Afrika står samlet - walk-out versus sit-in

Tillidskrisen mellem verdens Nord og Syd er ikke blevet mindre den forgangne uge. I dag er den brudt ud i lys lue endnu engang. De afrikanske lande er stærkt oprørte over, at Danmark, i deres øjne, forsøger at skubbe forhandlingerne om en ny klimakonvention foran forhandlingerne om en fortsættelse af Kyoto-protokollen.

Afrikanerne kræver, at Kyoto-sporet behandles først, så de rige lande ikke bagefter kan komme og sige, at man desværre ikke nåede at blive enige om, hvornår de rige lande skal forpligte sig til at reducere deres drivhusgasser. Spørgsmålet er afgørende for Afrika. De danske værter har forhåbentlig lyttet opmærksomt, da gruppen af afrikanske lande i dag holdt pressemøde i Bella Center.

En af pressemødets deltagere udtrykte det således: "Killing the Kyoto Protocol is like killing Africa".
Havde de siddet med i formiddags i DGI-byen til Climate Change on People’s Livelihoods in the Least Developed Countries: People’s Testimonies, så ville de have forstået det. De ville have vidst præcist, hvad det handler om. De ville forstå de afrikanske landes vrede og frustration. Her taler vi om forskellen mellem at leve og overleve. Og om chancen for at overleve.

Rygterne har svirret længe om et afrikansk walk out fra forhandlingerne. Men de afrikanske lande vælger nu samme taktik i Konventionssporet, som de rige lande har kørt i årevis i Kyoto-sporet: Sit in. Man sidder simpelthen med i forhandlingerne om en ny klimaftale, men man forhaler det, indtil de rige lande lægger noget på bordet. På den måde bliver det sværere for de rige lande at forhandle en dårlig klimaaftale på plads, som bagefter udråbes som en succes.

Dagens afrikanske handling fortjener stor opbakning ligesom de små ø-staters forsøg på at rykke rammerne for forhandlingerne og få flere lande til at gå efter et mål om en maksimal temperaturstigning på 1,5 grader. Videnskaben underbygger i stigende grad, at Tuvalu og andre små ø-stater simpelthen ikke overlever ved en to graders temperatur stigning, hvilket er de fleste rige landes målsætning. Mange lande støtter nu Tuvalus målsætning. Tuvalus ledere har sagt klart, at de ikke underskriver et selvmordsbrev i København.

Rammerne for forhandlingerne kan altså flyttes, og der er stærkt brug for det. Når kritikere taler om, at de fattige lande obstruerer processen, så handler det jo om at fastholde, at videnskaben må guide politikernes valg. Og at fastholde de betingelser, som hele tiden har gjaldt for forhandlingerne; nemlig at der både skulle forhandles om en ny global klimaaftale samt vedtagelse af en ny forpligtelsesperiode for Kyoto-protokollen.

Perspektiverne er lidt triste. Sidste uge bragte nemlig ikke meget nyt. De rige lande vil stadig ikke komme med klare og ambitiøse bud på, hvor meget de vil reducere deres udledning af drivhusgasser. Ej heller vil de komme med nogen som helst klare bud på, hvor meget de vil give de fattige lande på den langsigtede finansiering - altså klimagælden. Det har vi krævet og ventet på siden januar. Taget i betragtning, at det er de rige lande, der har ikke bare, magten men også det primære ansvar, så kunne man forvente en større åbenhed. Som der står på min nøglesnor: LEAD OR GO HOME.

Flere forhandlingstekster cirkulerer rundt. De indeholder både positive og negative elementer ud fra vores synspunkt, men meget kan ændre sig, når ministrene tager over fra i morgen tirsdag. Uanset hvad de bliver enige om, er det vigtigt at have mulige smuthuller for øje altså formuleringer i aftaleteksten, der på papiret ser fint ud, men i virkeligheden ikke er det. Og dem giver historien os alle mulige grunde til at frygte.

I hele spørgsmålet om finansiering er smuthullet, at de rige lande kan genbruge deres bistandsløfter - de sætter simpelthen bare en anden etiket på pengene. Det giver reelt ikke de fattige lande nye penge. Dermed ryger hele princippet om kompensation og det udbredte princip om, at forureneren betaler.

På spørgsmålet om de rige landes reduktionsmål er smuthullerne mange. Det drejer sig blandt andet om, hvorvidt de rige lande kan tælle de samme aktiviteter med i deres CO2 regnskab flere gange. Det drejer sig også om, hvordan store skovnationer forvalter deres skove. Hvis for mange af disse smuthuller får lov at blive i den endelige tekst, så har verdens ledere ikke formået at skabe en aftale, der holder temperaturstigningen nede.
Det er bare noget af det, vi skal holde et skarpt øje med de kommende dage.