Et brev fra fremtiden og en opfordring til nutiden

Her i foråret blev jeg spurgt, om jeg ville være dommer i en essay-konkurrence, som Det Ny Clarté havde udskrevet. Temaet var utopier, og jeg tænkte, at det var en udmærket måde at se, hvad der rørte sig på venstrefløjen.

Det var ikke forfærdelig mange essays, som var indleveret, da konkurrencen sluttede. Og det siger måske en del om venstrefløjens tilstand - hvad angår utopier. Essaysne svingede i kvalitet, men det mest bemærkelsesværdige for mig var den retorik og de tanker, som gik igen i flere essays. Trods deres forskellighed havde jeg det flere gange, som om jeg læste tekster, der kunne være skrevet for sådan cirka 100 år siden. To skilte sig dog markant ud og var også de tekster, vi valgte som vindere af 1. og 2. præmien.

De vandt af flere grunde, men for mit vedkommende især fordi de fik mig til at tænke videre, fik min lyst til at diskutere frem, fik mig til at drømme. Man kan være uenig i det hele, dele eller næsten ingenting – teksterne sætter begge noget i gang. Og det er en stor del af formålet med utopier. Mere end at skitsere fremtiden som et fast mål vi arbejder mod, så skal utopierne give stof til drømmene, modet og lysten til at forandre og bevæge sig mod noget andet.

Der er et stort underskud af utopier på venstrefløjen – både den slags der indeholder nytænkning, men også den slags utopi, der indeholder kritik. Måske vil nogen være uenige med mig, og det er muligt jeg tager fejl. Men hvad der til gengæld er temmelig sikkert, er, at hvis utopierne florerer derude, rammer de ikke mig og formentlig heller ikke mange andre mennesker.

At der florerer så forholdsvist få ideer, drømme og nytænkning på venstrefløjen har store konsekvenser. På et mere overordnet plan har denne tilstand i mine øjne sat sine tydelige spor på den nuværende regering.  De ti år i opposition blev brugt at lægge strategier for, hvordan man skulle få magten, men ikke hvad den skulle bruges til, når man fik den. Det projekt, man havde udviklet, slap man hurtigt for i stedet at genoptage kursen fra den forrige regering.

Det er helt rigtig, at De Radikale bærer en stor del af skylden for, at den førte politik, har været så forholdsvis højreorienteret. Men de er ikke den eneste årsag. Det er for tyndt ikke også tage ansvaret på egne skuldre. Jeg er overbevist om, at en af årsagerne er, at ideerne bag regeringsprojektet ikke var stærke nok, veludviklede nok og at man troede ikke nok på dem.

Det er ikke kun et resultat af manglende idéudvikling i de to venstrefløjspartier i regeringen – det er også et symptom på tilstanden i hele det venstreorienterede politiske idéunivers.

Sidste sommer deltog jeg i en radiodebat om systemkritik på højre- og venstrefløjen med debatredaktør på Børsen, Christopher Arzrouni. Hans påstand var, at det ikke længere er venstrefløjen, men derimod højrefløjen, der står for langt den største del af systemkritikken. Det var ikke med min gode vilje, men jeg måtte give ham ret et langt stykke hen af vejen.

På venstrefløjen bruger vi langt det meste af vores energi på at forsvare og bevare. Er det ikke også utrolig vigtigt, når man igennem hundrede år har opbygget en velfærdsstat baseret på omfordeling og et ønske om både lige muligheder og lige vilkår, kunne man spørge? Er det ikke nødvendigt at forsvare velfærdssamfundet, når Danmark er det land i Vesteuropa, hvor uligheden er steget mest de sidste ti år? Jo og nej må svaret være.

Lige nu står vi i den paradoksale situation, at velfærdsstaten ifølge regeringen kun kan bevares, ved at der skæres ned på den. Jeg tror faktisk ikke, at regeringen tager fejl på det punkt. Hvis man holder sig til finansministeriets fremskrivninger, neoklassiske økonomers råd og påbud og Det Radikale Venstres ønsker – så ja, er der nok ikke så meget andet at gøre. Hvis man som regering på ingen måde ønsker at udfordre de tanke- og håndteringsmåder, som er de dominerende, har man et meget lille rum at regere i.

