1. maj-tale i Fælledparken

Hørte du ikke min tale i Fælledparken 1. maj, så læs den her: 

Kære venner

Her til morgen har jeg været tidligt oppe. Sammen med en flok SF’ere fra Nørrebro, har jeg nemlig uddelt morgenbrød til det arbejdende folk. Og det er lige netop pga. dem, at dagen i dag ikke bare er en undskyldning for at drikke øl og gammel dansk, men er en kampdag.

Buschaufføren som kører os sikkert fra stop til stop, den morgenfriske bygningsarbejder og sygeplejersken som knokler røven ud af bukserne. Alle sammen folk, som hver dag gør en kæmpe forskel for andre mennesker. Det er dem, vores velfærdssamfund bygger på, og det er dem der gør denne dag vigtig. 

Vi står overfor en usikker fremtid. Kommer højrefløjen til magten, efter næste folketingsvalg, så er jeg oprigtigt bekymret, for de konsekvenser det har for vores velfærdssamfund.

Jeg bliver sgu nervøs, når Venstre varsler nulvækst, kræver forringelser af kontanthjælpen og nedskæringer på vores uddannelser.

I en situation hvor arbejdsløsheden kun falder langsomt, lærepladsmangel fortsat er tårnhøj og hvor psykiske lidelser blandt unge eksploderer, så virker Venstres forslag noget uhumane.

Jeg deler ambitionen om, at få folk i arbejde – jeg vil gerne være med til, at give mennesker noget at leve for, og ikke bare noget at leve af.

Men helt ærgerligt: Lærlingen, der ikke kan få en læreplads eller unge med en psykisk lidelse kommer jo ikke i uddannelse af, at kontanthjælpen bliver forringet eller SU’en skæres.

Vi skal udvide, ikke udvande vores fælles velfærd – det er vores kamp!

For mig er arbejderkampen en frihedskamp. Det er en kamp for dem der står tidligt op, for dem der går sent i seng, for alle dem der hver dag arbejder for at få hverdagen til at hænge sammen, og den kamp handler om frihed.

Frihed handler om ordentlige arbejdsforhold.

Frihed handler om en løn der er til at leve af.

Frihed handler om, at man kan gå på arbejde uden hver dag at frygte, for om man stadig har sit job i morgen.

Den frihed hænger uløseligt sammen med fællesskab. Vi har nemlig et fælles ansvar for, at man kan gå på arbejde uden ondt i maven. Det betyder også, at mister man sit job, så skal man ikke stilles så langt fra arbejdsmarkedet, at man ikke kan komme tilbage i varmen.

I over et årti har højrefløjen med Venstre i spidsen gentaget sætningen ”det skal kunne betale sig at arbejde”. For højrefløjen har det altid været et spørgsmål om, at det ikke kan betale sig at arbejde på grund af de alt for høje offentlige ydelser. Høje ydelser som folk kan leve livet og slappe af på. Høje ydelser som afholder ledige fra at få et job. Det er en myte – en myte langt fra sandheden!

For det første så har vi i Danmark en aktiv arbejdsmarkedspolitik. Den lykkelige kontanthjælpsmodtager, som lever livet i sus og dus findes ikke! For at modtage kontanthjælp skal man være til rådighed for arbejdsmarkedet, og ledige vil gerne have et job.

Jeg forstår helt ærligt ikke, at højrefløjen går efter laveste fællesnævner. Når højrefløjen angriber overførselsindkomsterne, og særligt dagpengesystemet så er det et angreb på danske løn- og arbejdsvilkår.

Det er et angreb på reallønnen: sænker vi arbejdsløshedsydelserne, så vil arbejdssøgende også automatisk acceptere en mindre løn. Det gør fagforeningerne mindre attraktive, og lønmodtagernes rettigheder og medindflydelse på eget liv mindskes.

Når man sænker ydelserne får lønmodtagerne altså mindre ud af at arbejde. Så når højrefløjen siger, at det skal kunne betale sig at arbejde, så er det kun en klassekamp for de på direktionsgangene og i bestyrelserne, ikke dem i fabrikshallen.

Det glæder mig derfor, at Helle T i går aftes meldte ud, at nu er hun blevet klar til at se på dagpengereglerne. Helt konkret siger hun, at Socialdemokraterne nu vil gentænke genoptjeningskravet. Jeg er glad for, at hun endelig bemærker, at i det Danmark vi kender, er der 54.000 mennesker, som er faldet ud af dagpengesystemet. Så helt ærligt Helle – hvis du nu tænker lidt hurtigt, så kan du måske også nå at gøre noget ved problemet inden du trykker på knappen og udskriver det valg, som vi alle går og venter på. Lad os få en dagpengeløsning på bordet nu!  

Retten til at arbejde er ikke kun en kamp for økonomisk lighed. Vores arbejde er en helt grundlæggende del af vores identitet som menneske. Derfor må vi ikke glemme, at retten til et arbejde også handler om chancelighed, og derfor er et spørgsmål om ret ligeså meget, som det er et spørgsmål om pligt. Igennem arbejdet får vi anerkendelse og værdien i at være med til at skabe noget eller gøre en forskel for andre. Derfor er arbejderkampen ikke blot vigtigt 1. maj, men hver dag.

Danmark må aldrig blive et Ryanair-samfund, hvor det er acceptabelt at dumpe lønningerne, hvor det er acceptabelt at slække på arbejdsforholdene, og hvor man ikke kan gå på arbejde uden frygten for at miste sit job.

Danmark skal holdes på vingerne, og derfor er vores lighedskamp, vores frihedskamp, vores arbejderkamp vigtigere end nogensinde.

God kampdag!