Gældsøkonomien forlader os aldrig vores skyld

Denne tekst blev bragt som kronik i Politiken 9.10.2013

Da den længeventede Rangvid rapport kom for et par uger siden, kunne vi konstatere at finanskrisen har kostet Danmark den nette sum af 400.000.000.000. Årsagerne til, at finanskrisen ramte Danmark så hårdt, skal blandt andet findes den politik, som blev ført af den tidligere VKO regering, i en række offentlige institutioner og tilsyns manglende indgriben og i de store danske bankers spekulative virksomhed.

Men en ting er historien om vores samfundsøkonomi og alle de politiske beslutninger og økonomiske forandringer. En anden er historien om, hvad der egentlig skete med os som individer. En af de områder der her bør tildeles stor opmærksomhed er størrelsen og omfanget på den private gæld danskerne sad inde med, da krisen ramte os.

I løbet af de sidste 30-40 år har den private gæld indtaget en helt central rolle i vores samfundsøkonomi. I følge Danmarks Statistik steg den private gæld fra 1994 til 2010 med ca. 230 procent, fra 749.61 milliarder kr. til 2.475.87 milliarder kr. Den samlede danske privatgæld lå i 2011 på 158 procent af bruttonationalproduktet og var dermed blandt de højeste i EU.

At den private gæld er steget så meget, hænger sammen med, at den nuværende samfundsøkonomiske model til dels hviler på lånefinansieret forbrug. Et sådant forbrug har været muligt, bl.a. fordi bankernes udlånspraksis ændrede sig i løbet af de to sidste årtier, så det blev meget nemmere at låne langt flere penge. Men det var ikke kun praksis, som blev ændret – den samfundsmæssige fortælling om gæld forandrede sig også.

Under opsvinget i 00’erne blev det gentaget gang på gang, at man skulle benytte sig af de billige lånemuligheder. Det ville aldrig blive billigere, og personer der ikke udnyttede denne mulighed, blev nærmest anset som dumme. I årtierne før krisens udbrud blev det på denne måde både mere i orden og mere almindeligt at gældsætte sig. En af måderne, hvorpå gælden blev en helt integreret og næsten usynlig del af vores hverdag, var igennem kreditkortindustrien og muligheden for at optage kassekredit, der voksede frem fra midten af 1970´erne.

I forbindelse med mit speciale fra sociologi på Københavns Universitet interviewede jeg en række forgældede danskere. Det var ikke mennesker, som led af købemani og havde brugt hundredetusindvis af kroner på forbrugsgenstande, som vi ser det i programmer som TV3 ´s Luksusfælden. Derimod var det ganske almindelige danskere, der havde det til fælles, at krisen markant havde ændret deres gældssituation.

Alle havde de oplevet, at det var utrolig nemt at optage gæld før krisens udbrud. En del var blevet opfordret af deres bank i breve og mundtligt til at låne penge og adskillige fortalte historier om, hvordan de havde forladt banken med et lån, der var langt større end det, de oprindelig havde planlagt. Samtidig herskede en samfundsstemning, som fik gælden til at fremstå naturlig.

Men med krisens ankomst ændredes opfattelsen af privat gæld sig markant. Gæld gik fra at være noget alle havde, og hvor man nærmest var lidt dum, hvis man ikke havde udnyttet alle de gode lånemuligheder, til at blive syndigt, skamfuldt og forbundet med skyld. Den private gæld gik fra at være midlet, som kunne indfri vores drømme til at blive kæden der lænkede os – både i økonomisk og moralsk forstand.

Som allerede Nietzsche påpegede, kommer det tyske ord ’schuld’ fra begrebet ’schulden’ og på dansk forholder det sig faktisk på samme måde – ordet ’skyld’ kommer af verbet ’at skylde’.

Den private gæld er på den måde sammensat af to former for gæld - en konkret pengegæld og det man kunne kalde en social eller moralsk gæld. Der ligger nemlig ikke kun en forventning om, at den forgældede person betaler sin egentlige pengegæld tilbage. Tilbagebetalingen tager i høj grad også form som en konstant afretning og indretning af skyldnerens handlinger. Den sociale eller moralske gæld betales af igennem en særlig måde at opføre sig fornuftigt på, planlægge, disponere økonomisk, forpligte sig til at arbejde og tilpasse sig særlige markedskrav - både for at beholde og evt. få arbejde.

Fra at gælden før krisen havde åbnet op for flere muligheder, blev den efter krisen det der indskrænkede handlerummet og friheden. Eksempelvis var flere i forbindelse med boligprisernes fald, blevet teknisk insolvente og sad nu som stavnbunde i deres eget hjem. At købe en ejer eller andelsbolig blev ellers før krisen betragtet som noget af det mest sikre. Opfattelsen var, at det kunne ikke gå galt hvis man investerede i mursten. Nogen af dem, jeg talte med, fortalte hvordan de før krisen opfattede det at eje sin egen bolig som lig med frihed. Den opfattelse var markant ændret nu, hvor det var blevet langt mere attraktivt at bo til leje, fordi man altid ville være fri til at flytte.