Rummet må udvides, hvis ikke venstrefløjens projekt skal ende med at handle om at bevare velfærdsstaten, mens vi forringer den, fordi rammerne, som vi ikke tør røre ved, kræver det.

Hvis ikke rammerne udfordres, og rummet udvides, ender vi som de systembevarende og konserverende. Og det på et tidspunkt, hvor vores samfund står foran problemer, der i den grad kræver det modsatte. Den økonomiske krise, klimakrise, høj ungdomsarbejdsløshed, fremtidens velfærd og stigende ulighed er nogle af områder, hvor vi som venstrefløj bør have langt bedre løsninger end højrefløjens usolidariske svar. Der er masser af muligheder og ikke mindst brug for et projekt, der ønsker at fremme lighed, lige muligheder, fællesskab og frihed.

Men det kræver, at vi som nævnt tør sætte spørgsmålstegn ved rammerne og rummet, men også at vi ikke kun falder tilbage på vores egne gamle løsninger – de er ikke ubrugelige, men bør suppleres med nye. Det kræver, vi giver plads til diskussion og kritik, uenigheder og mod.

Jeg opfordrer derfor alle til at dele deres utopier her hen over sommeren. Og til inspiration, diskussion og kritik kommer herunder vinderessayet af Det ny Clartés utopikonkurrence: ”Brev fra fremtiden” af Kim Ingemann. Senere på sommeren kommer 2. præmie-essayet. Begge essays kan også læses på Det Ny Clartés hjemmeside. Og udkommer tilsvarende på tryk til efteråret.

”Brev fra fremtiden” er så fin en utopi, bl.a. fordi den ikke har sig selv som endemål. Det samfund, som beskrives, er ikke uden konflikter, det er ikke færdigt og perfekt, men indeholder problemer. Sådan er jeg overbevist om, at samfundet altid vil se ud – der vil altid være rum, for at vi bevæger os mod noget andet og bedre, det er et grundlæggende vilkår.

Det kan problematiseres, at essayet har en miljøkatastrofe som udgangspunkt for forandring. For skal der nødvendigvis en katastrofe eller et sammenbrud til, for at mere gennemgribende forandringer kan finde sted – den tanke er jeg bestemt ikke tilhænger af selv. Det er også muligt at stille spørgsmålstegn ved den måde, essayet beskriver, at verden styres - uden en stat, men igennem sociale netværk. Hvad vil det sige i praksis, og kan det overhovedet fungere globalt, som der lægges op til? Der er meget langt fra vores nuværende verden, til den der i beskrives i brevet. For langt måske. Essaykonkurrencens 2. præmievinder er her helt anderledes tæt på vores egen verden, og de to essays supplerer derfor også hinanden ganske godt og viser, hvor bredt utopiideen kan strække sig.

God fornøjelse.

Brev fra fremtiden

For nogle år siden, da dygtige forskere fandt ud af sammenhængen mellem tænkning og tænkningens materielle substans, blev det muligt at sende impulser i tænkningens materielle netværk.

Og da de ved hjælp kvantecomputernes overmenneskelige kræfter knækkede koden for den nøjagtige sammenhæng mellem tid og rum, blev det muligt for os at påvirke fortidens tænkning.

Det er imidlertid ikke let at ramme præcist, fordi tænkning hele tiden er i bevægelse, og fordi det ikke er så let at gruppere tænkere, som det er at begrebsliggøre tanker.

Det er heller ikke muligt at gøre andet end at påvirke selve tænkningens impulser. Vi kan ikke forme den færdige idé, og vi kan ikke styre, om idéen vinder udbredelse. Heldigvis.

Men vi har gennem nogen tid, før vi forstod konsekvenserne, forsøgt at påvirke fortidens tænkning. Og vi må erkende, at de første forsøg må siges at være slået fejl. Det kan vi se, når vi læser historiens udvikling.

