Kommunistisk imod-fascisme-teori, en selvmodsigelse?

Det er efterhånden længe siden at jeg faldt over Gilles Dauvé's artikel ”Revolutionær antifascisme, en selvmodsigelse” og skrev et modsvar, idet jeg finder det overordenlig mangelfuld. Da mit svar ikke blev udgivet hos "Direkte Aktion" hvor jeg oprindeligt havde læst artiklen, har jeg besluttet at smide det herind, da jeg stadig mener at det er nødvendigt at komme med kritik af dens slags argumentationsføring. Så vidt jeg husker, blev artiklen også præsenteret her på siden, så mon ikke der er nogen der er faldet over den. 

Gilles Dauvé indleder sin artikel med at forklare at arbejderklassen og dens kamp, historisk set desværre ikke altid har kunnet kontrollere, at dens massive arbejde og fremskridt har bragt dem tilbageslag og sendt samfundet i den modsat ønskede retning. Han bruger Weimar-replublikken som eksempel på dette.

Det synes jeg er værd at holde fast ved.

Længere inde i artiklen begynder kritikpunktet at tage form og her bliver jeg desværre tabt på gulvet. I hans forsøg på afklaring af hvad antifascisme er for en størrelse, argumenterer han indledende, at det er et diverst og ikke et fastlåst homogent fænomen. I sammenligningen mellem bl.a. G. Orwell og B. Durruti fastslår Dauvé at de begge kan klassificeres som antifascister men på hver deres måde. Der er altså et samspil mellem to forskellige politiske forståelser, herkomst og klasse. Orwell selv identificerede sig som ”democratic socialist” mens Durutti orienterede sig indenfor anarkismen. Alligevel fandtes der alliancer og solidaritet mellem deres to fløje inden for den samlede venstrefløj i datidens Spanien. Orwell kæmpede blandt den marxistiske gruppering POUM og Durruti i det anarkistiske FAI-CNT. Altså er dette et historisk eksempel på en politisk alliance, på tværs af venstrefløjen, der til dels gjorde det muligt at stille til kamp mod fascismen.

I en verden af selvmodsigelse

Vi lever i dag ikke i en presserende borgerkrig/revolution, der gør det altafgørende at skabe alliancer på tværs af politiske interesser, men set i et større perspektiv, lever vi i en verden i krise med sig selv, sine idealer og ønsker, hvilket har givet fornyet vækst til fascistiske grupperinger. Over hele Europa blomstrer højrefløjen op, sætter spirer i det omkringværende samfund og på dets politiske dagsordener, som man historisk set har oplevet det mange andre steder; i et klassisk eksempel som Nazi-Tyskland, vokser tilslutningen til højrefløjen, når kapitalismens grundvold ryster. Det kommer i dag til udtryk gennem storstilet fremgang hos bl.a. BNP (British National Party), Golden Dawn (Grækenland), Sverige Demokraterna (svarende til DF), PVV (Partij voor de Vrijheid, Frihedspartiet i Holland) og listen kunne desværre blive ved.

Ligeledes ser vi en hetz mod homoseksuelle og trans personer rulle ud over verden. Dette har bl.a. betydet at homoseksualitet og dets lige er blevet bandlyst i St. Petersborg i Rusland, ”Prideparade” demonstrationer gennem Europa er blevet angrebet både af politi og højreekstreme, og Uganda er ved at gennemføre en lov, der giver livstid i fængsel eller dødsstraf for at være homoseksuel. 

Der er næppe mange der vil modsige, at verden generelt er ved at bevæge sig til højre på skalaen, så det kunne måske opfattes som en tid, hvor der er brug for nogle af de der alliancer på tværs af placeringer på venstrefløjen. 

Ifølge Dauvé går den bare ikke. Faktisk går det slet ikke at kalde sig antifascist. Hvorfor? Kan man jo få lyst til at spørge. Desværre finder jeg ingen svar på dette ret presserende spørgsmål. Hvad jeg derimod kan udlede af hans artikel er, at ved at kalde mig antifascist, går jeg på kompromis med mine idealer. Ikke alene det; jeg tilskriver mig ”en politisk position som ser den fascistiske stat eller en spirende fascistisk trussel som den primære fjende, som skal knuses for enhver pris […] ved at alliere sig med borgerlige demokrater. [...]Dette er antifascismens essens.” Man kan jo finde sig enig eller uenig. Et ”statement”, det er det i hvert fald. Men er det så meget mere end det? Jeg savner et henledende fordi..., der kunne forklare baggrunden for dette temmeligt besynderlige udsagn.

