Køb kooperativt

I julen kaldes vi på som forbrugere fra alle kanter. Og vi svarer, også jeg. Men det er ikke lige kommercielt, det hele. Da jeg stod ved kassen i supermarkedet i går, blev jeg spurgt, om jeg ville ha’ pengene. Det var ikke et røvertilbud, men pointsøndag. De point, jeg har sparet op ved at handle, kunne jeg nu betale varer med. I går var der kun 17 kroner, men tidligere har der været over 70.

Når jeg handler i Coops butikker og får scannet mit medlemskort ind, får jeg – ud over gode rabatter – også dividende. Den udbetales som point, som jeg kan købe gratis for. Det kan du også, hvis du melder dig ind her. Det koster et depositum på 200 kr., men de tjener sig godt ind. 

Hvorfor nu det? Jo, det er såmænd mit afkast. Jeg er nemlig medejer af butikkerne. Sammen med halvanden million andre danskere. Hvem tjener penge på den del af overskuddet, der ikke geninvesteres i koncernen? Det gør vi.

Og det er en ret stor koncern: Coop, der skiftede navn for ikke så mange år siden for netop at understrege det kooperative, er "den største detailhandelsvirksomhed i dansk dagligvarehandel med en markedsandel på 42 %. Coop Danmark har sammen med de selvstændige brugsforeninger en årlig omsætning på cirka 50 milliarder kr. og 35.000 medarbejdere.” 

Coops butikker, Fakta, Kvickly, SuperBrugsen, Dagli'Brugsen, LokalBrugsen, Brugsen og Irma fungerer på markedsvilkår og Coop-koncernen skal drives uden underskud. Den enkelte butik kan dog godt have underskud, hvis det betyder, at der holdes liv i en lokal dagligvarebutik i det lille samfund i landdistriktet, for eksempel. Det er der mange eksempler på, at Coop vælger.

Omvendt forholder det sig i Dansk Supermarked A/S, der dækker over butikker som Netto, Føtex, Bilka og Salling. I 2010 havde de lige over 1300 butikker, 23.840 ansatte (årsværk), en omsætning på 54,1 mia. kr. og et overskud på 5,3 mia. kr. Dansk Supermarked A/S er i dag ejet af Salling med 81% og af A.P. Møller - Mærsk med 19%. Det er altså disse selskaber – og deres aktionærer – der får del i overskuddet.

Hvis du ikke har lyst til at nogle aktionærer skal tjene penge – som de bl.a. bruger på blå partistøtte – på dit indkøb, skal du altså handle kooperativt. Så får du selv del i overskuddet. Har du tilmed et politisk ønske om at samfundets ressourcer – og magt – ikke skal samles hos de få, der er heldige at eje meget, herunder store aktieposter, er det heller ikke ligegyldigt, hvordan du handler.

Køber du ind i en butik, hvor overskuddet deles ud til kunderne, som også kan lade sig demokratisk indvælge i butikkens bestyrelse, får du et mere lige og demokratisk samfund.

Køber du ind i en butik, hvor nogle aktionærer tjener på overskuddet og butiksledelsen i sidste ende styres af aktionærer, får du et mere ulige, privatkapitalistisk samfund.

Naiv. Super (Brugsen).
Politisk forbrugerisme er ofte blevet kritiseret som en narresut på venstrefløjen. Kritikken går på at man køber lidt aflad eller kan føle sig frelst, men reelt ikke ændrer noget. Det kan også være rigtigt på individuelt plan, men sammen kan meget flyttes.

Jeg vil tillade mig den omvendte kritik, som – trukket hårdt op – er, at det er hyklerisk at have nogle idealer, som man i praksis ikke efterlever, når det endda vil være ret nemt for de fleste at skifte Netto ud med Fakta eller Føtex med Brugsen.

Desværre er det lige så nemt at skifte den anden vej. Sidste weekend havde jeg besøgt min farmor i Birkerød og skulle lige nå at købe en ting til med hjem til konen. Desværre var det ti minutter over lukketid i Irma, så jeg gik op ad Hovedgaden. Min far boede der, så den er på sin vis min barndommens gade. Nu er den ramt af butiksdød.

Det er der sikkert flere grunde til, men den største er uden tvivl, at byrådet tillod at Føtex opførte en stor, grim kasse efter Hovedgaden, ud til vejen fra stationen. Det tiltrak kunder fra de andre butikker og omdirigerede trafikken, så færre i dag går gennem Hovedgaden. Med det resultat, at Super Brugsen, der lå i en flot rød murstensbygning, der omkransede byens plads, Majpladsen, som kroen og kirken ligger ved, sagde stop. Byens gamle hjerte. Nu er det stoppet, med flere døde butikker, hvor der før var liv.

Er jeg ikke bare en lalleglad naivist, som hovedpersonen i Erlend Loes roman Naiv. Super., når jeg sådan bliver trist over lukkede butikker? Er det ikke bare den vej, udviklingen går? Jo, hvis vi lader stå til. Det går den vej med mere og mere nethandel (som jeg også selv bruger til udvalgte specialprodukter, så jeg er bestemt ikke maskinstormer) og med flere megabutikker – og endnu flere på vej, hvis der bliver flertal for regeringens seneste ’vækstudspil’.

