EU er ikke en solidarisk løsning

Det lyder nemt og godt at sige, at man ønsker en fælles solidarisk løsning i Europa for flygtningeproblemerne. En løsning hvor landene løfter i flok og påtager sig et fælles ansvar.

Hvor er vi mange, som ønsker netop dét. En fælles, solidarisk løsning. Desværre er der ikke noget der tyder på, at EU kan udgøre en sådan løsning. Det eneste man kan opnå fælles løsninger om i EU er forsøg på at holde så mange flygtninge væk, som muligt. Ikke ligefrem den solidariske løsning, som vi ønsker os.

EU har igennem årene udviklet et helt sæt af løsninger, som har til formål at holde flygtninge væk. Uden at skæve til hvorfor de flygter i øvrigt. Løsningerne består blandt andet i grænsekontrol, som skal stoppe flygtningene før de når EU, det betyder blandt andet at man har stoppet og sendt både tilbage på det åbne hav, og Amnesty har dokumenteret de forfærdelig mange drukneulykker, hvor EU's grænseagentur kunne have gjort en forskel – men valgte ikke at gøre det.
Selv de nye såkaldte redningsmissioner er forankret i FRONTEX, som har til formål at holde flygtninge væk, ikke at redde dem.

Derudover har EU en historie af forfærdelige samarbejdsaftaler, hvor diktatorer som Gaddafi i Libyen bliver udstyret med penge og våben mod at de forhindrer de flygtende i at forlade landet. Ude af EU’s øje, ude af sind synes at være retningslinjen. Så sent som få måneder før Gaddafi faldt, altså efter at verdenssamfundet havde fået øje på hans forfærdelige overgreb mod befolkningen, da var EU stadig i gang med at forhandle en ny aftale på plads med ham om våben.

Det var usolidarisk med flygtningene, lige såvel som med lokalbefolkningen, som jo fik hans mange våben at mærke.

Af nyere forhold stikker det i øjne, at EU stadig ikke har krævet, at Tyrkiet stopper deres hetz mod Kurderne. EU har enormt tætte forbindelser med Tyrkiet, med store økonomiske tilskud og en tilgang hvor man forsøger at behandle Tyrkiet som et tæt-på-medlemsland. Dette forhold er ikke blevet ændret af, at Tyrkiet har dannet en jerngrænse mod Kurderne i Kobane med det resultat, at man mangler de mest basale ting og på trods af at man skulle tro, at Kurderne, som jo kæmper imod ISIS, på en eller anden måde måtte betragtes som venner. Tyrkiet har desuden brugt kampene mod ISIS som undskyldning for at fængsle en lang række kurdere, som de var trætte af, fordi de har kæmpet imod Tyrkiets mange brud på kurdernes menneskerettigheder. Kritik fra EU? Ikke ligefrem.

Der kan altså ikke herske tvivl om, at EU opfører sig på verdens plan, som man har lyst til og som det lige passer i eget kram. Desværre er solidaritet med mennesker, herunder desperate mennesker i nød som flygtningene jo er, langt fra en prioritet. Derfor forekommer det også ganske umuligt at forestille sig, at EU faktisk kunne hoste op med en bare nogenlunde fornuft aftale. Vi kan håbe på, at fordi situationen er så vanvittig som den er i især Sydeuropa lige nu, så vil der komme enkelte små forbedringer og dem skal vi tage godt imod, men en langvarig, god og ikke mindst solidarisk løsning må vi nok finde andre steder.

Her er vi så heldige, at der findes noget der hedder Europarådet (som ikke har noget med EU at gøre) og at FN har en særlig flygtningeorganisation. Begge steder er det helt oplagt at søge egentlige solidariske løsninger. De kan være lige så bindende og forpligtende, som noget EU kan finde på, men de vil ikke på samme måde have skær af bare at hyppe egne økonomiske interesser. Og samtidig har de faktisk nogle virkelig dygtige mennesker, som har meget stor ekspertise indenfor spørgsmål om, hvordan vi dels kan hjælpe i nærområderne og dels kan lave en god fordeling og behandling af flygtningene.
Det skylder vi at give en seriøs chance. Vi har nemlig brug for en rigtig solidarisk og fælles løsning til glæde for flygtningene og verdenssamfundet.

Og så lige en afsluttende bemærkning om retsforbeholdet; Uanset resultatet af afstemningen, så bliver Danmark ikke en del af EU's asylpolitik. Men stemmer man ja, så overlader man det til de 5 EU-begejstrede partier at afgøre det i fremtiden – stemmer man derimod nej, så fastholder man beslutningen hos befolkningen. Derudover gælder det, at vi sagtens kan beholde retsforbeholdet og alligevel være med, hvis der kommer disse små forbedringer, som vi alle håber på.