Annonce

10. juli 2014 - 14:17

Lyt til en vestegnsdreng, drop karakterkravene!

Havde dette indlæg i Politiken i går, men da det ikke er tilgængeligt online og jeg synes det er en vigtig debat - deler jeg det her.  /Tobias

Når partierne igen mødes efter sommerferien, skal de som noget af det første diskutere karakterkrav på de gymnasiale uddannelser.

Regeringen ønsker et adgangskrav på 2, imens de højreorienterede partier kræver indførslen af et snit på mellem 4 og 7 for at starte i gymnasiet. Et karakterkrav for gymnasiet vil uden tvivl ramme samfundets svageste og udelukke mange fra at komme i gymnasiet. 

Tal fra Ungdommens Uddannelsesvejledning har senest vist, at et karakterkrav især vil ramme den københavnske Vestegn hårdt. 

Alene I Rødovre, hvor jeg er født og opvokset, vil hver fjerde folkeskoleelev blive udelukket, hvis man indfører et karaktergennemsnit på 4. Lægger man snittet på 7, vil det være over halvdelen af alle skoleeleverne, der vil blive udelukket fra gymnasiet.

Jeg er selv blandt en af de første i min familie, der har fået en studentereksamen. Mødet med gymnasiet og de mange dygtige elever fra det ressourcestærke Brønshøj var ikke altid lige nemt, men det lykkedes mig at komme igennem og senere starte på en universitetsuddannelse, som jeg nu er ved at lægge sidste hånd på.

Jeg føler mig hamrende privilegeret over at have fået muligheden for at tage en gymnasial uddannelse og senere en universitetsuddannelse,
uagtet min baggrund fra et ganske normalt arbejderklassehjem på Vestegnen. 

Havde et karakterkrav været gældende, dengang jeg skulle i gymnasiet, havde jeg og mange af mine vestegnskammerater nok aldrig fået den mulighed, en mulighed, regeringen og højrefløjen nu ønsker at tage væk fra fremtidige generationer.

Som en af dem, der har fået muligheden, føler jeg mig nu forpligtet til at råbe op. Kære politikere, drop ideen med karakterkrav, det er en rigtig dårlig ide. Det er ikke et karaktergennemsnit, der afgør, om en ung er uddannelsesparat, det er jeg er levende bevis på.

Derimod vil et karakterkrav blot bidrage til at øge uligheden og gøre det endnu sværere at bryde med den sociale arv.

Jeg bliver harm, når jeg hører uddannelsesordfører fra Dansk Folkeparti, Marie Krarup, være ude i idelogisk korstog for eliten og fortælle mig, at karakterkrav skal fungere som motivation for de svage elever og skal hjælpe børn med at blive klogere på, hvilken vej i uddannelsessystemet de skal gå.

Gymnasiet skal ikke være forbeholdt børn af akademikere og velbjergede forældre som Marie Krarup, men fortsat være et sted med mangfoldighed og lige adgang – også for arbejderklassens børn. 

Så christiansborgpolitikere, lyt til et råd fra en vestegnsdreng: Drop karakterkravene.

Annonce