Nogle personligheder mærkede impulserne, og de formede en tanke om, at en ny tid er på vej, men de forstod tanken som en vished om, hvordan fremtiden ser ud, hvor de i stedet skulle have bygget døre til de nye rum af muligheder, verden endnu ikke har dannet.

Derfor misforstod de deres nutid som en irriterende barriere, der blot skulle overvindes.

Vi havde ikke taget højde for fortidens fremherskende todimensionale liniære historieopfattelse, som kun levnede plads til én slags ”fremad” og ”tilbage”.

Mange kunstnere havde dengang i praksis og forskere havde i teorien udviklet en forståelse af, at tid og rum er knyttet uløseligt sammen. Men vi havde ikke fuldt ud forstået, hvor lavt værdsat kunst og videnskab var dengang i forhold til nu.

I dag ved vi, at når tiden ændrer sig, ændrer rummet sig, og i en firedimensional virkelighedsopfattelse gives ikke kun ét ”fremad”, men en mangfoldighed af fremskridt fra en mangfoldighed af udgangspunkter, som tilsammen bliver en motor for tidsrummets forandring.

Men vi erkender også, at det sandsynligvis er vores generations primitive forsøg på at sende tankeimpulser, der kan være skyld i, at så mange sociale eksperimenter gik galt i det, der i den religiøse tid blev kaldt 1800- og 1900-tallet.

Vi har set, at der begyndte at ske nogle positive forandringer i begyndelsen af det, der dengang kaldtes det andet årtusinde.

Om det var fordi, at en vore impulser ramte rigtigt, vides ikke, men for en sikkerheds skyld har jeg tilladt mig – i kraft af min aktuelle rolle som planetens bestyrer –  at sende nogle impulser til nogle drømmere i den tid.

Og en af dem vil forhåbentlig have drømt min rapport om Jordens nuværende samfundsmæssige tilstand uden at have misforstået alt for meget. Og vedkommende vil aflægge den med håbet om at afklare situationen for datidens fremtidskæmpere.

Om ikke andet, så for at de skal vide, at de er på rette spor, selv om deres tænkning endnu er primitiv, og deres analyseapparater er mangelfulde.

Historien

I løbet af det første århundrede i det andet årtusinde i den gamle tidsregning gik kapitalismen langsomt i opløsning.

Denne primitive samfundsform var baseret på, at alle værdier i verden kunne gøres til varer og byttes for virtuelle værdier, som igen kunne veksles til varer.

Imidlertid var denne økonomi baseret på udnyttelsen af en af de værste sider ved levende væsener, nemlig egoisme.

Hele tilværelsen kom til at handle om at skabe ophobning af værdier i privat besiddelse, for eksempel guld, penge, værdipapirer og andet, man ikke kan spise, og som ingen reel værdi har.

Sålænge det lykkedes det kapitalistiske system at tilfredsstille de egoistiske sider hos mennesker, var den meget svær at bekæmpe.

Men det viste sig i løbet af netop dét århundrede, at systemet i den grad var baseret på et virtuelt konstrueret grundlag uden forbindelse til realøkonomien. Man spekulerede ikke blot i værdiskabelse, man spekulerede i spekulanternes spekulation i et tilsyneladende uendeligt krise-loop.

Dette og mange andre forhold degenererede samfundet og førte til en hensynsløshed, der skabte sult og nød og mental krise.

Da der udbrød en miljøkatastrofe i midten af århundredet, fordi spekulanterne og dyrkelsen af de virtuelle værdier udgjorde en afgørende hindring for at stoppe ødelæggelsen af Jordens ressourcer, var det tydeligt for de fleste på kloden, at vanviddet måtte stoppe.

Der udbrød mange typer oprør, opstande og revolutioner med forskellige politiske og religiøse programmer. Samfundene blev mange steder meget ustabile, og nogle brød helt sammen.

Med tiden kunne samfundene end ikke tilfredsstille egoisterne, som var afhængige af, at nogen ville dele ressourcerne med dem.

