Hvor skal man lande i kønspolitik og socialisme?

For mange hænger moderne kønspolitik sammen med venstreorienteret socialisme. Det er venstreorienterede der som udgangspunkt anerkender transpersoner*, arbejder for generel ligestilling, homorettigheder og holder fast ved feminismen. Det er blandt venstrefløjens pædagoger, lærer og andre socialarbejdere man finder kritiske røster om dyrkelsen og dannelsen af kønssteroetyper i familie og institutioner.

Men det er som om, at noget der underminere socialismen - eller i hvert fald fællesskabet - er trængt ind på kønspolitikkens banehalvdel. Når man taler om grænser, rettigheder, undertrykkelse og frigørelseskamp kommer omdrejningspunktet ofte til at være individet. Vi kan alle blive enige om, at undertrykkelsen er strukturel og at kampen derfor må rettes mod dem, der besidder magten til at ændre det strukturelle; nemlig magthavere. Men alligevel udkæmpes kønskampene mellem enkeltaktører i en grad, der er ødelæggende for den sociale sammenhængskraft.

Her er et eksempel: Til et større arrangement er mange mennesker samlet udenfor i solskin. Der spises mad og folk hænger ud og snakker. En mindre gruppe masserer hinanden og to personer (biologiske kvinder) tager deres trøjer af og sidder med bar overkrop. Dette skaber mange følelser hos nogle få andre tilstedeværende, hvilket ender i konflikt. Det diskuteres hvorvidt det er iorden at blotte sin overkrop i fælles rum. På den ene side kommer argumenter om, at kvinder ikke har dette frirum andre steder, og må have muligheden for at skabe det her. På den anden side kommer argumenter om, at det er et privilegie som nogle ikke har og derfor tager det rum fra dem. Desuden kan blottede kroppe virke udelukkende for nogen.

Enden bliver at fællesskabet kommer frem til et kompromis om, at man ude i solen kan have bar overkrop, i gruppen af venner og bekendte, og går man indenfor, skal man påklæde sig, idet rummet er mindre og mere lukket. Problemet er dog ikke løst. Overenskomsten er ikke fyldestgørende for særligt to individer, som vælger at forlade stedet, da deres oplevelse var at der ikke blev gjort plads til dem.

Hvad skulle fællesskabet have gjort? Når linjerne trækkes op med argumentation på baggrund af individelle følelser, så kan fællesskabet jo ikke rumme løsninger. Et fællesskab udgjort af 20 individer, der alle mener det er deres ret, at der bliver taget personligt hensyn til dem, vil være en jungel af lov og dogmer. Det vil kræve en større manual at begive sig derind og man vil, højest sandsynligt, ende med en lovovertrædelse. Omvendt er problematikken ikke kun individul men også strukturel, så måske er løsningsmodellen ikke god nok. 

Strukturelt set er problematikkerne således:

Det er korrekt at biologiske kvinder ikke normalt har rum, til at sidde med bar overkrop og det vil være ønskværdigt, at medvirke til at skabe denne ligestillede mulighed.

Det er korrekt at andre, eksempelvis nogle transpersoner* og kvinder der har fået fjernet et bryst, ikke har samme privilegie at kunne sidde med bar overkrop, på samme præmisser som biologiske kvinder. Og det er ønskværdigt at tage hensyn til deres position.

Begge ønsker er følelsesbetonede. Begge er strukturelle. Begge er kampe vi gerne vil gå ind i. Begge er vigtige problematikker. Begge bygger på privilegier. Begge virker på et individuelt plan. Begge virker på et kollektivt plan.

Men de er modstridende, hvis løsningen skal være at biologiske kvinder skal beholder overdelen på, så der bliver rum til andre udsattes manglende privilegier.

Og de er modstridende, hvis løsningen skal være at andre udsatte skal bide det i sig at se bare overkroppe, så der bliver rum til biologiske kvinders maglende privilegier.

Det er meget svært at finde en løsning og et kompromis kan synes at være eneste udvej. Men hvis dette ikke kan være en mulig fremgangsmåde, idet det vil kræve at individet bakkede ned, og satte sig i forståelse af fællesskabets beslutningsprocess og kompromis-søgen, så er der pludselig meget lidt plads til fællesskabet i kønsproblematikken. Ligeledes må man erkende at individer måtte forlade fællesskabet, da de mente at der ikke var plads til individet. 

Det er problematisk, at udfaldet bliver at individer må gå men kunne det have været anderledes? Hvis beslutningen havde faldet mere mod, at ingen måtte vise bar overkrop, så var det nogle andre individer, hvis rum var blevet taget. Måske de også ville se sig nødsaget til at gå? Kan vi undgå at nogen må gå?

Jeg mener at det der underminere socialismen i kønspolitikken er et individ-fokus. At det enkelte menneskes følelse kan stå til genstand for politikføring for hele fællesskabet. Nogen mangler at stoppe op i konflikter som den ovenstående, og spørge sig selv; hvis jeg får ret hele vejen, hvad har andre individer, med følelser ligeså legitime som mine, så mistet? Er alle mennesker individer som på ingen måde kan indgå kompromis, selvom det gælder ens følelsesliv, vil alle fællesskaber være en krigszone, en umulighed, et rent utopi. På denne måde bevæger vi os væk fra socialismen, når individfokuset tager overhånd. 

Vist er det politiske personligt, og det personlige politisk. Men det private er ikke nøsvendigvis politisk eller noget hele fællesskabet skal stå til dommer for. Grænsen er bare enormt uklar og måske den må trækkes lidt op?

Man taler meget om, at en ny bølge af feminisme vil suse ind over os snart. Potentielt kan denne bølge være betydeligt queer-feministisk, og dermed kan den potentielt også være betydeligt individualiseret. Jeg mener det er en fare, der kan være en ny feministisk bølges potentielle knæfald og noget man som kønspolitisk socialist, må have med sig i sine debatter og overvejelser. Hvordan bygger vi broen mellem individ og fællesskab i vores kønspolitiske arbejde, uden at køre af sporet ind i den neoliberale samfundsdiskurs?

Queer-feminismen rummer så mange vigtige og afgørende overvejelser, i forhold til os selv, vores omverden og den virkelighed vi gerne vil skabe. Men den står også overfor store udfordringer, bl.a. når det kommer til klassespørgsmål, individ og fællesskab.