Nobels fest for den omdiskuterede tildeling af fredsprisen til EU var både stats- og udenrigsministeren samt det øvrige officielle Danmark rungende tavst om menneskerettighederne -f.eks. frihed for tortur..

Datoen er nok en tilfældighed, men alligevel er det værd at bemærke, at herhjemme markerede Procesbevillings- nævnet dagen – 10. december - til at give afslag på fri proces for de torturramte irakere. Afslaget er uden egentlig begrundelse blot siges det i procesbevillingsnævnets afgørelse ”at betingelserne for på det foreliggende grundlag at meddele fri proces ikke er opfyldt. Nævnet ændrer derfor ikke Civilstyrelsens afgørelse”. På vegne af Forsvarsministeriet har Kammeradvokaten stillet krav om sikkerhedsstillelse på 40.000 kroner pr. iraker til dækning af sagens omkostninger.

Når afslaget omtaler ”det foreliggende grundlag” er man overladt til gætteri. Refererer det mon til de stadig flere beviser, som advokat Christian Harlang, har fremlagt for Danmarks ansvar og medansvar for den dokumenterede og – mildt sagt - hårdhændede pågribelse og efterfølgende overgivelse af en gruppe irakiske mænd til de berygtede torturfængsler i det krigshærgede land?

Kravet om sikkerhedsstillelse på i alt knap en halv million danske kroner frarøver reelt retten til oprejsning og erstatning. For mindre økonomisk bemidlede irakere vil 40.000 kroner i sikkerhedsstillelse klart udgøre en ulovlig hindring.

Det er i strid med folkeretten, når Procesbevillingsnævnet og Civilstyrelsen har givet irakerne afslag på fri proces til at føre sag mod den danske stat om erstatning for udlevering til tortur i Irak. Staten må - ifølge bl.a. FN’s konvention mod tortur - ikke hindre ofres adgang til erstatning i sager om tortur. Danmark har konventionsmæssigt forpligtet sig til at yde den nødvendige retshjælp til ofre for tortur, som ikke har de tilstrækkelige midler til at rejse en sag om erstatning. Procesbevillingsnævnets afslag på fri proces, er derfor i klar modstrid med folkeretten.

Retten til at få oprejsning for tortur er ikke alene fastslået i FN’s anti-torturkonvention. Siden læge Inge Genefke for tredive år siden startede rehabiliteringsarbejdet for torturofre blev arbejdet mod tortur til en dansk mærkesag. Det forpligter, om end ikke juridisk så politisk-etisk.

Politikernes tavshed i sagen om oprejsning til de irakiske torturofre gør tavsheden om menneskerettigheder yderligere rungende. Efter Procesbevillingsnævnet s afgørelse bør tavsheden snarest brydes. Menneskerettighedsorganisationer og anti-toturturcenter som Amnesty,FN-forbundet, Helsinki-komiteen, IRCT,OASIS, RCT og Retspolitisk Forening samt Institut for Menneskerettigheder bør samlet opfordre til, at regering og politikere sikrer, at Danmark lever op til sine konventionsmæssige forpligtelser og ikke lader hånt om torturofrene.