Økonomer forstår alt – undtagen kapitalismen

Kritiske Politter" kræver kritik af mainstream økonomi. Det er glædeligt, man skal bare ikke glemme, at det er ikke mainstream økonomi, der har skabt krisen. I stedet står vi midt i en kapitalistisk krise, som mainstream økonomer ikke forstår karakteren af.

I min blog d. 21. marts om ”Gang i Aarhus og på Harvard” skrev jeg om økonomistuderendes udvandring fra en berømt Harvard-professors forelæsning og efterlyste noget tilsvarende herhjemme.

Nu er ”Kritiske Politter” blevet dannet i København, på tide unægtelig. Lovende lyder det på deres hjemmeside: ”Økonomiske teorier danner grundlaget for økonomisk politik, og den nuværende gælds- og finanskrise har givet anledning til at stille spørgsmålstegn ved mange økonomiske teorier.

Vi mener, at det økonomiske paradigme, der har domineret før og efter krisen, ikke har givet plads nok til en grundlæggende videnskabelig kritik af mainstream økonomi, hvilket har været medvirkende til at skabe krisen og har begrænset muligheden for at løse den. Derfor er det nuværende paradigme selv i en krise, som det er nødvendigt at løse for at økonomi som videnskab og vores samfund kan komme videre.”

Efter glæden over de kritiske pip er der nogle ting man kan stille spørgsmålstegn ved.

For det første lyder det, som om det er den manglende kritik af mainstream økonomi, der har været med til at skabe krisen. Det er måske at tillægge økonomer lige lovlig meget magt. At økonomiske teorier danner grundlaget for økonomisk politik, er en både gængs men ikke forudsætningsløs påstand.

Dybest set lever mainstream modeller og teorier i bedste harmoni med den kapitalistiske udvikling – ved nemlig helt at undlade at forstå den, kapitalismen. Det sker dog konsekvent i den herskende klasses, dvs. de stærkestes, interesse.

Det ser de kritiske politter desværre ikke ud til at gennemskue, ligesom politikerne naturligvis er glade i den tro, at de styrer udviklingen.

Og her kan man se de kritiske politters begrænsede horizont. Økonomer (i finansministeriet) rådgiver om den økonomiske politik i Danmark, ja, de har været med til at udvikle de modeller, der bruges, og som fortfarende anvendes, ”i mangel af bedre”.

Det grundlæggende problem er bare, at arenaen for det, der influerer vores økonomiske virkelighed, ikke er noget finansministeriet råder over. Den indbildte definitionsmagt er dog et herligt afrodisiakum.

Se bare på debatten om skattereformen. Kommentatorer, DI, fagforeninger, politikere naturligvis, økonomer i bred forstand diskuterer de her forkølede forslag, som om de vil ændre på ret meget andet end at genere dem, der ligger ned.

Det ville f.eks. være en fordel, hvis økonomer forstod drivkraften i outsourcingen noget bedre, profit og produktivitet. Danske virksomheders flugt til udlandet gribes ikke i deres modeller, dvs. de projicerer en statisk ramme for forståelsen af erhvervsstrukturen ud i fremtiden.

Mainstream økonomer er blot bekymrede over danske lønmodtageres lave produktivitet. I Information kunne man for nylig læse følgende overskrift i anledning af nedsættelsen af en produktivitetskommission, ”117 ting påvirker produktiviteten”, et citat af formanden for kommissionen, professor Peter Birch-Sørensen.

Meget typisk for mainstream taler han her om påvirkningen på/effekten af fænomenet, men undlader at bestemme, hvad produktivitet i grunden er. Her ville den klassiske økonomis sondring mellem produktivt og uproduktivt arbejde unægtelig kunne være behjælpelig til at afklare begreberne og undgå at skyde med andet end løst økonomiske krudt.

Tilbage til de kritiske politter, der lader til at mene, at hvis mainstream havde givet lidt bedre råd, ville politikken have været så meget bedre. Men som sagt er det ikke mainstream økonomi, der har skabt krisen, det er en kapitalistisk krise, som mainstream økonomer ikke forstår karakteren af.

Det går altså dybere end som så. Selvfølgelig kunne man tro, at hvis økonomer var en lille smule mere oppe på beatet, kunne nogle af konsekvenserne have været undgået, fordi man kunne have bremset boblen.

Hvis man vil forstå kriser, skal man dog først indse muligheden for deres opståen. Og her skal man ud over kritikken af mainstream økonomi og over i en anden økonomisk begrebsdannelse.

Ser vi på mainstream økonomi som forståelsesværktøj, så lider den bl.a. af at tro på, at opsparing = investeringer, om ikke andet så i det lange løb.