Det blev tydeligt for de fleste, at de dele af samfundene, som var baseret på samarbejde og udvikling i sociale netværk, var de eneste, der kunne sikre bæredygtige, højteknologiske samfund, som både tilfredsstillede menneskets interesser og naturen, som vi er afhængig af.

At vi på denne tid opdagede civilisationer i universet, som var mere veludviklede end vores, spillede også ind på vores villighed til at forandre os i fællesskab.

Ud fra disse erkendelser, uddøede mange gamle modsætninger mellem mennesker, eller de oplevedes ikke længere som værende væsentlige.

Det økonomisk-logiske system

I dag betragter vi modsætningen mellem Menneske og Natur som den væsentligste samfundsmæssige hovedmodsætning.

Samfundet er indrettet på at udnytte denne dialektiske modsætning som en drivkraft for samfundets udvikling.

De eneste egentlige ressourcer er mennesket og planeten.

Derfor er hele det økonomisk-logiske system bygget op omkring dette.

For at afskaffe klassedelingen er det gamle system med penge mellem mennesker afskaffet. Penge som magt er afskaffet. Arv er afskaffet.

I stedet for penge har man point på sin livskonto. For disse point kan man købe forbrug af Jordens ressourcer, og pointene forsvinder, når man dør.

Fordi mennesket er en grundressource, fødes hvert menneske med en grundværdi udtrykt i et antal point. Fordi et menneske i løbet af et livsforløb forbruger af planetens ressourcer, mister man point for hver dag, man lever.

Det antal point, man starter ud med, svarer til, hvad man har brug for til et normalt forbrug af point pr. dag for mad og fornødenheder i 100 år.

Man kan ikke bruge mere pr. dag end 1/36600 af dem, med mindre, man har tjent ekstra ved at bidrage til samfundet.

Antallet af medfødte point er regnet ud i forhold til, hvor meget man tærer på planetens ressourcer. Det er forventet, at man bidrager til samfundet og til verden ved at skabe noget af værdi for andre mennesker.  Derved kan man tjene sine point ind igen.

Men hvad nu, hvis man blot vil forbruge af ressourcerne og ikke bidrage med noget?

Ingen tænker sådan. Alle har lyst til at spille en rolle i samfundet, det giver anerkendelse i de sociale netværk, og det er den eneste egentlige ”løn”, man får i samfundet. Alle vil være berømte, alle ønsker anerkendelse. Hvis man er syg derimod, forbruger man af livskontoen, men den dækker jo et livsforløb.

I dag skelnes ikke længere mellem produktion og kunstnerisk kreation og kreation af viden. Alt, som andre kan bruge til noget, skaber værdi, og når man læser en bog, går der en del point fra den læsende til forfatteren. Det sker automatisk via computernetværket.

Det gør der også fra forfatteren til de forfattere, han læser, og hvis de er døde, går pointene til samfundet.

Der er tilstræbt fuld overensstemmelse mellem det, der giver værdi for mennesker, og det, som koster point. Og der er tilstræbt en bæredygtig balance i forbrug og skabelse af ressourcer.

Da den menneskelige økonomi er indarbejdet i en balance med hele økosystemet, er noget af det dyreste, der findes, rejser. Rejser bruger altid ressourcer, uden at der nødvendigvis i første omgang kommer noget produktivt ud af det.

Så oplevelser koster dyrt på livskontoen. Derfor er den vigtigste drivkraft for mennesker til at bidrage til samfundet og skabe værdi, at point kan omsættes i rejser og oplevelser.

Men oplevelser er også indirekte produktive ved, at de kan fodre forestillingsevnen og dermed den kreative tænkning og opfindertrangen samt skabe grobund for nye relationer i netværket.

Alle har pligt til at arbejde 2 gange 2 timer om ugen for samfundet. Det ene pligtarbejde er i en underordnet rolle, og det andet har en ledende eller kontrollerende karakter.

Pligtarbejdet kan være at rydde op på den nærmeste legeplads eller overvåge det lokale varmeværk. Det kan være at hjælpe til i den nærmeste fødevarebutik eller regulere trafikken for de mange motionsløbere på gaderne.

