Annonce

4. august 2015 - 10:07

Den progressives dilemma

Et politisk spørgsmål trænger sig på for tiden. Ret så insisterende endda.

At jeg var nødt til at komme med et svar, gik op for mig, da varianter af spørgsmålet blev stillet af to af mine venner, uafhængigt af hinanden, på Facebook i sidste uge.

Den ene, en humanistisk venstreorienteret, skrev, hvis man skal uddrage essensen, at Mellemøsten og Afrika er fejlslagne regioner, hvilket både deres korrupte og udemokratiske ledere, men også Vesten, bærer ansvaret for. Uanset hvad, betyder det en massiv folkevandring mod nord, som vi ikke kan magte, hvis vi vil fastholde skattefinansierede, solidariske velfærdssamfund. Han sluttede af med ordene ” Vi er fucked.”


Jeg er ret enig, men gav ham kun et lakonisk-ironisk svar:


Nej, hverken læhegn eller vindmøller dæmmer særligt godt op for det oprørte menneskehav, forandringens vestenvind fører med sig, idet den naivt har glemt at kloden er rund og at man derfor bliver ramt i nakken til sidst, når man blæser for hårdt på resten af verden.

Lige nu fører alle historiske veje mod Rom. Folkevandringer udefra og dekadence indefra knækkede imperiet, da man sidst havde skabt en selvtilstrækkelig økonomisk centripetalkraft, der øgede tiltrækningen på periferien.

Se det på den lyse side: Statistisk set peaker vi igen. Om 1000 år. Don't grumble - give a whistle ;)


Men med det svarede jeg sådan set ikke på det reelle spørgsmål. Det, der i migrationsteorien kaldes den progressives dilemma. Vi tvinges til at vælge mellem velfærdsstat og lighed på den ene side, og frihed, åbenhed og kulturel diversitet på den anden.

Min anden ven, der er noget så eksklusivt som erklæret konservativ, skrev:
”Findes der nogen i blandt mine facebookvenskaber der kan forklare mig venstrefløjens flygtningepolitik?

Vi tog sidste år i mod ca. 14.792 via asylsystemet.

Det mener vi på højrefløjen er for meget, så det arbejder vi på at nedbringe. (Det er der mange gode grunde til, men det er en anden debat).

Hvad er venstrefløjens konkrete politiske ønske, hvis man ser bort fra behovet for at diskutere hvem der er de bedste mennesker?

Vil man have fri asyl? 17.000? 19.000? 45.000? Og hvis man i givet fald nævner et tal der er grænsen, er man så parat til at afvise nummer xx.xx1 og ligesom højrefløjen arbejde for nedbringe ansøgertallet så det ikke bliver større end den grænse man har sat sig?”

Det provokerede mig. Ikke mindst fordi det var et irriterende godt spørgsmål, set i lyset af det progressive dilemma, jeg var blevet præsenteret for af min anden ven. Men også fordi spørgsmålet indeholder den borgerlige udlændingetraver ”antallet betyder noget.” Den pisser mig lidt af. Ligesom ”det skal kunne betale sig at arbejde” er den indlysende rigtig. Og INGEN mener det modsatte..!

Ingen mener, at vi bare kan lukke alle verdens 60 millioner flygtninge ind i landet og så ellers bare hygge os som vi plejer. Det er en god, gammeldags stråmand, der ligger gemt i argumentet, nemlig ”venstrefløjen mener, at antallet er ligegyldigt”.

Nu er jeg provokeret, blevet lokket ud af busken og tager stilling! Men hov: Min ven har jo ikke selv taget stilling. Hvor få synes han, vi skal tage? Ingen? 5.000?

Jeg vil dog til en start medgive ham, at det er legitimt at ville forsvare sit velfærdssamfund og sin kultur (selvom dette ofte bliver misbrugt i en lettere paranoid opfattelse af, at dansk kultur forvitrer, hvis vi begynder også at spise shawarma). Vi er arvtagere af et bestemt samfund, som vi har en historisk forpligtelse til at føre videre og forbedre. Så konservativ er jeg også.

At der så er en masse anakronismer, vi burde have udviklet os væk fra, er en anden snak. Faktisk er det egentlig forkert at kalde mig konservativ i denne debat. Kommunitarist ville være mere passende. Fra hensynet til vores værdifulde fællesskabs fremtid, deler jeg perspektivet, min konservative ven opstiller.

Er der ikke en væsenforskel, er der i al fald en gradsforskel på os. Jeg mener ikke, at knap 15.000 asylansøgere (hvor mange, der så rent faktisk fik tildelt asyl er jo det egentlige spørgsmål), vælter læsset. Det er ca. 3 promille af vores befolkning.

Sverige, med en befolkning på ca. 10 mio. tog sidste år imod 30.000 asylansøgere, også 3 promille.  Storbritannien, med en befolkning på ca. 60 mio., tog imod 10.000, altså en sjettedel promille. Det fik den svenske justits- og migrationsminister til at kritisere Cameron for ikke at løfte sin del af opgaven. Det var på sin plads.


Jeg mener også, at det er Storbritannien, der er på vildspor. Det, der sker i Calais lige nu, hvor 9 mennesker er døde i forsøg på at komme genne nåleøjet, som tunnelen udgør, og hvor op mod 5000 har slået sig ned i en uorganiseret og sanitetsmæssig uforsvarlig teltlejr, er en skamplet på Frankrig og Storbritannien.

