[90210] Morten Korch på LSD

To klatøjede indianere sidder og hænger over en kande fadøl. Joe Six-Pack og et par hockey Moms sidder og drikker cola og ser Green Bay Packers mod Seattle Sea Hawks. Det er NFL-søndag og udenfor sidder der tyve grækere og råber. De holder vist fødselsdag.

Vi er i Solvang. Solvang er en lille by i sydcalifornien grundlagt af nogle indvandrede danske lærere, der syntes, at midtvesten var for koldt. Solvang er fucking ubeskrivelig. Vi møder et hold andre danskere, der heller ikke ved, om de skal le eller græde. Det er som at befinde sig i Dansk Folkepartis vision om Danmark på et dårligt syretrip. Morten Korch på LSD. Imiteret bindingsværk, storke på taget, smørgåsbord (!?), hakkebof med log, den lille havfrue og en kopi af Rundetårn i størrelsesforholdet 1:3. Det er ikke løgn. I får lige det her link igen.

Vi sidder i et pizzeria for foden af Rundetårn. Grækerne går, men indianerne sidder der stadig. Måske kommer de fra Chumash-reservatet lidt herfra. Vi bliver ikke så længe i Solvang. Solvang skulle forestille at være en sydcalifornisk kopi af en dansk by – et ubestemmeligt sted på et ubestemmeligt tidspunkt i historien, men bortset fra en række indiskutable semiotiske referencer, så har Solvang intet som helst med Danmark at gøre. I stedet bliver den sin egen groteske konstruktion. Det er oplagt at tænke på Jean Baudrillard, simulacra og hyperrealitet på vej ud af byen, for at søge noget beroligende autencitet i en vinsmagning på en af vingårdene fra Sideways. Indehaveren er tidligere Hollywoodstuntman og har spillet Davy Crockett. Selv 130 miles fra Los Angeles er Hollywood til stede.

Turen tilbage gennem bjergene og ud langs Stillehavet bliver i øvrigt ikke mindre smuk og bjergtagende af en lille rødvinsbrandert.

På en mark sidder nogle landarbejdere og holder pause. De er næsten helt sikkert mexicanere, og med stor sandsynlighed opholder de sig illegalt i landet. Spørgsmålet om illegal arbejdskraft raser også i USA, og fagbevægelsen har indtaget deres position: De forsøger at hjælpe de illegale. De mexicanske arbejdere er på bunden, og der er uendeligt langt fra marken udenfor Santa Barbara til velstanden og de uhyre mængder akkumuleret kapital i Beverly Hills og omkringliggende bydele.

De sociale kontraster og uligheden dukker hele tiden op. La Cienega Boulevard er en uendelig lang vej, der skærer gennem Los Angeles. Nede ved lufthavnen i det centrale LA står der unge mænd og brænder ting af i vejkanten, og længere nordpå ender boulevarden i Beverly Hills og West Hollywood. Vi møder hjemløse på gaden i Beverly Hills foran luksusforretninger, som jeg aldrig i mit liv får råd til at handle i.

Når man er på restaurant, kan man få en doggy bag med, som man kan give til en hjemløs. Der kan man tale om resterne fra de riges bord. I et land, der kan flyve til månen og udslette kloden med et tryk for en knap, så kan de ikke komme op med en bedre løsning på sult, end at de rige giver deres madrester til de fattige. Lidt ligesom at fodre ænder nede ved søerne. ”Hvad så unger – skal vi tage ud og fodre hjemløse?”

Aftensmaden på vej hjem indtager vi selvfølgelig på en In’n’Out burger joint i Camarillo. Det er os og forstads-USA. Det er søndag aften og alt er optaget. Fremragende burgere, og fritterne er kogt i kolesterolfri olie. Siden 1948 står der. Det var lang tid, synes jeg nok.

Sidste stræk hjem til ghettoen går gennem San Fernando Valley. Vi hører Valley Girl for fuld udblæsning.