Man kan også vælge længere tids pligtarbejde, for eksempel et år, og holde fri fra pligter det næste år. Selv har jeg valgt sådan en opgave, fordi jeg i mit kunstneriske virke ikke bryder mig om de korte afbrydelser.

Og derfor, og fordi mange kender mig via mine interaktive lydkompositioner, som de ofte selv har bidraget til, lod det sig gøre, at jeg blev valgt som klodebestyrer i et år.

Pligtarbejdet kan ellers tilvælges efter interesse, men det er kollegerne indenfor det pågældende område, der tager stilling til, om man er den rette til jobbet. Ellers må man søge et andet sted. Man opfordres af sit netværk til at skifte pligtarbejde flere gange gennem livet, og man opfordres til at søge mindst et af de to jobs udenfor ens egen livsbane.

Livsbane

Man vælger livsbane i slutningen af grundskolen, men man har ret til at skifte livsbane senere i livet, hvis man ikke er tilfreds.

Livsbanen skal svare til ens evner og interesser, så man er i stand til at skabe værdi på sit område. Her kan man vælge en profession eller mange professioner, som man så dygtiggør sig i.

At skabe værdi er at skabe mere, end man forbruger af planetens ressourcer. Det betyder, at alt kreativt kunstnerisk arbejde og al skabelse af viden samt produkter, der vinder energi eller skaber nye ressourcer er meget værdsat.

Produktionen

Produktion af livsfornødenheder, mad m.v. skal tilstræbes at være i balance med forbruget, så der er principielt ikke tale om materiel værdiforøgelsee - ud over værdien i fortæringen og nydelsen – i madproduktionen.

Men da madvarer koster forbrug af ressourcer, koster de på livskontoen.

Kreativ produktion (ud over udgifter til produktionsmidler og mad) er neutral, indtil nogen bruger den. Ved brug overføres point til den, der har skabt værket. Den kreative produktion kan gøre folk "rige", men man forbruger også kreative produkter, når man skaber, så rigdommen fordeles tilbage til samfundet igen.

Al produktion tilstræbes at være bæredygtig. Meget højteknologisk produktion foregår i computernetværk, og meget kan automatiseres med robotter i længere perioder. Men fysiske varer distribueres i reglen i nærheden af stedet, hvor de produceres.

Vi har både højteknologisk produktion og arbejdsintensiv fysisk produktion, for eksempel jordbrug, der benytter de gamle, økologiske metoder, som nu er over 200 år gamle.

Al produktion er dog registreret i computer-netværk, som kan tilgås af aftagerne af produkterne, så alle kan se, hvor meget og hvornår, der er produceret.

Styreform

Alle har ret til at bestemme over deres eget liv, men da livet, mennesket, betragtes som et resultat af et samspil af sociale relationer, træffes alle afgørelser i et samspil med de relevante sociale netværk, man er med i.

Giver det anledning til konflikt, har individets stemme i egne livsspørgsmål samme vægt, som hele netværket tilsammen. Så man er nødt til at komme overens om en løsning.

Den gammeldags stat blev afskaffet, da de sociale netværk kunne træde i stedet. Og den enkelte er med i mange forskellige lokale og globale sociale netværk, som hver især beskæftiger sig med forskellige områder af livet og samfundet.

Af denne grund er beherskelsen af sociale relationer en grundkompetence i vores samfund. Hvis man ikke evner at navigere i relationer og netværk, risikerer ens personlighed at forkrøble og blive et objekt for fællesskabet.

Et socialt netværk taler ikke med én stemme. Automatisk repræsentation er afskaffet. Den enkelte har ret til at deltage i alle afstemninger og også ret til at uddelegere sin stemme.

For at stemme forventes det, at man ved, hvad man stemmer om. Da de sociale kompetencer, man bibringes allerede i grundskolen, har til formål at facilitere kreation og videndeling i de sociale netværk – og ikke mindst finde viden - er det ikke et problem.

