»Verden banker på Danmarks dør og landets højskoler inviterer flygtninge indenfor.« Det skriver Jakob Fuglsang i et tillæg til Politiken om højskoler torsdag den 10. marts.
Højskolerne kan komme til at spille en speciel rolle ved at hjælpe flygtninge, der kommer til Danmark. For de kan hjælpe dem med at lære dansk og med at forstå hverdagen her i landet.
Højskoler vil også være et godt sted at finde ro efter de krigsrædsler, mange har gennemlevet med deres famile i hjemlandet Syrien. Desværre kan en del af deres familie stadig befinde sig i Syrien.
Den kendte danske pressefotograf Jakob Ehrbahn fra Politiken har lige modtaget den største internationale pressefotopris for et rystende foto af en flygtningefamilie, som kravler under et pigtrådshegn på vej ind i et af de europæiske lande, som gør alt for at forhindre dem i at komme til Europa.
Nu kan man glæde sig over, at højskolerne har meldt ud, at de meget gerne vil tage imod flygtninge, som kommer til Danmark og søger asyl. Flygtninge skal føle sig som en del af det danske samfund, forsikrer de.
Det vil være en god måde at integrere flygtninge, som kommer fra helt andre forhold, blandt andet til at lære dansk, som er ikke et nemt sprog.
Socialdemokraternes plan om at bygge flygtningelandsbyer er vanvittig. Det vil ende med at isolerer flygtninge fra den danske befolkning, og det vil ikke bidrage til, at flygtninge integreres.
Det vil højskolerne til gengæld kunne, hvis regeringen giver dem lov. Det vil give håb på den anden side af pigtrådhegnet og kunne vise Danmark som et humant land.
Men der må også ske mere fra EU-kommisionens side. Der må laves en fælles europæisk løsning, hvor alle EU-lande tager imod flygtninge.
Og EU må sige fra overfor Tyrkiets afpresning og krav om mange milliarder Euro for at stoppe flygtninge i at komme i sikkerhed i Europa.
I det udemokratiske Tyrkiet er de ikke i sikkerhed.