Solidaritet med protesterne i Frankrig

Den arbejdsmarkedsreform, der lige nu skaber voldsomme protester i Frankrig, er ligesom tidligere reformer et resultat af EU’s politik. Derfor er den bedste solidaritet også sammenhold og modstand mod unionens nedskæringsdiktater.

Protesterne med nedskæringer spredes i Europa!

I Danmark var der protester mod velfærdsforringelser i 74 danske kommuner den 12. maj da Velfærdsalliancen rullede sig ud, i Belgien holder den offentlige transport stille i dag på grund af generalstrejke og i Frankrig har i hundredetusindevis af mennesker været på gaden igen og igen de seneste dage.

Det er ikke med ét enkelt mål, men det er protester imod forringelser af velfærden af arbejdsmarkedet.

I Frankrig, hvor man må sige at bølgerne går højt netop nu, har protesterne mange ansigter og mange mål. En af de udløsende faktorer var dog præsident Hollandes arbejdsmarkedsreform, som gør det lettere at fyre folk, at forlænge arbejdsugen fra 35 til op til 65 timer og at ansætte folk på midlertidige kontrakter uden om fagforeningerne.

Reformen har forståeligt nok udløst voldsom vrede hos fagforeninger og arbejdstagere i det hele taget og så bliver den ovenikøbet vedtaget uden afstemning i det franske parlamentet.

Nedskæringspolitikken fra Bruxelles

Jeg skal ikke tage protesterne til indtægt for en bestemt holdning til EU. De, der demonstrerer, er helt sikkert delte på spørgsmålet, men for mig viser den franske arbejdsmarkedsreform og angrebene på arbejdsmarkedet og velfærden overalt i EU et samlet billede, nemlig at EU på alle måder fremmer en arbejderfjendsk politik, som forsøger at spille arbejdstagerne ud imod hinanden.

Når der kommer en reform som den franske, så skyldes det blandt andet to forhold;

På det strukturelle plan har Frankrig haft kroniske problemer siden euroen blev indført, og alene det forhold at de har samme møntfod som Tyskland giver problemer. Med forskellige valutaer kan kursen jo justeres efter konkurrenceevne, men med samme valuta kan forskellen i konkurrenceevnen ikke udlignes dér, men i stedet ved f.eks. at presse arbejderne til at arbejde mere og billigere.

På det lidt mere aktuelle plan har Frankrig haft mere eller mindre stagnation siden den økonomiske krise brød ud med stigende arbejdsløshed og budgetunderskud. EU's svar er det samme over hele linjen, de kræver reformer og nedskæringer, og ligesom Frankrigs nedskæringsreformer var et resultat af EU og EU's regler, så er den nuværende reform det også.

Vejen frem: Modstand

Det er naturligvis ikke en undskyldning for den franske præsident, ligesom det heller ikke er en undskyldning for den danske regering, når nedskæringerne på den danske velfærd bliver drevet frem af EU-krav.

Til gengæld viser det vejen for, at vi må stå sammen med en klar kritik og modstand mod forringelserne overalt i Europa. Det betyder en kritik af toppen i de enkelte lande, men også en kritik af det EU, som ovenikøbet har traktatfæstet en stor del af den økonomiske politik.

Et evigt fokus på at øge konkurrenceevnen – koste hvad det vil for arbejdstagerne – og en konstant strøm af reformer, som kun tilgodeser de store virksomheder, det er ikke opskriften på et fredeligt Europa i velstand, men derimod på et Europa skarpt delt op mellem de rigeste og de fattigste og langt væk fra et velfungerende og inddragende demokrati.

Vi må stå sammen med en klar kritik og modstand mod forringelserne overalt i Europa! Det betyder også en kritik af EU.