Annonce

24. maj 2013 - 16:44

Hvad kan vi lære af dagpenge-fejden?

 Det sidste års kamp om dagpengene er godt at lære af. Og selvom sidste uges indrømmelse fra regeringen kun markerer et foreløbigt klimaks, så ændrer de alligevel en del ved det politiske billede.

 

Vigtig indrømmelse

Efter at regeringen i måneder havde afvist at røre en finger, kom det som lidt af en overraskelse, da regeringen i sidste uge vendte på en tallerken. Pludselig indvilgede de i at sikre et forsørgelsesgrundlag for de mennesker, der mister dagpengeretten på grund af  VKO-reformen.

Dermed imødekom regeringen et af de krav, som Enhedslisten gennem længere tid har rejst, nemlig kravet om at sikre, at ingen af de udfaldstruede ville stå uden indtægt, fordi de ikke var berettigede til kontanthjælp. 

Der er tale om en lappeløsning. Men dog en lappeløsning, som er langt mere varig og vidtrækkende end de tidligere tiltag og akut-pakker. Ved forhandlingerne om sidste års finanslov sloges Enhedslisten for et års forsørgelse, men endte med et halvt. Nu bliver de arbejdsløse sikret op mod to år.

Det er en delsejr, som vil betyde, at tusindvis af rigtig levende mennesker undgår den totale økonomiske deroute. At det under forhandlingerne lykkedes at få den nye ydelse lagt ind under dagpengesystemet, få sikret uddannelsesret til ufaglærte og få fjernet finansieringen fra A-kasse-kontingenterne gør aftalen endnu bedre.


Ikke problemfri aftale

Når det er sagt, så er der mange problemer ved indholdet af redningspakken. For det første er der tale om en lav ydelse. Og mange arbejdsløse vil stadig have svært ved at blive i deres bolig, når de går fra dagpenge til den nye ydelse på kontanthjælpsniveau.

Af mere politisk karakter er det et problem, at den nye lavere ydelse i værste fald kan være en glidebane, der permanent introducerer et dagpengesystem med lavere ydelser end dagpengene. Et problem, som Stine Brix på advarer mod i denne velskrevne blog.  

Endelig er de helt store problem selvfølgelig, at aftalen - på trods af at den bliver kaldt for en dagpengeløsning - ikke ændrer en tøddel ved de alt for stramme dagpengeregler som Vestager, Thulesen-Dahl og Løkke indførte.

Derfor er det vigtigt, at Enhedslisten både i udtalelser, nyhedsbreve, breve til fagforeninger og annoncer i de store dagblade har gjort det fuldstændig klart, at redningspakken ikke vil dæmpe kravet om permanente forbedringer af dagpengesystemet.

Vigtigt, fordi det uden tvivl netop er regeringens formål med aftalen. Det er ikke mindst målet med den kommission, de vil nedsætte, at få sendt diskussionen til hjørne i de kommende år.Om det vil lykkes Enhedslisten og andre gode kræfter at holde sagen varm og aftvinge regeringen nye indrømmelser, kan kun fremtiden vise.

 

Enhedslisten viste tænder

Mens omfanget af ”sejren” kan og vil blive diskuteret, er der til gengæld ingen tvivl om, at forløbet har rykket ved det politiske billede, og billedet af Enhedslisten.

For det første var det positivt, at folketingsgruppen forud for regeringens kovending havde gjort det klart, at man var klar til at lade regeringen falde under afslutningsdebatten, hvis den ikke ville være med til at finde en løsning. Det har været et problem, at Enhedslisten i stigende grad er blevet opfattet som en papirtiger, som nok kunne brokke sig, men ikke var parat til tage det ultimative våben i brug. Denne gang gjorde man det klart, at man var parat til et valg, hvis regeringen nægtede at finde en løsning. Hvor stor en rolle denne parlamentariske trussel spillede for regeringen, får vi aldrig at vide. Men i befolkningen tror jeg, at det har ændret opfattelsen af Enhedslisten en del.

 For det andet viser forløbet med al tydelighed, at Enhedslisten lever op til sit valgløfte, om at trække regeringen til venstre. Det har ellers være svært at påstå i den seneste tid. Men ingen er vel i tvivl om, at Enhedslistens vedvarende pres, og vilje til at blive ved med at holde dagpengesagen varm, var en medvirkende årsag til regeringens kovending.

Dermed har Enhedslisten også vist, at indflydelse er andet og mere end at indgå i politiske forlig på Christiansborg. Det er også at sætte politiske dagsordner og holde dem varme. Regeringspartierne forsøger ofte at tegne et billede af, at Enhedslisten bare står på siden og skælder ud og at dette er i modsætning til at få indflydelse. Men dagpengeforløbet viser, at det faktisk kan give indflydelse, at stå fast og skælde ud. 

Regeringen kan presses

Allervigtigst har forløbet vist, at regeringen kan presses. Når fagbevægelsen agerer uafhængigt af socialdemokraterne, når arbejdsløsaktivister ”besætter” jobcentrene, når udfaldstruede står frem i medierne og fortæller om deres situation, og når vælgere og menige medlemmer af regeringspartierne ”stemmer med fødderne”, så kan selv Corydon og Vestager flyttes.

Det er endnu et eksempel på at den gamle lærdom om at kun folkelig bevægelse kan rykke ved den politiske kurs stadig er holdbar. Som vi også så det da de faglige græsrødder fik forhindret, at arbejdstiden blev sat op.

Men forløbet viser også, hvordan folkelig mobilisering spiller sammen med venstrefløjens parlamentariske arbejde. Jeg var én af dem, der var i tvivl om, hvorvidt Enhedslisten ved finansloven skulle have accepteret en aftale, der kun sikrede et halvt års forsørgelse. Men det har jo vist sig, at det var rigtigt, når repræsentanter for flertallet i Hovedbestyrelsen dengang pegede på, at aftalen gav et pusterum, hvor vi kunne øge mobiliseringen for mere vidtgående løsninger. Det er også en vigtig lektie af forløbet.

 

Ny politisk situation

Det er stadig for tidligt at sige endeligt, hvad aftalen kommer til at betyde for den politiske situation. Markerer aftalen en mere permanent kursændring fra regeringen, eller er der tale om en enlig svale i et blåt hav? Vil regeringen indhente noget af det tabte i meningsmålingerne? Vil splittelsen i den borgerlige lejr om aftalen få konsekvenser osv.

 Men at situationen er en anden end for et par uger siden, er oplagt. Regeringens kovending vil formentlig dæmpe utilfredsheden blandt regeringspartiernes vælgere og medlemmer samt i fagbevægelsen. Og forløbet styrker det gamle argument om, at en socialdemokratisk regering til enhver tid er at foretrække, fordi den er nemmere at presse. Dermed er chancerne for et valg før jul blevet mindre, end de var før pinseaftalen.

Forude venter dog en højspændt finanslovsforhandling, hvor regeringen må vise, at den er klar til at fortsætte det brud med den nyliberalistiske arbejdsudbudspolitik, som pinseaftalen i en vis udstrækning er et udtryk for.

 

Annonce