1. Farvel til den krisefri kapitalisme

Ingen aner om den økonomiske krise er ved at være overvundet. Men uanset hvilken vej, den krise der i 1,5 år har hærget den globale finansøkonomi og de nationale økonomier, er på vej hen, er der god grund til at overveje, hvad krisen har lært os. Efter at have beskæftiget mig ret intensivt med dette emne under hele den økonomiske krise, vil jeg gerne give mit beskedne bidrag til, hvilke læresætninger der bør stå tilbage. Som venstreorienteret forholder jeg mig mest til, hvordan centrum-venstrepartier bør forholde sig til fremtiden. De partier hvis valgkampe i stor stil finansieres af den finansielle sektor, nærer jeg ikke mange forhåbninger til. Men selv med denne ret snævre målgruppe må jeg nok erkende, at det følgende ikke så meget handler om hvad krisen rent faktisk har lært os – men snarere om, hvad den burde have lært os. Da teksten er blevet lidt lang i det, og da det ikke ødelægger forståelsen, vil den blive udgivet i flere dele, der lægges op med et par dages mellemrum.

1: Kapitalismen er ikke krisefri

Det lyder muligvis som et banalt udsagn i dag, at vores økonomi ikke er krisefri. Men det er desværre kun tilfældet i bagklogskabens lys. Tænk blot på hvorledes Anders Fogh reagerede, da han blev præsenteret for det faktum, at dansk økonomi kunne være på vej ind i sin egen krise i foråret 2008. Han bad med hånlig arrogance journalisterne om at meddele økonomerne, at lærerbøgerne nok skulle skrives om. Denne stædige blindhed overfor muligheden for en krise, stod lysende klart da folketinget åbnede i efteråret 2008:

”Dansk økonomi er sund og stærk”

Sagde Anders Fogh i sin åbningstale.

Og mens oppositionen bekymret talte om fremtiden og den stigende arbejdsløshed, så havde Fogh kun overbærende smil tilovers for dette. Han sagde i stedet:

”Vores største udfordring er manglen på arbejdskraft. Også selvom ledigheden skulle stige lidt”

Pia Kjærsgård og hendes parti overgik ham, de grinte nærmest hånligt af oppositionen, der snakkede om ledighed. Vi blev endda beskyldt for at kunne forværre krisen og gøre folk bange.

De danske politikere, vi har ser udstillet bør selvfølgelig ikke bære skylden alene. I deres forfejlede drøm om en krisefri kapitalistisk økonomi, lægger de sig i slibstrømmen på en lang række fremtrædende økonomer. For når politikerne bebrejdes bør det også bemærkes, at flere økonomer heftigt benægtede at også hvor tids økonomi kunne blive kastet ud i store kriser. Deres nu ituslåede drømmerier, mindede i næsten skræmmende grad om de økonomer der inden 90’ernes ”.com ” boble brast, talte om den ”nye økonomi.” Også denne skulle have været krisefri, men krisen og nedturen i sluthalvfemserne gjorde også denne drøm til skamme. Det bør selvfølgelig bemærkes, at ikke alle økonomer hoppede med på ideen om, at økonomien er afgørende forandret og at kriser hører fortiden til. En af dem der netop turde tale om kriser er keynisianeren Poul Krugman. Han påpegede i sin bog ”The Return of depression economics” de regionale kriser, der burde have afsløret drømmen om en krisefri økonomi som netop en drøm: Finanskrisen i Sydkorea, Japan og Taiwan; Gældskrisen i Mexico. Som det endelig eller afgørende bevis eller ”the smoking gun” mod ideen om en kriseløs økonomi kom den nuværende krise. Den verserende krise viser os, at vi ikke er hævet over økonomiske kriser. Det er ikke fagre nye verden – det er snarere ”The same damn old thing all over again.”