Vi ved, at på jeres tid var der meget stor bekymring over, at klasseholdninger var på vej ud, og at samfundets magt var i færd med at blive immanent i den enkelte. Magten tog plads i det enkelte individ, strukturerede alle tanker og valg, der skulle foretages.

Det blev sværere at yde modstand mod magten, fordi flere og flere opførte sig som komponenter i et magtmaskineri, hvor deres rolle var defineret på forhånd.

Imidlertid kan vi herfra, hvor vi nu befinder os, berolige jer med, at det ikke er noget problem. Sålænge magten over mennesket kommer udefra, er transcendent, er der kun tilbage at organisere sig og yde modstand, hvis man føler sig undertrykt.

Men når magten er immanent, overflødiggøres de transcendente magtinstrumenter, staten, voldsapparatet. Man undertrykker sig selv, straffer sig selv, indordner sig, javist.

Men den immanente magt placerer sig ikke kun i, hvad Sigmund Freud kaldte ”over-jeg’et”, dér hvor pligten og loven indlejres, den placerer sig i hele personen, også dér hvor lysten og legen og skabertrangen formes. Så det er ikke kun magten, der indtager sindet. Det er også sindet, der indtager magten. Det enkelte individ er både objekt og subjekt.

Og det viste sig at være den væsentligste forudsætning for, at staten kunne overflødiggøres, da den teknologiske udvikling og erkendelsen af vor fælles globale skæbne krævede det.

Med udviklingen af magtens immanens er mennesket blevet mere civiliseret.

Egoisme og sociale relationer

Begrebet "ondskab" er ved at dø ud og betragtes i dag som en upræcis metafor for forskellige former for egoisme og den deraf afledte hensynsløshed, brutalitet, nedrighed.

Samfundets kulturelle og politiske fjende er derfor egoisme, der forstås som årsagen til al grusomhed og misforhold i de sociale relationer.

Egoisme bekæmpes ved, at alle lærer at skabe og håndtere sociale relationer.

Af samme grund er samfundets største og vigtigste sociale problem ensomhed, da den kan blive en kilde til bitterhed og egoisme.

Individuelt arbejde og kreativitet eller jævnligt behov for selvvalgt ensomhed betragtes naturligvis ikke som egoisme.

Socialklubber

Religioner er frataget objektiv sandhedsværdi, men ophøjet til metafor-systemer på linje med anden litteratur og kunst.

Dette skete i takt med, at de gamle etniske og kulturelle modsætninger blev afløst af den større bevidsthed om menneskets fælles skæbne i forhold til planetens tilstand.

Efterhånden erkendte vi, at disse tankesystemer ikke er væsensforskellige fra hinanden, men afspejler forskellige erfaringshorisonter med forskelligt oprindelsessted.

Efter at vi i fællesskab fratog religionerne objektiv sandhedsværdi, har de gamle metafor-systemer fået konkurrence fra en masse nye metafor-systemer, som blandt andet bygger på forskning i drømme og sammenlignende kulturhistorie.

Metafor-systemerne dyrkes i et væld af socialklubber, som netværker på tværs af andre netværk.

Der er også socialklubber, der dyrker rollespil, gamle produktionsformer og gamle styreformer.

Således er der folk, der leger diktatur og nogle, der leger herskab og tjenestefolk både i fysiske fællesskaber og i computerspilformer.  Diktatur-klubberne er dog ikke så populære længere, da medlemmerne sjældent kan blive enige om hvem, der skal være diktator.

Der er også en gruppe i det sociale netværk for "nisser",  der har oprettet en gammeldags nissefabrik, hvor man kan få lov at arbejde otte timer om dagen ved et samlebånd i sin ferie.

Det er til gengæld populært, især blandt de helt unge.

Sex og kærlighed

Da ensomhed er vores væsentligste sociale problem, betragtes det i dag som en menneskeret at blive rørt ved og modtage kærlighed.

Alle voksne har ret til sex og kærlighed. Men alle har naturligvis også ret til at afvise sex og kærlighed. Sociale relationer skal baseres på gensidig ligeværdig interaktion.