At finansmarkedet er så meget større end nogen som helst opsparing, generer den ikke, for antagelsen er jævnthen, at finanserne er en refleksion af opsparingen (hvis du køber et eksisterende aktiv af mig, opsparer du og nedsparer jeg, er tankegangen, så det er kun nyinvesteringen, der svarer til ny opsparing – som man kan se, har det hele altid en tilbøjelighed til at nette sig ud i mainstream økonomernes tankebaner, der i det hele taget er stærkt reduktionistiske.

At finansmarkederne har en langt mere aktiv og i sig selv omfordelende rolle, ser de så ikke. For når verdens finanser overstiger verdens samlede bruttoprodukt mange gange, er det vel klart, at det er  fysisk umuligt at investere/forbruge alle finanserne op, uden at priserne vil stige eksplosivt.

Alligevel hører man, at hvis nu de penge blev investeret, så… Jamen, når man investerer skal man kunne købe  noget, der allerede er produceret, udover den altid redebonne arbejdskraft, der er nok af.

Ved hjælp af finansialiseringen kan en lille gruppe rage så meget desto mere til sig, som den ikke investerer ud over, hvad der kræves til luksusforbrug, den sektor, der er i størst vækst, og som ikke lider under krisen.

Nå, men næste punkt på de kritiske politters dagsorden. ”Denne gang går vi mere i dybden med teorien, antagelserne og modelleringen der tilsammen udgør IKE [imperfect knowledge economics].

Den matematiske gennemgang vil, kombineret med intuitive forklaringer, danne grundlag for en bedre forståelse af dette nye alternativ til hypotesen om rationelle forventninger,” skriver de på deres hjemmeside ved annonceringen af et arrangement om ’imperfect knowledge’, der jo nu har fået et helt center her i landet med penge fra George Soros.

At viden så sandelig kan være imperfekt, er der nu ikke noget særlig kritisk ved, det er en gammel indre-mainstream diskussion (ligesom asymmetrisk information).  Perfekt viden og rationelle forventninger hænger sammen.

Rationelle forventninger går ud på, at individuelle handlinger baseret på småtskårne individuelle kalkyler om at vælge vare A i stedet for B eller papir C versus D har forudsigelige konsekvenser på det store plan, og at man således kan både forudse og forvente det, der sker.

Det er dér forventningerne hænger sammen med perfekt viden, som implicit ligger bag brugen af modeller som DREAM og de andre finansministerielle værktøjer, for de strækker jo blot nogle eksisterende udviklingsparametre ud i fremtiden. Så ja, politterne er da kritiske over for noget af det her økonomiske tankegods, men det peger blot ikke så langt.

At man indrømmer, at viden er uperfekt, ændrer ikke ret meget i sig selv. Og kan føre til forestillinger om, at man kan sige hvad som helst, når nu alting er så uperfekt eller usikkert, som keynesianerne ynder at tale om. – Det luskede er også, at når man foreholder mainstream modelbyggere det tvivlsomme i fremskrivningerne, siger de, at de da bare er simuleringer eller scenarier, men ikke nogen forudsigelser.

Men det er ikke sandt heller, for disse scenarier bruges aktivt. Det værste er imidlertid, at de ligninger, der er puttet ind, altså de sammenhænge, der antages mellem de forskellige elementer, er klart utilstrækkelige. Måske opførte modellerne sig så nogenlunde indtil krisen. Men de har aldrig grebet særlig dybt, jfr. ovenfor om finanserne, arbejdets karakter og udflytning.

Man kan ikke lade være med at være skeptisk, når man hører om matematiske modeller for ikke-rationelle forventninger, for på en eller anden måde må der jo være noget, der kan beregnes, selvom viden ikke er perfekt.

Det er jo unægtelig således, at imperfektion forudsætter perfektion. Og så kommer det afgørende spørgsmål: om hvad? Hvad er det, aktørerne desværre har uperfekt viden om? Er det prisen på græske obligationer eller makroøkonomiens udvikling eller prisen på jordbær i overmorgen?

Problemet er netop den måde økonomien analyseres på. Det er teorien, hvordan man ser økonomien hænge sammen, der er noget i vejen med. Det ville være godt, hvis politterne startede med at diskutere den kapitalistiske økonomis grundrids.

Man kan udmærket komme med meningsfulde antagelser om den og dens udviklingstendenser, for kapitalismen har en egenlogik, omend den er modsætningsfyldt (f.eks. at det både drejer sig om at have folk i arbejde og at spare dem væk) og fangarmsagtig.

Det det drejer sig om er at afdække mekanismerne, den grundlæggende drivkraft i økonomiens mangfoldige manifestationer. Og her ligger der en viden, nemlig om at der er momentum i tingene, solen står op i morgen. Ellers ender vi endnu engang i solipsisme (verden kan ikke forstås, jeg’et råber i mørket) eller alt-er-lige-godt, og så kan man lige så godt vedblive med at være mainstream.