Hvordan er han kommet frem til at ”anti” i antifascisme pludselig gør, at man ingen andre mål har for øje end at knuse den nærmeste højredrejede trussel, uden analyse eller fremadrettet perspektiv? Hvorfor mener han, at man er villig til at gøre det for enhver pris? Jeg synes da netop at nutidens antifascistiske arbejde emmer af tanke på, hvilken pris diverse handlinger har. Og hvorfor mener han at kunne fastslå at dette er essensen af antifascisme?

Det eneste han henleder til, desværre, er artiklens lige så tynde konklusion og hovedfokus, nemlig: ”Revolutionær antifascisme er derfor en selvmodsigelse.” Bom! Slut!

Jeg vil gerne tage nærmere fat i nogle af Dauvé's argumentationer. Han forklarer at man ligeledes ikke bør kalde sig anti-imperialist, selvom man er modstander af imperialismen. Dette går ikke an, da ”[...] det er en politisk position som decideret støtter og eksplicit er pro de nationale befrielsesbevægelser som bekæmper de imperialistiske kræfter.” Så argumentet mod at kalde sig anti-imperialist her, bygger altså på at man derved, totalt blåøjet, støtter op om de nationale befrielsesbevægelser. Hvorfor? Kunne man jo have lyst til at spørge; hvorfor betyder det at man, uden kritisk analyse og politisk perspektiv, bare kaster sig i armene på enhver befrielsesbevægelse der eksisterer, når man kalder sig anti-imperialist og ikke bare er imod imperialisme?

Yderligere kunne man jo spørge; hvorfor er det, per definition, en dårlig ting at støtte op om nationale befrielsesbevægelser?

Jeg kan selv komme med masser af bud på dette, men Dauvé giver imidlertid ingen forklaring herpå. Her ville det måske nærmere være på sin plads, at skelne mellem befrielsesbevægelsernes forskelligheder og ikke skære dem alle over en kam. Jeg ser som eksempel store, uforenelige forskelle mellem De Bengalske Tigre og Zapatista-bevægelsen. Zapatistaerne har udarbejdet og nedfældet retningslinjer for deres politiske aktion, som understreger at målet for en revolution også må være målene i en revolution. Målet helligere altså ikke midlet. Anderledes ser det ud hos De Bengalske Tigre, hvor brugen af kidnappede børnesoldater var udbredt. Dette kunne naturligvis være et logisk argument, for ikke at støtte netop denne nationale befrielsesbevægelse. Hvorvidt deres sag stadig er gyldig, må være til åben diskussion og er netop mit bud på, hvad denne artikel har at bringe af potentiale for videre debat.

Antifascismens essens

Det grundlæggende problem med Dauvé's tese her er, at han fraskriver mange bevægelser deres ofte brede analytiske baggrund for netop at orientere sig i den retning, som de gør. Da han ikke selv kommer med en baggrund for hans tese eller optik, må jeg her, igen, bestræbe mig på at afkode hans forsøg på rationalitet. Jeg formoder at han opfatter bevægelser, der grundlægger og udtrykker sin politik med anti, som en slags -isme; kun udgjort af sig selv. Altså en bevægelse der skal ses som et helhedsbillede, en politik der kan rumme alt i sig selv; en kerne. Som jeg opfatter antifascismen er den en fraktion af en helhedspolitik, en underkategori under den samlede paraply, der identificerer den overordnede politiske retning.

Eksempelvis kan paraplyen hedde ”anarkisme” og underfraktionerne, som vil give politikken karakter, mål og retning, specifikke idealer osv., kan bestå af anarko-primitivisme, syndikalisme, antifascisme og antisexisme, antikapitalisme osv. Naturligvis kan man redegøre for, at nogle underkategorier eller fraktioner er selvsagte i paraplyens orientering. Eksempelvis vil det være umådeligt svært, at føre en overordnet anarkistisk politik uden at medtænke antikapitalisme og derigennem klassekamp, som forhåbentligt og formodentligt vil føre til yderligere social analyse, som så vil indtænke antisexisme og normativitets teorier, evt. gender – og queerteori. Sådan kan sammenhængen blive ved med at forankre sig i paraplyens, her anarkismens, grundessens. For at simplificere dette billedsprog, kan man forestille sig at paraplyen bliver til et tag, som vi her kalder anarkisme. Men taget kan ikke holde sig selv oppe og har brug for nogle bærende søjler. Disse søjler udgøres af anarkismens grundessens; eksempelvis ”Equality” eller ligestillingsbegreber. Inde i dette hus skal der så bygges støttende tvær stolper og dets lige, som så udgør de andre, mere løse, fraktioner; eksempelvis antifascisme.

Dermed tager antifascistisk arbejde forskellig form, alt efter hvilket ”tag”,og herunder også politisk kultur, det er bygget ud under. Altså vil antifascisme formenligt tage sig anderledes til udtryk indenfor kommunisme, end under anarkisme. 