En anden måde, adskillige følte deres frihed indskrænket, var i forbindelse med jobbet. Hvor arbejde før i højere grad kunne handle om at realisere sig selv, havde de fleste nu langt mere fokus på først og fremmest at beholde deres job, for derved at kunne betale af på gælden. De fortalte om hvordan de undlod at påpege problemer overfor deres chef og generelt nok mere bare dukkede nakken og makkede ret.

Samtidig var det oplevelsen, at banken, der før havde været så ivrige for at låne dem penge, nu ofte ikke engang ville hæve kassekreditten med et par tusind. Fra at være blevet ringet op af sin bankrådgiver og budt på kaffe, måtte de nu trygle om at få nedsat et afdrag. Det konkrete økonomiske råderum, var på den måde for mange af de forgældede jeg talte med, blevet væsentligt indskrænket.

Men det er ikke kun den mere håndgribelige form for frihed, eksempelvis den økonomiske frihed, friheden til at flytte eller skifte job, som gælden er med til at indskrænke. Også en så abstrakt størrelse som fremtiden, er gælden med til at forandre. Fremtiden er almindeligvis forbundet med det åbne og uforudsigelige, men gælden er med til at lukke denne åbenhed. Hvor arbejdet er en måde at sælge sin nutid for en løn, er gælden et løfte om afkastet af fremtidigt arbejde. Når penge lånes, er det gældsoptagerens fremtidsplaner og livsstil, som skal garantere, at han eller hun tilbagebetaler gælden. Men de forgældede følte nu, at gælden i høj grad havde beslaglagt deres fremtid og deres drømme om fremtiden, der enten var bristet eller sat på standby.

I stedet for blot at betale økonomisk tilbage, betaler skyldneren altså også tilbage ved at indrette sit liv og ikke mindst sin forestilling om fremtiden på bestemt vis – hvilket kan ses som en del af den sociale og moralske tilbagebetaling.

At gæld og fremtid hænger sammen, er ikke noget nyt. Det nye derimod ligger i de konkrete fremtidsudsigter, som den økonomiske krise har skabt. Lånebyrden er vokset støt, bl.a. på grund af de private husholdningernes ønske om øget forbrug eller nærmere fremrykning af forbrug. Der er nemlig ofte tale om, at gæld bruges til at indfri et ønske om forbrug nu, understøttet af en forestilling om højere eller vedvarende indkomst senere i livet. På den måde bygger gældsoptagelsen på en forventning til i fremtiden at kunne betale af.

Men den nuværende økonomiske krise, stiller spørgsmålstegn ved, om fremtiden stadig kan være nutidens økonomiske garant. Fremtiden, der før repræsenterede friheden, eller muligheden for at indfri ønsker i nutiden, er måske ved at få en anden karakter, hvor den i stedet bliver det, der binder os i nutiden.

De forgældede personer jeg snakkede med var alle under 40 år, og havde dermed en vigtig ting til fælles, som hænger tæt sammen med den usikre økonomiske fremtid, som krisen har skabt. For mens alle under 40 år i dag gennemsnitligt sidder i gæld med ca. 67.000 kr., har alle over 40 år, gennemsnitligt en formue på over 128.000 kr. Almindeligvis vil dette måske ikke blive betragtet som hverken opsigtsvækkende eller problematisk. Vi stifter gæld, når vi er unge, får familie, køber hus, bil, hund og igennem livet betaler vi af og ender med en formue. Men netop udbruddet af den mest omfangsrige økonomiske krise siden depressionen i 1930´erne, bør få os til overveje denne fortællings rigtighed. Måske er gældproblemet, i langt højere grad et generationsspørgsmål, mere end et spørgsmål om at befinde sig et sted i en bestemt livscyklus.

Vi har været vant til, at vores samfund kun blev rigere for hver generation, men det er ikke nogen naturlov. Måske bliver vi den første generation siden 2. verdenskrig, der kan se frem til dårligere forhold end vores forældre og her spiller den store private gæld en ikke uvæsentlig rolle.