Jeg er nemlig også både humanist og tilhænger af humanitære løsninger. Nu slår min konservative ven mig så i hovedet med, at jeg vil konkurrere på hvem, der er det bedste menneske. Det vil jeg ikke. Min ven er en fin fyr og uden tvivl et godt menneske.

Men politisk må man lade sig lede af sine værdier og sin moral. Hvis jeg ikke må henvise til disse i denne debat for ikke at blive beskyldt for at være hellig, kan vi lige så godt stoppe debatten her.

Men det gør vi ikke. Når jeg ved folketingsvalgene i 2007 og 2011 havde en anstændig asylpolitik som en af mine mærkesager, var det netop fordi, jeg mener vi har en pligt til at yde et anstændigt asyl til dem, der reelt er nødt til at flygte. Herunder at give dem mulighed for en ordentlig tilværelse med bolig, job- og uddannelsestilbud mens de venter på afgørelsen. De bliver både de og vi stærkere af.

Jeg insisterer på, at alle mennesker har en ret til at få opfyldt deres fysiske behov og deres sikkerhedsbehov. Det vil medføre et krav om asyl i de tilfælde, hvor behovene ikke kan løses indenfor den pågældende borgers stat.  

Samtidig skal vi ”hjælpe i nærområderne”, som den højrefløjens figenblad for asylstramninger hedder. At de så samtidig skærer i figenbladet er ikke noget kønt syn.

Rige stater skal forpligtes til at arbejde for en mere ligelig fordeling af verdens ressourcer, både i og mellem staterne, hvilket FN i søndags erklærede som et af de 17 nye mål for verdens udvikling frem mod 2030.
I mine øjne det mest banebrydende mål.


Lidt polemisk kunne man se udviklingsbistanden som de rige landes betaling for at undgå krav om mere inklusive immigrationsregimer. Den danske højrefløj fremfører jo faktisk dette argument. Så må de også tage konsekvensen: Hvis man vil forsvare at opretholde sin velfærd og mere eller mindre homogene kultur overfor ekstrem immigration, kræver det en mere rundhåndet skattebetaling.

Også til ulande. Professor i nationaløkonomi og tidligere overvismand skrev i Politikens kronik 9. august 2007: ”[…]nok kan vi ikke løse alle verdens problemer, men vi har som et af verdens rigeste lande en forpligtelse til at give betragtelige beløb til ulandshjælp, FN og de humanitære organisationer og samtidig tage vores andel af verdens flygtninge.” Jeg er enig.

Hvad er så vores andel af verdens flygtninge?

Ud fra regeringens ageren på EU-topmødet 20. juli, hvor titusindvis af flygtninge, der er strandet i Grækenland og Italien, skulle fordeles solidarisk, kunne man tro, at Danmarks andel skal være 0.

Det var det, regeringen fortalte vores europæiske venner. Det er simpelthen for pinligt og for kortsigtet. Der kræves en fælles løsning, hvor de enkelte lande – også Storbritannien og Østeuropa, hvor man ikke tager ret mange flygtninge – ikke gives nogen påskud til at smyge sig uden om.

Tilbage til spørgsmålet. Flygtningene bør fordeles solidarisk i forhold til landenes befolkningstal. At absolutte numeriske grænser for antallet af flygtninge, vi tager imod, må afvises, ligger i min konservative vens eget spørgsmål: ” Er man så parat til at afvise nummer xx.xx1”? Det kan man jo dårligt som humanist, kristen eller hvilket moralkodeks – eller hvilken kombination af disse – man støtter sig til. Vi må løfte opgaven i fællesskab.

Skal man slynge et tal ud, bare for at gøre det? Så ok: 4 promille. Men det betyder så, at man ikke forholder sig verden udenfor. Hvor mange flygtninge er der? Hvor mange tager de andre lande?

Men antallet betyder noget, og jeg mener at tre promille er et mere holdbart udgangspunkt end det dobbelte, men er der flygtende mennesker, der har brug for – evt. bare midlertidigt – asyl, har vi en højere moralsk forpligtelse til at yde hjælp. Og fordeles de solidarisk, behøver vi ikke tage flere end i dag, selvom flygtningestrømmen måtte fortsætte med at stige.

Mit svar på den progressives dilemma bliver derfor et både-og. Jeg mener at vi som fællesskab legitimt kan forsvare vores velfærd og kultur. Indvandrere har ikke krav på at komme her, med mindre de familiesammenføres. Det betyder også, at det ikke er ”nok” at man ikke vil bo i et fejslagent land i Mellemøsten eller Afrika for at kunne få ophold i Danmark.

Men dem, der flygter fra krig eller forfølgelse, har vi pligt til at yde asyl.


Skal vi blive bedre til at håndtere den nuværende flygtningemængde, kræver det en solidarisk international fordeling. Skal vi kunne håndtere de fremtidige endnu større problemer, som min venstreorienterede ven fortvivledes over, kræver det en solidarisk international fordeling af goderne.


Herunder, at selskaber betaler den skat, de skal, i de lande, hvor de tjener penge. Herunder, at vi letter gælden for gældslåste lande og yder større og bedre udviklingsbistand. Herunder, at vi hjælper demokratiske kræfter med at presse diktatorer og korrupte ledere fra magten. Og det vil stadig ikke være nok til at fjerne flygtningestrømmen og ophæve den progressives dilemma.

Men lad os diskutere det og komme til, om ikke løsninger, så erkendelser, vi kan navigere efter.


Annonce