Der hvor det brænder

Mine politiske tanker har taget en meget filosofisk drejning de seneste dage. Hvad får os til at brænde for det vi kæmper for? Og hvad får os til at brænde ud?

Jeg har længe tænkt at det er de mange kræfter og følelser vi lægger i vores arbejde, der får luen til at ebbe ud men jeg er kommet på andre tanker.

Efter mange års kamp i Århus har jeg været træt – dødsens træt og til tider har jeg tænkt at jeg var ved at brænde ud. Men selvom jeg havde dage, hvor jeg ikke kom af sted til møderne og ikke fik taget hånd om mine opgaver, kunne jeg mærke en energi indeni. En gnist der ikke var brændt ud. En vilje der ville igennem og ikke give op. En følelse af universal mening, der var drivkraft for mine tanker og mit væsen. Ideologiens ild eksisterede stadig inden i, selvom jeg var uden mange kræfter til at bære det ud i livet.

Så hvis det ikke er udmattelse der dræber den indre drivkraft – hvad er det så?

Det kan naturligvis være meget forskelligt fra person til person, men jeg vil her tage udgangspunkt i mine egne oplevelser. Mon ikke jeg har noget til fælles med andre...

Jeg tror man skal se på de strukturer der opstår imellem os. Udtrykket før man kan have en revolution, må man have en social revolution, forklarer det meget godt. Det er svært at blive ved med at tro på det man kæmper for, hvis man ikke oplever det udlevet i en vis grad. Hvordan kan man blive ved med at tro på ligestilling, hvis dem man kæmper for ligestilling med, ikke lever efter det? Hvordan kan man kæmpe for retfærdighed, med en uretfærdig forsamling?

Den venstreradikale fløj isolerer sig ofte i forsøget på at skabe en ø, hvor realiteten er styret af de bedre fordringer. Vi er langt fra altid enige om hvad det er, men langt hen ad vejen kan projektet bære frugt. Man kan tro på anarkisme, fordi man oplever glimt af dens funktionalitet. Man kan tro på antifascisme, fordi man kan skabe antifascistiske rum.

Jeg har i mange år haft en idé om, at socialistiske mennesker er bedre mennesker, der vil arbejde sig hen mod en bedre verden. Det tager sig til udtryk i sine daglige handlinger, mødet med andre mennesker og i sin moral. Jeg er ikke længere så sikker på at det er virkeligheden.

Vi er hele mennesker med alt vi består af, af grimme, grådige og misundelige følelser. Vi bliver også jaloux og nederdrægtige. Vi kan blive egoistiske dyr, der kun tænker på os selv. For i det sociale luer megen ondskab og disse aspekter indgår også i vores socialistiske projekt.

Er det derfor at vi ofte oplever at personlige stridigheder bliver fællesskabets ansvar? At man skal debattere skænderier og slagsmål i politiske arenaer? Har vi underliggende sociale forventninger til hinandens sociale adfærd og moral kodeks, baseret på ideologiske fodringer? Det har vi naturligvis på nogle områder men hvor langt ind i det personlige det rækker, er der ingen fælles afklaring på.

Jeg ved at det påvirker mig som politisk person. Jeg bliver afkræftet af at leve i et miljø hvor man behandler hinanden dårligt. Jeg brænder ud, når jeg opdager at den samme person der udtaler sig politisk velfunderet, også udtaler sig grimt om andre bag deres ryg. Jeg bliver træt når politiske kammerater, går bag ryggen på deres partner og er utro og løgnagtig og når venner svigter ved bare at se stiltiende til. Eller når grupper rotter sig sammen mod andre.

Det ødelægger min tro på det socialistiske projekt at opdage, at det er de samme sociale spilleregler fra skolegården, der hersker her. At folk vil opføre sig yderst usympatisk, for at placere sig selv socialt. Eller for bare at beholde den plads de synes de har.

Det mod jeg ofte oplever vores miljø har på gaden og i offentligheden generelt, opstår kun i den direkte aktions kamp men spiller fallit bag lukkede døre – der hvor magien for alvor burde udspille sig. Jeg tænker at vi på trods af vores trods, kopierer Christiansborgs sociale kabale med ryg klapperi og trash-talk. På tv kan de se noble ud men bag facaderne ved vi alle, at det er dem med de snedigste kneb der holder pladsen.

Er vi meget bedre? Hvor opstår vores alternativ? Det er svært at brænde for en tro på noget bedre, når vi ikke lever det ud i mellem os selv. En bedre verden opstår ikke ved at svaje et banner rundt alene men ved at være sin iboende overbevisning tro.

Vi avler det vi er.

Jeg tror venstreorienterede mennesker, er bedre mennesker i den forstand, at de har en vilje om at ville gøre det bedre.
Det nytteetiske spørgsmål er imidlertid; er viljen nok? Kræver det ikke mere slid og realisering, før man kan sige at noget er på vej til at være godt nok?