Problematikken er allerede her, at Dauvé indledningsvist har understreget, at antifascisme ikke kan være en homogen orientering og er bredt og diverst. Hvordan han så overhovedet kommer frem til hans konklusion; at antifascisme kun har ét mål for øje, og dermed ikke er en bred bevægelse, er mig en gåde. Det er her, som om han indleder med en halvkvædet begrebsafklaring, der ender med at bide hans egen tese i halen og erklære hans dom over anti politikførelse for usammenhængende.

For at gøre min pointe mere klar, vil jeg eksemplificere: Hvis man skulle anskue alle fraktioner eller orienteringer ligesom Dauvé fremstiller antifascismen, svarer det til at skulle låse orienteringerne fast i en størrelse de ikke må bevæge sig udover eller være kritiske overfor. Syndikalisme, for eksempel, vil dermed betyde, at man skal støtte op om alle former for fagforeningsarbejde og unionstanke. Dermed skulle syndikalismen både blåstemple og samarbejde med gule fagforeninger og EU. Ligesom Dauvé argumenterer at eksempelvis anti-imperialisme, per definition, skal støtte op om alle former for frihedskæmpere og bevægelser. Men det er jo bare ikke tilfældet i virkelighedens politikførelse og er dermed ligegyldige og underkendende skriblerier. Der findes i dag, heldigvis, en masse politisk analyse og teori der adskiller midlet fra målet og kan se kritisk på en politisk dagsordens aktualisering. Det er dog ironisk nok ikke kommunismen, der er kendt for at implementere sådanne aspekter i politisk aktivisme, med en dagsorden der ofte har båret præg af ”man må knuse nogle æg for at lave en omelet” og ”målet helligere midlet” retorik.

Sørgelig ironi 

Herefter finder jeg Dauvé's analyse, eller mangel på samme, interessant. På trods af at han indledningsvist har redegjort for, at proletariatets arbejde uønsket kan blive vendt imod dem og deres mål, fastslår han nu at ”den sørgelige ironi er, at kun kommunismen og proletariatet kan fjerne fascismens grobund.” Dermed kan vi vist alle sammen godt gå hjem, medmindre selvfølgelig man sidder i KU eller nogle andre kommunistiske organisationer. Så er det jo bare pure ærgerligt at disse grupperinger ikke har antifascisme, eller undskyld ”imod fascisme”, øverst på dagsordenen. Yderligere argumenterer, eller påstår, Dauvé at antifascismen altid ”[...] giver demokratiet mere støtte end den modsætter sig fascismens grobund: den benytter sig ikke af antikapitalistiske handlinger […] og foretrækker sin egen undergang hellere end at risikere at proletariatet frigør sig.” Igen et postulat uden videre henledende eller opklarende referencer eller argumentation.

Dog er det lidt iøjnefaldende, at man pludselig godt må kalde sig antikapitalist. Betyder det så ikke netop, at man er villig til at bruge alle midler, inklusiv samarbejde med borgerlige partier, for at afskaffe kapitalismen og ville det i sidste ende så ikke resultere i, at man ville give demokratiet mere støtte end man ville bekæmpe kapitalismen? Eller er det bare mig der ikke har forstået Dauvé's (mangel på) argumentation? I den sammenhæng kunne det jo være interessant at se på, hvor Europas kommunistiske partier placerer sig, i forhold til den almene demokratiske fløj-politik af borgerlige partier. Mon ikke billedet stemmer? Herhjemme må man da næsten sige, at kommunistpartierne/grupperingerne lægger sig godt op ad den borgerlige side på den udenomsparlamentariske venstrefløj.

Tænk sig, det kan jo næsten se ud som om Dauvé's postulat ikke slår helt ved siden af; altså når kommunister har kaldt sig antikapitalister, har det sendt dem lige luks ind på de borgerlige rækker.

Jeg ser stadig ingen sammenhæng i hans udsagn om, at antifascismen hellere ser sin egen undergang end at se proletariatet frigøre sig. Det er da i enhver venstreradikal antifascists interesse at se klassekampen udfolde sig og tage form. Det er sågar så meget på den antifascistiske agenda, at der internationalt lyder et rungende: ”ingen antifascisme uden klassekamp!” Der er flere historiske eksempler på, at det er til gavn for den antifascistiske kamp, at arbejderne organiserer sig.

Kommunistisk argumentation med afsæt i den spanske borgerkrig

Hvorvidt Dauvé har den frækhed at hive den spanske borgerkrig ind i billedet og forsvare stalinisters nedslagtning af anarkistiske frihedskæmpere, som led i hans uholdbare argumentation, med udsagnet ”[...] Det var således ikke en tilfældighed at [...] de spanske stalinister brugte mere tid og energi på at skaffe sig af med de anarkistiske bondekommuner end at vinde krigen [...]” Eller om han her går ind og definerer anarkisterne som det proletariatet, der havde større visioner end bare at afskaffe fascismen, fremgår lidt uvist i hans fremføring. For mig at se, er sagen uanset lidt paradoksal.

