Titlen siger måske det meste. Jeg ved godt jeg sikkert burde mene en masse om mere presserende emner. Eksempelvis Tesfaye-debatten på den danske venstrefløj, der burde handle om venstrefløjens forhold til lønmodtagere og ikke venstrefløjens forhold til Mattias. Men det bliver ikke i aften. Til gengæld får i en tur ned af memory-lane og en kort introduktion til de 5 mest interessante bøger jeg har læst i det forgangne år. Jeg har sikkert glemt nogen, men så kan jeg jo lave en 2’er ved lejlighed.
Lars Olsen med flere: Det danske klassesamfund (2012)
En spændende og velskrevet bog om det danske klassesamfund. God dokumentation af udviklningen og et velkommet og behjertet forsøg på, at råbe venstrefløjen op. Fremragende læsning med vigtige budskaber. Bogens vigtigste bidrag er, at den slår et slag for den samfundsforståelse, hvor Danmark er et opdelt klassesamfund. Men det handler ikke bare om samfundsforståelser. Det handler om mennesker. De mennesker, med helt almindelige arbejdsliv, der glemmes af politikerne. Dem med almindelige indkomster, tunge løft og hårdt psykisk arbejdsmiljø. Dem venstrefløjen død og pine skal have tilbage. Som medlemmer, vælgere og som udgangspunkt for vores politiske prioriteringer.
Preben Wilhjelm: Krisen og den udeblevne systemkritik (2012)
Den lille bog om krisen. Det stædigt påpeger, at vi har haft en håbløs debat om krisen. Gode pointer. Godt skrevet og en vigtig løftet pegefinger fra en stor venstrefløjsdebattør. En letlæst bog til 80 kr, der giver rigeligt stof til eftertanke. Der er selvfølgelig skønhedsfejl der træder frem og nuancer der går tabt i en kort bog. Men ikke desto mindre har Wilhjelm begået en vigtig bog, der bør læses af enhver, der vil blive klogere på krisen.
Richard Wolff: Democracy- A Cure for capitalism (2012)
Den amerikanske marxistiske økonom Richard Wolff leverer et vigtigt og interessant bidrag om kapitalismens krise. Hvor har jeg ofte kritiseret bøger for, mest at være kritik og ikke konkret at opstille et alternativ. Wolffs bog falder ikke i den fejl. Han præsenterer et spændende alternativ hvor de, der producerer merværdien også er de der tilegner sig den og demokratisk bestemmer hvorledes den skal anvendes. Fra de få kapitalister til et egentligt demokrati. En virkelig vigtig bog!
Jonathan Wolff: Why Read Marx Today?
Den engelske filosof giver en klar og interessant præsentation af Karl Marx’ teorier. Det er en top top bog at læse, hvis man er interesseret i en interessant indføring i marx’ tanker. Bogen vil være interessant for både nytilkomne og mere belæste venstreorienterede.
Boblere af ældre dato:
John Roemer: A Future for socialism
John Roemer: Egalitarian perspectives
Alec Nove: A feasible socialism
God fornøjelse. En længere anmeldelse af Richard Wolffs bog følger sikkert ved lejlighed. Og jeg har lovet mig selv at blogge lidt oftere dette forår.