Corydons Liberale Alliance

Liberal Alliances økonomiske plan vil ikke gøre Danmark rigere eller få mælk og honning til at flyde i gaderne. Den er bygget på fejlagtige og uunderbyggede antagelser om effekterne af økonomisk politik. Og antagelserne bliver ikke mere korrekte, af at de af uransagelige årsager deles af den socialdemokratiske finansminister.

Jeg kan da godt forstå, at de har svært ved at få armene ned over hos Anders Samuelsen og co.

Berlingske kunne nemlig søndag på sin forside, fortælle, at finansminister Bjarne Corydons finansministerium havde bekræftet, at Liberal Alliances økonomiske chok-terapi, med markant sænkelse af understøttelsen til arbejdsløse, afskaffelse af topskatten og titusindvis af fyringer i velfærden, ville forbedre dansk økonomi og skabe både højere beskæftigelse og mere velstand.

Det var nemlig det resultat der kom ud, når Liberal Alliances forslag blev kørt igennem finansministeriets regnemaskiner og de antagelser om økonomiske effekter som de bygger på. Corydon afviste godt nok LAs forslag, men accepterede at planen ville have den positive effekt på økonomien som LA påstår.

Det underlige er ikke, at ultraliberalisterne i LA tror på effekterne af den type nyliberalistisk chok-politik, selvom det kan undre, at man angiveligt ikke har lært noget som helst af de seneste 25 års fejlslagne europæiske og nordamerikanske forsøg i den retning.

Nej, det skandaløse består i, at vi har en socialdemokratisk finansminister som efter snart fire år i stolen ikke har fået gjort op med de dybt nyliberalistiske antagelser om økonomi og menneskelig adfærd, som ligger til grund for finansministeriets regnemodeller, og dermed for ministeriets lovsang over liberalisternes økonomiske plan.

For at Liberal Alliances regnestykke går op, skal man nemlig tilslutte sig følgende antagelser:

1) Sænkelse af topskatten og andre skatter vil skabe øget udbud af arbejdskraft, fordi de vil få folk til at arbejde mere.
Det er en påstand, der mangler ethvert seriøst erfaringsmæssigt grundlag. Skattereduktionerne i 0´erne havde øjensynligt den modsatte effekt. Arbejdstiden faldt i årene efter. Et studie af de svenske erfaringer viser ligeledes, at de forventede dynamiske effekter af skatte-reduktionerne aldrig meldte sig. 

2) Lavere ydelser for mennesker ramt af arbejdsløshed vil øge udbuddet af arbejdskraft fordi flere vil søge arbejde mere aktivt.
Denne antagelse er ligeså kontroversiel. Det var præcis samme antagelse, der fik finansministeriet til at anslå, at kun 2000-4000 ville miste deres dagpenge efter DP-reformen. I dag ved vi at tallet var 10-20 gange højere. I forbindelse med finanslovforhandlingerne talte jeg med en topembedsmand i finansministeriet, som erkendte, at de udeblevne effekter af dagpengereformen, ikke har fået ministeriet til at ændre det mindste ved sine antagelser. Virkeligheden skal da ikke forstyrre modellerne.

3) Øget udbud af arbejdskraft vil skabe øget beskæftigelse.
Udover de to ovenstående antagelser, forudsætter Liberal Alliances plan at arbejdsudbud skaber sin egen efterspørgsel. Eller med andre ord: Hvis vi sparker én person mere ud i arbejdsløshedskøen, så kommer der hokus-pokus et job til ham. I denne ligevægtsmodel findes arbejdsløshed ikke. Der er altid arbejde til dem der vil. At virkeligheden ikke fungerer sådan burde være åbenlyst for enhver – alene ved at se på hvordan det gennem de sidste årtier er efterspørgslen og ikke udbuddet af arbejdskraft, der har været afgørende for beskæftigelsesniveauet.
De nyliberalistisk orienterede økonomer peger på, at en øget arbejdsstyrke historisk er omsat i øget beskæftigelse. Men for det første er det en proces der kan tage 20-30 år. For det andet hviler de historiske erfaringer på en periode med høj vækst, og en voksende offentlig sektor.

Uanset at antagelserne er dybt kontroversielle og i den grad politisk biased er det desværre netop disse tre antagelser som Finansministeriets regnemodeller bygger på.
Og ikke nok med det: Samtidig tager de samme modeller slet ikke højde for en række andre forhold og dynamiske effekter, som fx hvad det vil betyde for de offentlige udgifterne på sigt, at man skærer dybt i børneinstitutioner, uddannelsessystemet eller hjælp til udsatte familier. Eller hvordan en underminering af lønmodtagernes tryghed vil skade fleksibiliteten på arbejdsmarkedet. Disse dynamiske effekter er fuldstændig blinde vinkler for regnemodellerne.

Det er derfor, at Liberal Alliances chok-terapi når den køres gennem regnemaskinen viser et positivt resultat for økonomi og beskæftigelse.
Og det er derfor at samme regnemaskine altid viser negative økonomiske og beskæftigelsesmæssige resultater af ethvert forslag af venstreorienteret eller socialdemokratisk tilsnit, der fx beder overklassen om at bidrage lidt mere til fællesskabet eller forbedrer trygheden for lønmodtagerne.

Hvilket er absurd, al den stund, at netop social fordelingspolitik, trygt arbejdsmarked og en stærk offentlig sektor er hvad der har gjort lande som Danmark, Norge og Sverige til nogle af verdens mest velhavende lande, med den højeste beskæftigelsesgrad og den laveste arbejdsløshed.

Hvis man kørte Liberal Alliances plan igennem en regne-model, der byggede på virkelige erfaringer fra de skandinaviske lande, og tog højde for effekterne af offentlige investeringer, velfærd og tryghed i stedet for nyliberalistisk hokus-pokus, ville resultatet af LAs plan være et helt andet: Et Danmark med mindre velstand, større social nød og lavere beskæftigelse. Sådan som det jo også er tilfældet i de lande der allerede har prøvet chok-kuren.

Dagens artikel i Berlingske burde være et seriøst wake-up call. Hvordan kan socialdemokraterne have en finansminister, som efter fire år kører videre med de nyliberalistiske antagelser og de regnemodeller, som Claus Hjort overleverede.

Hvis den socialdemokratiske top ikke engang selv tror på, at socialdemokratisk eller venstreorienteret økonomisk politik er mere effektiv til at skabe velstand og beskæftigelse end nyliberalistisk chok-terapi, så er det måske på tide at de finder på noget andet at lave end politik, og overlader vagten til nogen, der ikke har opgivet ævret.