8. marts og den umulige debat

På søndag den 8. marts, Kvindernes Internationale Kampdag, vil to demonstrationer forsøge at påvirke sexarbejdernes fremtidige vilkår. På Rådhuspladsen står 8. marts-initiativet og argumenterer for et sexkøbsforbud. På Vesterbro vil en separatistisk demonstration tale for sexarbejdernes rettigheder.

Et meget godt billede på den helt umuligt polariserede debat, vi for tiden har i Danmark om sexarbejde. Men debatten er netop så opdelt, fordi vi står over for valget om et sexkøbsforbud. Så må alle argumenter falde enten på den ene eller den anden side af den lov, og dermed forsvinder nuancerne fuldstændig. Og det er noget møg, for det er i nuancerne, de fleste mennesker lever. Inklusiv sexarbejderne.

Johanne skriver f.eks. i sin anmeldelse af KRANs nye blad, Feministiske Perspektiver, om den politisk prekære skelnen mellem handlende og handlede kvinder. Mine medkraner bad mig prøve at svare på kritikken.

Det skal dog ikke være nogen hemmelighed, at vi også internt i KRAN er forholdsvis uenige om problematikkerne omkring sexarbejde, så jeg vil lige understrege, at mit svar her må stå for egen regning.

Det er helt rigtigt, at der er store politiske interesser – på begge sider, vel at mærke – i at få fastslået, hvor stor gruppen af handlede kvinder er. Problemet er bare, at det er fuldstændig håbløst at slås om tallet, eftersom det afhænger af definitionen på handlen. Hvad vi har fat i her, er den gode gamle traver i sexdebatten: Hvornår handler man frit?

Og så er vi nærmest ovre i en filosofisk-eksistentialistisk diskussion. For der er jo ingen, der handler fuldstændig frit. Eller er fuldstændig styret af økonomiske, sociale eller kulturelle strukturer. Alle er på et eller andet plan altid allerede handlet med. Og alle handler, vælger og kæmper det bedste de har lært, ud fra den viden og de muligheder de har. Var det ikke Marx, der sagde noget i retning af, at vores frie vilje er det vi gør med det der bliver gjort mod os? (Correct me if I’m wrong, socialist-nørder herinde på Modkraft.)

Men jeg kan selvfølgelig råbe og skrige om kompleksitet og nuancer så meget jeg vil. Som Johanne påpeger, så er det af meget konkret og afgørende betydning for mange sexarbejdere, hvorvidt de defineres som det ene eller det andet, fordi det afgør deres mulighed for at få hjælp og/eller deres risiko for at blive smidt ud af landet.

Og det er helt rigtigt, at selvom de fleste sexarbejdere i princippet er handlende – de ved udmærket godt, hvad de går ind til – så risikerer mange at blive udsat for så meget l… på grund af deres udsatte position, at det ville være grundlæggende uetisk ikke at forsøge at gøre noget for dem.

Og så giver det umiddelbart meget god mening at prøve at argumentere antallet af handlede kvinder så højt op som muligt, for så kan de da i det mindste få en smule hjælp, i stedet for blot at blive smidt på første fly hjemad.

Men det er jo her det går galt. For at acceptere den præmis er heller ikke at hjælpe kvinderne.
Netop det at stille valget op på den måde afskærer dem fra at få den hjælp, de har behov for. ”Vi har brug for hjælp. Men ikke dén hjælp,” som en af sexarbejderne sagde på prostitutionskonferencen i december.

Hvorfor lader man ikke sexarbejderne definere, hvad det er for en hjælp de har brug for, frem for at tvinge dem ned i nogle kasser, ingen af dem kan bruge til noget? Hvorfor arbejder vi ikke for at sikre, at kvinderne kan komme her og arbejde legalt som sexarbejdere, frem for at tvinge dem i armene på netop de kriminelle netværk, hvis metoder forfærder os sådan? Hvorfor hjælper vi ikke sexarbejderne med at hjælpe sig selv, frem for at pådutte dem en offerrolle, mange netop har kæmpet så umenneskeligt hårdt for at slippe ud af?

Jeg vil ikke ha’ en lov, der gør verden endnu mere sort-hvid, end den er i forvejen, og dermed skubber endnu flere sexarbejdere ud i skumle gråzoner. Jeg vil have nogle rettigheder og nogle love der tager højde for, at mennesker er forskellige og har forskellige behov, og at vi alle har allermest behov for retten til at bestemme over vores egne liv.

…

Og med den svada vil jeg ønske folket god kampdag! Vi ses på søndag – jeg vil være at finde på Vesterbro.