Hvis man ikke ønsker et fast forhold eller en fast familiestruktur, kan man melde sig ind i en legeklub, hvor man kan dyrke sex eller mad eller romantiske møder eller kæle-seancer eller andre lege.

De fleste lever dog i frie relationer uden for disse klubber, og familier opstår og forgår jævnligt. Der er et utal af familieformer, og det forudsættes ikke fra samfundets side, at en familieform er bedre end en anden, sådan som det var tilfældet, da religionerne herskede.

Filosofiske og etiske grundproblemer

Det kan måske lyde som om, vi i det nuværende samfundsfællesskab har løst alle samfundsmæssige problemer. Det har vi ikke.

Der er stadig mennesker, der opfører sig socialt uacceptabelt. Men decideret egoistisk adfærd er sjælden. At den tidligere var så svær at få bugt med, skyldtes, at samfundets væsentligste drivkraft var egoisme.

Man var nødt til dengang at kalde den ”ondskab” for at skelne den dårlige egoisme fra den gode. Men ved dengang at opildne egoismen i samfundet, genskabte man hele tiden ”ondskaben”, for ingen egoist så sig selv som ”ond”, blot i strid med andre egoister.

Mennesker, der opfører sig socialt uacceptabelt, hjælpes og oplæres af andre mennesker i deres netværk. Det er netværkets væsentligste samfundsmæssige opgave at sikre, at alle i netværket trives og hjælpes ud af problemer.

At spærre folk inde og afskære dem fra fællesskab anses for at være kontraproduktivt, når man vil styrke fællesskabet.

Kun hvis man er direkte farlig for sine omgivelser, kan man af det sociale netværk tilkendes begrænsninger i sin fysiske kontakt med andre. Men fremfor straf tilstræbes behandling, så de tilgrundliggende problemer løses.

Som nævnt i indledningen har vi i de senere år fundet ny viden om forholdet  mellem tænkning og tænkningen materielle substans.

Disse opdagelser har delvis ophævet det gamle skel mellem ideer og materialitet, for nu kan visse ideer materialiseres umiddelbart.

Det vil sige: Vi kan – omend endnu ret primitivt – aflæse tanker og give dem materiel form, for eksempel kan vores computere skabe en tegning på basis af en tanke.

Og det har skabt en væsentlig ny udfordring for vores samfundsorden, som jo ”belønner” kreativ produktion.

Vi tvinges til at afgøre, hvordan vi skelner mellem et kreativt produkt (for eksempel et billedkunstværk) kontra en skitse fra en drøm. Er den også et kreativt produkt?

En anden udfordring er: Hvad betyder denne viden (hvor man kan "læse" tanker og visioner) for eventuelle forsøg på at manipulere folk til at tænke bestemte tanker for at tjene bestemte menneskers vilje.

Dette problem udgør et nyt skisma mellem "det fælles" og "det private": Vi må som samfund sikre, at individet selv har ejerskab over sine drømme, så andre ikke betjener sig af dem og får point for dem.

Hvis tanker og drømme blot var fælles, kunne de med de nye teknologiske muligheder let udnyttes af enkeltpersoner til at opløse fællesskabet i et nyt profitslaveri.

Der er allerede nu røster fremme om, at denne udvikling tvinger os til at ophæve pointsystemet.

Men hvordan sikrer vi så balancen mellem individ og fællesskab?

Det er vores nye, store udfordring.

Afslutning

Kære fremtidskæmpere!

Jeg håber, I finder inspiration i vores lille rapport. Vi ved godt, at i jeres tid lykkedes det de dominerende kredse at reducere og forvise drømmen om en anden verden til et ikke-sted, et utopia.

Jeres fremtid, derimod, findes faktisk. Den er et rum, som I med stor sikkerhed træder ind i, og ved selve ankomsten forandrer I rummet, og rummet forandrer jer. I skal derfor ikke betragte drømme som et utopia.

Drømme finder sted, og stedet, de finder, er deres eget tidsrum, et chronotopia, der udforsker den, der udforsker det.

Med varme hilsener

fra den aktuelle klodebestyrer X, Chronotopia.