I dag har kvinder årets sidste arbejdsdag. Eller sådan burde det i hvert fald være.
”Kære kollegaer, jeg holder fri resten af året” sådan kan kvinder i dag skrive på en post-it for derefter at efterlade arbejdspladsen uden overhovedet at have ondt i maven.
Efter mange års kvindekamp tjener mænd i 2015 stadig 16,5 procent mere end kvinder. Omregner man det til arbejdstid, så svarer det til at kvinder i dag, den 10. november, bør gå på tidlig juleferie og holde fri resten af året.
Kvinder har hverken kortere arbejdsuger eller mere fravær end mænd, men lønforskellen skal blandt andet findes i, at lønniveauet fra fag til fag er forskelligt. Lønniveauet i de fag, hvor der arbejder flest kvinder er lavere end indenfor de fag, hvor der arbejder flest mænd. Det kan lyde provokerende, men ikke desto mindre er det ikke helt forkert, at det bedre kan tjene sig at pleje biler end at pleje mennesker.
Løngabet mellem mænd og kvinder er ikke kun afhængigt af fag, men også indenfor helt samme arbejde tjener mænd mere end kvinder. Her er forskellen mellem 4,3 og 8 procent. Løn er for mange en privat ting, og derfor heller ikke noget man taler om på arbejdspladsen med sine kollegaer, men det burde vi måske gøre.
Der er ikke sket ret meget når det kommer til ligeløn, og Det Nationale Forskningscenter for Velfærd har beregnet, at hvis udviklingen fortsætter, så vil vi først i år 2126, altså om 111 år, have ligeløn i Danmark.
Det har jeg ikke tid til at vente på, og samtidigt har jeg ikke lyst til at gå på juleferie allerede nu. Kampen for ligeløn må derfor op i tempo, men hvem har egentlig ansvaret.
Vi skal ikke blot selv blive bedre til at snakke om løn og brokke os, hvis ikke vi får det samme ind på lønkontoen, som vores mandlige kollegaer. Arbejdsgiverne har også et stort ansvar. Det er slet ikke på nogen måde i orden at differentiere lønnen på baggrund af køn. Lige løn for lige arbejde må være ufravigeligt.
De store lønforskelle mellem fag, hvor der arbejder mange kvinder, og fag, hvor der arbejder mange mænd, skal også formindskes. Det betyder, at lønnen skal hæves indenfor flere sektorer, og her er det overenskomsterne, som skal sørge for, at lønnen svare til det man får i andre fag.
Kampen for ligeløn skal speedes op!