Annonce

12. november 2015 - 13:53

Skal Inger Støjberg have vetoret over asylpolitikken?

Hvis der ender med et ja ved folkeafstemningen den 3. december, så kan det medføre, at Inger Støjberg får vetoret over Danmarks deltagelse i fælleseuropæiske løsninger for flygtningene.

"Hvordan det?" spørger du forståeligt nok. Tillad mig at forklare.

I de aftaler om folkeafstemningen, som de fem ja-partier (Soc.dem, SF, V, K og Rad.V) har indgået lyder det: "Aftalepartierne har gennem hele forløbet været enige om, at Danmark ikke skal være en del af den lovgivning på asyl- og indvandringsområdet, som vi i dag står uden for. Sådan vil det også være i fremtiden." I aftalen står også: "Fremtidige tilvalg af retsakter om asyl og indvandring forudsætter enighed blandt aftalepartierne."

Det vil i praksis sandsynligvis betyde, at samtlige fem ja-partier  deriblandt Venstre og Inger Støjberg  får fuld vetoret over Danmarks deltagelse i asylpolitik på europæisk niveau, hvis det bliver et ja den 3. december. Det kan reelt forhindre at vi kan tage vores del af ansvaret i den massive krise, der har sendt tusindvis af flygtninge på flugt.

Tilbage i september sagde Inger Støjberg til bt.dk: "Vi tager ikke en andel af flygtningene på grund af vores retsforbehold". Det var ikke sandt. Danmark var nemlig af EU-kommissionen blevet bedt om at deltage, selv om vi havde retsforbeholdet.

Derudover vil et ja d. 3. december netop ikke komme til at gøre en forskel for de mange på flugt. Med en vetoret til Venstre vil også fremtidige regeringer være afhængig af, at Inger Støjberg lige har lyst til at vi deltager i en solidarisk løsning. Har vi virkelig lyst til at udstyre hende med den mulighed?

Derimod er chancen for at gå med i en fælleseuropæisk løsning på mange måder større ved at stemme nej.

For med et nej kan vi vælge en ny regering, der kan indgå en mellemstatslig aftale med resten af de europæiske lande om at tage vores del af ansvaret. Det kan godt være, at det har lange udsigter med tanke på den nuværende regerings politik på asylområdet, men det er trods alt en regering, der kan skiftes ud.

Med et nej fortsætter retsforbeholdet i sin nuværende form uden studehandler om veto mellem de fem ja-partier. Det vil derimod være befolkningen, som sidder med nøglen til magten over asylpolitikken. Det betyder gode muligheder for internationalt samarbejde, samtidig med at vi fastholder magten over retspolitikken.

Stemmer vi ja den 3. december får alle fem ja-partier vetoret over en solidarisk europæisk løsning for de mange mennesker på flugt. Det synes jeg ikke at Inger Støjberg og co. skal have.

PS: Ovenstående kunne lyde som om, at jeg er fan af EU's flygtningeløsning. Det er jeg ikke. Den er er i mine øjne helt utilstrækkelig og usolidarisk. Men uanset hvad skal Inger Støjberg ihvertfald ikke have vetoret.

Annonce