Går han ind og forsvarer, at stalinister var nødsaget til at nedkæmpe anarkisterne, fordi de kun havde for øje, at ”[...] holde masserne under kontrol.”, med henblik på hans tidligere argument om, at antifascismen ikke ønsker at se proletariatet frigøre sig, er der rige argumenter for at dette er en total uret at pålægge den anarkistiske bevægelse. De lavede et massivt revolutionært arbejde uden antifascistisk perspektiv, bl.a. med blik på de kollektive bondekommuner, som Dauvé selv nævner.

Skal hans udsagn forstås omvendt, således at det er den anarkistiske bevægelse der gjorde sig fortjent til den proletariske titel, går dette stik modsat Dauvé tidligere udsagn om, at kun kommunismen og dets proletariat kan fjerne fascismens grobund. Kan den anarkistisk-syndikalistiske arbejderbevægelse pludselig også gøre det?

Uanset må man konkludere at Dauvé's analyse opstiller et dilemma omkring den spanske borgerkrig: Hvem var overhovedet antifascister i denne krig? Hvis antifascister kan karakteriseres ved at de kun har antifascistiske her-og-nu mål for øje og kun interessere sig for at bekæmpe fascister, kan man næppe kalde Stalinisterne for antifascister. De forsøgte både at bekæmpe Franco, de borgerlige og anarkisterne. Altså en rækkevidde langt udover et antifascistisk mål, så bredt måske, at man kan sætte spørgsmålstegn ved, om der var fascistiske træk i deres handlinger. Anarkisterne vil heller ikke kunne klassificeres som antifascister, da de lavede et meget bredt stykke arbejde, langt ind i arbejderbevægelsen og langt udover antifascistiske mål. Så der var måske kun Orwell og Durutti, som kan krybe gennem Dauvé's snævre definition af en (god) antifascist?

Jeg tror grundlæggende at man som kommunist skal passe på, ikke at bruge historien som argument for sine synspunkter. Der er vist ikke så meget positivt at hente på den konto.

Den racistiske antifascist

Afsluttende vil jeg sige, at jeg kan finde mig overordentlig enig i Dauvé's udsagn om ”At knuse fascismen indebærer at ødelægge dens forudsætninger, dens sociale årsag: kapitalismen.”

Problemet opstår bare i linjerne over dette udsagn, hvor jeg desværre, i hans optik, bliver min egen værste fjende: ”[...] men kun hvis deltagerne forkaster antifascismens base: respekten for den demokratiske kapitalisme.” Problematikken med dette udsagn er som hos de andre af hans flyvende teser, nemlig at det ikke støttes op af nogen analyse, eksempler eller lignende. Jeg kan altså ikke få af vide hvorfor, han mener at jeg har base i respekten for den demokratiske kapitalisme.

Kommunistisk politisk teori har skåret mig af, idet jeg identificerer mig som antifascist og derigennem ikke kan hverken vurdere min politiske situation, med visse forbehold, analysere det politiske perspektiv jeg arbejder i eller lade være med at respektere demokratiets kapitalisme.

Jeg finder det højest mærkværdigt at Dauvé forsøger at aflive tanken om, at antifascisme kan være revolutionært i sig selv, men samtidig anerkender han også, at den antifascistiske bevægelse ”[...] uden tvivl kan være et første trin imod at gøre oprør. ” Ydermere afliver han også lidt selv sit eget udsagn om, at antifascister beskytter demokratiet:”[...] Faktum er at mange af de unge mænd og kvinder der deltager […] gør det fordi, at de indser at fascisterne kræver endnu større underkastelse under den samfundsorden demonstranterne hader, og ikke fordi at Front National er en trussel imod det parlamentariske demokrati som de sjældent er ude i forsvar for.” Faktisk siger han her, at de antifascistiske demonstranter ikke er ude i forsvar af det borgerlige demokrati og at de demonstrerer netop fordi de forstår en større sammenhæng. Nemlig den, at de er imod fascisterne fordi deres politik er en undertrykkende/underkastende trussel mod den samfundsorden de gerne ser etableret som alternativ til den nuværende og ikke i forsvar for den nuværende. Dette virker næppe som et argument imod antifascismen og kan opfattes direkte modsvarende til hans øvrige argumentation.

Besynderligt nok afslutter Dauvé selv med at anerkende at racisme er et af de mest splittende kræfter indenfor proletariatet.

Det stiller jo ironisk nok en masse åbne spørgsmål om, hvordan proletariatet, med dets globale racismeproblem, så egentligt skulle redde alle os andre fra fascismens grobund.