Men krisen blev ikke kun en måde, hvorpå gæld gik fra at være lig med frihed til ufrihed, også gældens sammenhæng med skyld og moral blev genoplivet. De forgældede, jeg talte med, fortalte hvordan de følte sig flove og skyldige over, at være hoppet på fortællingen om evigt stigende boligpriser og forbrug. En enkelt prøvede sågar at aflyse interviewaftalen med mig, fordi som han sagde, det føltes som at skulle i skriftestolen og bekende sine synder – bare uden det dejlige gitter, man finder hos præsten, imellem os. Samtidig gjaldt det for langt de fleste, at de anså det, som det moralsk rigtige at ville betale sin gæld under nærmest enhver omstændighed. Selvom de også til tider bebrejdede bankerne og VKO regeringen for at føre en uansvarlig politik, var den moralske forpligtelse ofte den dominerende. Man betaler ikke bare tilbage fordi man skal, men fordi det er det rigtige i rent moralsk forstand.

På trods af finanskrise, faldende boligpriser, stigende arbejdsløshed og en række andre samfundsmæssige årsager til, at det kan gå den enkelte person dårligere, følte langt størstedelen af dem jeg talte med en meget individuel skyld. Det var på mange måder deres og kun deres ansvar, at de befandt sig i den situation, de nu sad i.

Den gamle sang om, at ”det er samfundets skyld” er i dag vendt på hovedet, og vi har igennem de sidste 30 år oplevet en stigende individualisering i næsten alle samfundsmæssige anliggender. De risici, som et frit marked medfører, er ikke længere et fælles anliggende, man som samfund beskytter sig mod igennem velfærdsstatens værn. Det er derimod blevet et privat og individuelt ansvar, at håndtere de omkostninger, som finansielle og økonomiske nedture og kriser bringer, herunder problemer med gæld.

At de forgældede følte sig skyldige og tynget af dårlig samvittighed havde blandt andet sin årsag i den måde medierne, efter krisen, begyndte at fremstille gæld og ikke mindst forgældede personer.

Når gældsproblemet forklares i medierne, lægges der godt nok vægt på bankernes udlånspraksis og finanskrisen, men samtidig fremhæves også en problematisk forbrugsadfærd hos de forgældede individer, som årsagen til gældsproblemerne. Gælden er skabt af et ustyrligt og fuldstændigt vanvigtigt overforbrug og individet og dets brister i form af mangel på realitetssans, mådehold og et afstemt forhold til penge fremhæves som årsager til den store gældsbyrde. Årene inden finanskrisen beskrives som festlige, mens gælden i sin nuværende form fremstilles som de moralske og økonomiske tømmermænd, som krisen har skabt.

Men der hersker et paradoks omkring den gældsmoral, som kommer til udtryk i medierne. For mens gælden på den ene side fordømmes som moralsk forkastelig og problematisk, opfordrer både politikere og økonomer igen og igen til, at forbruget kommer i gang. Det er således muligt, at der er en form for dobbeltmoral på spil i den offentlige måde at tale om gæld på. På den ene side er danskerne alt for forgældede, de bør komme til fornuft og lære at ’styre’ sig. På den anden side, er det tilsyneladende genetableringen af et gældsbaseret (over)forbrug, som skal få Danmark ud af krisen.

Denne dobbeltmoral peger på et mere grundlæggende paradoks i gældsøkonomien.

Individualiseringen af både skyld og ansvar skal nemlig ses i konteksten af de politiske og økonomiske forskydninger, der sidste 30 år, har været med til at lægge grunden for en støt stigende privatgæld. Vigtigst at nævne er her for det første den omfattende deregulering af de finansielle markeder, som har ført til at disse markeder i dag udgør en langt større del af økonomien end den egentlige produktion af varer. For det andet en intensivering af en samfundsmodel, hvor et nødvendigt og voksende privatforbrug, i større og større omfang finansieres af privat gæld. Og for det tredje bankerne ændrede udlånspraksisser som netop har muliggjort et sådant forbrug.

Så mens gælden indtager en vigtigere og vigtigere rolle for samfundsøkonomien, bliver den samtidig, særligt under den aktuelle krise, i højere og højere grad et individuelt ansvar. Dette individuelle ansvar for gælden stimuleres og understøttes af den skyld, som er en så grundlæggende del af gældsforholdet.

At penge og økonomi, er områder, som har stor indvirkning på vores liv burde ikke komme som en overraskelse for nogen. Alligevel accepterer vi en samfundsmodel der baseres på at almindelige mennesker i større og større omfang forgælder sig, mens gevinsterne på de finansielle markeder og i bankerne skyder i vejret. Senest så vi hvordan forhenværende direktør i Danske Bank Eivind Kolding blev forgyldt for ca. 23 millioner.

Der bør ikke være nogen tvivl om, at en sådan gældsøkonomi er ikke vores - lønmodtagerne, studerende, pensionisterne og arbejdsløses interesser. Tværtimod har den dybe konsekvenser, ikke kun på et samfundsmæssigt, men også på et personligt og individuelt niveau. Både mentalt og materielt indskrænkes vores frihed. Og med gælden følger ikke kun en økonomisk, men også en tung skyldsmæssige byrde.