1,2,3 ... Omstillingssamfundet?

Tre, to, en – Omstilling!

Det er et ærgerligt faktum, at danskerne fremover skal arbejde længere og længere. Efterlønsordningen er blevet forringet til ukendelighed og danskerne skal over hele linjen arbejde længere. Arbejdslivet er slet og ret blevet forlænget.  Tilbage står på sørgeligste vis, det samfund hvor den tidlige tilbagetrækning er forbeholdt de rige og de der er så syge, at arbejdslivet og sygdommen kommer til at trække grimme spor langt ind i alderdommen.  Ved valget ”udskrev” S og SF en folkeafstemning om efterlønnen, og tabte den med et brag.
At reformerne indfases forpligtet i høj grad de ansvarlige politikere. Det betyder at de over tid har skabt et ændret dansk arbejdsmarked.  De har sat ting i bevægelse, der slet ikke har fået nok opmærksomhed i den politiske debat. Reformerne har potentiale til, at betyde varige forandringer på vores arbejdsmarked og i forståelse af arbejdslivet.

Ved efterlønsreformens egentlige vedtagelse i forbindelse med den forrige regerings genopretningspakke, trykte LO reklamer, der polemisk spurgte

”Vil du kunne lægge 600 mursten om dagen ...som 71-årig?”

Det medfødte en debat ingen havde set komme. Det blev til en ophedet debat af om hvorvidt 600 sten dagligt var et vildt overdrevent tal, et rimeligt og passende tal eller et korrekt tal, der blev brugt på misvisende vis. En debat der næppe bragte os på de store udfordringer der følger med forlængelsen af arbejdslivet. Væk blev den væsentlige debat af, hvad det betyder for samfund og for enkeltpersoner at lade efterløns- og pensionsalderen stige.

Én konsekvens der har været debatteret er, at vi skal finde arbejde til de mange, vi forventer arbejder i flere år end ellers planlagt. Det er rigtigt i en umiddelbar forstand, men afvises oftest med, at der også kommer til at mangle hænder og så skulle det ikke blive svært at finde arbejde til folk. Problemet med det argument er, at det forudsætter et syn på arbejdslivet, som efterlønsforringelser og pensionsforringelser risikerer at sætte ud af kraft.

Arbejdslivet er længere karakteriseret ved, at man først uddannes/udlæres inden for et erhverv, dernæst mestrer det til et vist niveau og slutteligt udfører dette erhverv til (arbejds)livets afslutning. Det er det skifte LO-kampagnen satte spot på, men som ingen tog op. At vi med disse forringelser kan stå i en situation hvor det er overvejende sandsynligt, at kroppens almindelige forfald betyder, at folk ikke vil kunne bestride deres vante plads på arbejdsmarkedet til arbejdslivet slutter. Men hvad skal de så lave, når de ikke kan gå på efterløn?0

Nogen vil sikkert sætte liden til teknologi eller håbe på det bedste. Men jeg mener det er for tyndt et svar. Og et svar der simpelthen ikke kan ytres af de samme politikere der skråsikkert tør forlænge folks arbejdsliv. Der må og skal ændringer til. Vi må skabe et arbejdsmarked der i højere grad er indrettet til det behov politikernes reformer beklageligvis skaber. Den gradvise forlængelse af arbejdslivet skaber tre væsentlige behov

-Efteruddannelse:
Når arbejdslivet forlænges, så må det indtænkes at flere vil opleve den type arbejdsplads de var på ved arbejdslivets begyndelse ikke er der til dem hele vejen igennem. Nogen vil være uddannede i fag der forsvinder, andre i erhverv der kun i mindre grad vil være her i landet. Det er i hvert fald en betydelig risiko. Der skal sikres hjælp og uddannelse til folk der er på arbejdsmarkedet, så deres evner og kvalifikationer kan sikre dem beskæftigelse gennem et langt arbejdsliv.

- Arbejdsmiljø
Når antallet af år på arbejdsmarkedet forlænges, så betyder det også at vrid, slid, stress og støj skal minimeres. Ellers er der en overhængende risiko for, at alt for mange menneskers kroppe siger stop længe før politikerne synes det er passende.

-F okus på overgange i arbejdslivet
På såvel offentlige og private arbejdspladser, skal der i højere grad væe fokus på, hvordan vi får folk i meningsfuld beskæftigelse i arbejdslivets sidste år. Hvis nogen trods efteruddannelse ikke længere er i stand til at passe deres tidligere job, så må samfundet nødvendigvis skabe nye muligheder for dem.  Hvis mureren ikke kan lægge sten nok, kan han hjælpe med at uddanne næste generation – hvis datalogen ikke kan følge med i de nye systemer, er der måske behov for en IT-kyndig på den lokale møbelfabrik.

VI bliver nødt til, hvis arbejdslivet skal forlænges, at tænke alle tre elementer ind i de politikker, der former fremtidens arbejdsmarked. Så vidt jeg ved, er der meget få forsøg på at starte denne diskussion. Men jeg tvivler på jeg er alene med overvejelserne.