Men derfor behøver man jo ikke at forstærke udviklingen – hverken via sit eget forbrug eller de politiske beslutninger. Højrefløjen er langt mere ideologisk i dette spørgsmål, end venstrefløjen. Desværre. Ud over at tillade flere og større private butikker, favoriseres Dansk Supermarked A/S også via eksklusive indkøbsaftaler. Jeg kender til en blå kommune, hvor børneinstitutioner kun må købe ind i Netto eller på nemlig.com. Angiveligt fordi de får en lille rabat. Den er dog vist ikke nævneværdig.

Om den overstiger de fordele, man ville have som storkunde med medlemskort i Coops butikker, er jeg ikke sikker på.
Konsekvensen er, at skattekroner ryger i privat overskud, som udbetales til aktionærerne. Havde man valgt Coop, ville overskuddet tilfalde kommunen i det omfang, den handler, samt almennyttige formål, som FDB, der er foreningen bag Coop, støtter, jf. formålsparagraffen:

”FDB’s formål er at organisere forbrugerne til varetagelse af deres fælles interesser i overensstemmelse med de internationale andelsprincipper: a) Frivilligt og åbent medlemskab. b) Demokratisk medlemskontrol. c) Økonomisk medlemsdeltagelse. d) Selvstyre og uafhængighed. e) Uddannelse, undervisning og information. f) Samarbejde med andelsforeninger. g) Hensyn til en bæredygtig samfundsudvikling.”

Det ville være forfriskende om solidarisk orienterede lokalpolitikere lod ejerskabet bag butikkerne være en tie-breaker. At de valgte, at fællesskabets penge skulle lægges i fællesskabsbaserede butikker med kollektivt ejerskab, hvis deres tilbud ikke er dårligere end de private butikkers. Og det tror jeg ikke, det er herhjemme. Samme princip kendes fra den nye udbudslov, hvor offentlige indkøbere må foretrække socialøkonomiske virksomheder over privatkapitalistiske.

Måske er jeg naiv. Også når jeg tror, at vores kollektive forbrug kan ændre noget. Men man skal også være godt naiv for ikke at se højrefløjens favorisering af de store, privatkapitalistiske butikker frem for de mindre og de kooperative. Man er vel også ret naiv, hvis man ikke kan se en sammenhæng med partistøtten, som Dansk Supermarked A/S’ ejere giver til de blå partier.

En lang historie…
Kooperativer er ingen ny opfindelse. Grundlæggende handler de om fællesejet virksomhed. Samvirke, som man har kaldt det i Norden, og som Coops medlemsblad stadig hedder.

Ejerne, medlemmerne, kan være forbrugere som i brugsforeningerne, hvoraf den første kendte i moderne tid slog dørene op i Rochdale, en forstad til det industrielle Manchester i 1844 og i  i Danmark i 1866 med Thisted Arbejderforening.

Ejer-medlemmerne kan også være medarbejderne, som i mange af de mindre virksomheder, der vel især danner billedet på folks nethinde, når man siger kooperativ. Københavns Cykelkooperativ på Blågårdsgade fx.

Ejerne kan også udgøres af andre almene foreninger, som det er tilfældet med Arbejdernes Landsbank, der ejes af fagbevægelsen m.fl. Kooperative banker har i det hele taget været i fokus som et godt alternativ til spekulationsdrevne og uetiske privatkapitalistiske banker, med Skift Bank Dag som det klareste eksempel herhjemme.

Der kan fortælles en masse mere om kooperativer og er man interesseret i den danske arbejderkooperations historie, er Henning Grelles bog om den et glimrende værk. 

Historien er kort fortalt, at arbejderbevægelsen først organiserede sig om arbejdet – som arbejdere. Dernæst, også for at skabe bedre arbejdsvilkår –for at danne det ’skjold hvorpå stor-lockoutens sværd skal splintres’, som den socialdemokratiske åndsfader, Borgbjerg, benævnte kooperationen – skabte de kooperative brugsforeninger og virksomheder. Det skrev jeg mere uddybende om for et par år siden, bl.a. her på sitet, da jeg var konsulent i Kooperationen.

Venstrefløjen har altid haft fokus på hvordan folk tjener deres penge - på arbejde eller kapital - som sit analytiske udgangspunkt. I forlængelse heraf lød de berømte ord fra Marx og Engells i 1848: ’Proletarer i alle lande, foren jer!’

Næste skridt bliver at inddrage den kollektive forbrugeradfærd i kampen for frihed, lighed og solidaritet. Eller, om ikke andet, for ærlige produkter til ærlige priser, som Rochdale-pionerernes motto lød. Man behøver ikke være idealist for at købe kooperativt. Man kan også bare være snusfornuftig. 

Svinger man sig alligevel helt op på den ideologiske hest, kan kampråbet lyde:
’Forbrugere i alle sammenhænge, foren jer!’