Kommunalpolitik kan ikke klares med 1. maj-taler og principprogrammer. Det kan godt være, at det føles rarere og renere at nøjes med det. Men det er spild af god venstrefløj, hvis stemmerne ikke bliver brugt til forandring gennem godt politisk håndværk. Politik er som fodbold: Det er resultatet, der tæller. SF kan være stolte af sine resultater lokalt - også i Aarhus.
Jeg skrev for en uge siden et indlæg om SF’s flotte progressive resultater i København. Nu er turen nået til landets næststørste kommune, Aarhus.
Jeg skriver disse indlæg om SF’s resultater i de store kommuner, for at vise, at der er et rød-grønt parti, der skaber progressive forandringer. Kommunalpolitik kan ikke klares med 1. maj-taler og principprogrammer. Det kan godt være, at det føles rarere og renere at nøjes med det. Men det er spild af god venstrefløj, hvis stemmerne ikke bliver brugt til forandring gennem godt politisk håndværk. Politik er som fodbold: Det er resultatet, der tæller. SF kan være stolte af sine resultater lokalt - også i Aarhus.
Det kræver modet til indgå kompromisser og vende ansigtet til musikken, når kompromisserne skal forklares. I Smilets By kan vi smile, mens vi gør det. Også her har SF taget ansvar for at forandre. Og der står SF gerne på mål for det vi har opnået med de mandater, vælgerne gav os ved sidste valg.
Efter to hårde år, hvor VKO-regering og krise medførte store sparerunder, lykkedes SF i Aarhus med målet om at sætte en prop i besparelserne på kernevelfærd. I årets budgetaftale har SF været med til at forbedre velfærden: Der kommer ekstra midler til skolerne og til bedre rengøring, samt mere personale i ældreplejen. De flere midler til skolerne, betyder blandt andet, at SF’s gamle mærkesag om at få to voksne i de mindstes klasser, bliver til virkelighed i Aarhus. Da det var svært, var SF’s ledetråd, at skære i administration frem for kernevelfærd. Og da økonomien blev bedre, har velfærden fået høj prioritet.
SF vil videre end det, sidste periode bød på. SF Aarhus arbejder for at hæve skatten med en promille, samt hæve grundskyld og dækningsafgift. Det giver 125 mio. kr., som skal gå til 350 nye ansatte på skoler, daginstitutioner, ældrepleje og på det sociale område.
At det er nødvendigt at hæve skatten betyder ikke, at SF stopper arbejdet for at bruge kommunens pengene smartere. Pengene kommer ikke fra et bundløst kar, og derfor skal de også forvaltes med omhu. Derfor har SF i Aarhus sikret, at der ikke længere kastes så mange penge efter dyre eksterne konsulenter, og at kommunens IT-systemer kan bruge gratis Open Source-software, så man slipper for dyre licenser.
På den mere ideologiske bane, har SF sørget for at få afskaffet den liberalistiske børnepasningsmodel, ”modulpasning”. Det betyder en mere solidarisk finansiering og mindre administrativt bøvl for de ansatte.
Én ting er at holde hånd i hanke med økonomien – og det er vigtigt. Men en anden er den måde, man ønsker at forandringen skal ske. I SF mener vi, at forandring skal gro frem fra bunden – fra de mennesker, der ved, hvor skoen trykker. Derfor har SF Aarhus med Thomas Medom i spidsen, sørget for at der nu er indført en 24-timers svarfrist på borgernes henvendelser vedrørende pleje og omsorg. Når klager bliver hørt, kan vilkår blive forandret.
I sidste indlæg beskrev jeg, hvordan Ninna Thomsen har smidt stoppeurene og over-kontrollen væk i den københavnske ældrepleje. Nu kan jeg så fortælle hvordan Thomas Medom lavede en mindre kulturrevolution, da han blev skiftet ind som rådmand.
Han sendte forvaltningens medarbejdere ud i marken i tre dage, i praktik hos dem, der udfører kerneopgaven – de varme hænder.
”Administrationens opgave er at understøtte og servicere frontmedarbejderne, så de kan løse kerneopgaverne og hjælpe borgerne effektivt og med høj kvalitet. Og den bedste måde at sikre det på er, at administrationsmedarbejderne kender frontmedarbejdernes hverdag indefra”, forklarede Thomas Medom til TV 2 Østjylland.
SF har i hele perioden forsøgt at gøre sit for de socialt udsatte. Det betyder at socialområdet har fået eftergivet sin gæld, så det ikke skal tynge arbejdet med byens sværeste borgere. Konkrete initiativer som et fixerum, lægeordineret heroin og en lokal fattigdomsgrænse er indført. Det seneste skud på stammen er at SF har foreslået sociale 2020-mål lokalt i Aarhus.
Derudover var SF Aarhus først ude og hårdest i filten på alt hvad der hedder sociale klausuler og uddannelsesklausuler. Kædeansvar var en SF-mærkesag, der blev vedtaget i byrådssalen i sidste uge. Der er også bedre kontrol i pipelinen, så det sikres, at arbejdspladserne har ordnede og ordentlige forhold.
Ligesom i København, har SF i Aarhus forvandlet stemmerne til forandring i praksis, og samtidig formået at sætte ideologiske dagsordener om at stoppe liberalistiske børnepasningsmodeller og sikre danske løn- og arbejdsvilkår på kommunale arbejdspladser.
SF har hverken lod eller del i at Aarhus’ slogan ”Smilets By” er skiftet ud med ”Danish for progress”, men SF har givet lidt mening til det ubehjælpsomme slogan, ved at sørge for, at der skabes progressive resultater i byen.
Også i Aarhus kan man med ro i sin socialistiske sjæl stemme SF – fordi det flytter noget!