Syrizas nederlag er et nederlag for venstrereformismen i Europa og kaster lys på forskellen på revolutionær og reformistisk strategi.

Grækenland:

Syrizas nederlag er et nederlag for venstrereformismen i Europa. Det kaster lys på forskellen på en revolutionær og en reformistisk strategi.

Af Mikael Hertoft, medlem af Hovedbestyrelsen og Forretningsudvalget i Enhedslisten

Denne artikel er skrevet til Solidaritet, til næste nummer i september. Men nu vælter nyhederne ind fra Grækenland. Der er nyheder om nyvalg i september på grund af splittelse i Syriza. Der er nyheder om salg af græske lufthavne og om nye lån til Grækenland. Jeg tror denne artikel er vigtig for at fastholde klarhed – og at det er vigtigt at offentliggøre den nu.

[Her begynder artiklen]

I begyndelsen af juli blev den græske regering tvunget til at gøre lige præcis det, den ikke ville gøre: Den accepterede at blive sat under administration af EU og den accepterede en neoliberal politik af privatiseringer, hævelse af pensionsalderen, ”reformer af arbejdsmarkedet” dvs. at binde fagforeningerne og svække overenskomster. Alt dette for at få en forlænget låneaftale: et tredje memorandum. Det er et massivt nederlag på mange måder.

Der er ingen tvivl om at det er et nederlag også for økonomisk fornuft og demokrati. Et nederlag for økonomisk fornuft fordi den økonomiske ødelæggelse som EU og IMF udsætter grækerne for, ikke vil føre til hverken økonomisk genopretning eller afbetaling af gælden.

Den vil derimod føre til en berigelsesfest for internationale finansorganisationer, der vil opkøbe Grækenlands værdier og føre til fattigdom og fremmedgørelse af grækerne i deres eget land. Derfor er det et nederlag for fornuften, men en sejr for finanskapitalen.

Derudover er det som mange har påpeget et nederlag for demokratiet, af dimensioner, når en folkevalgt regering, oven i købet med en utvetydig, legitim folkeafstemning i ryggen, bliver tvunget til at føre en politik mod dets eget folks og sin egen vilje.

Hele forløbet er også et nederlag for EU's politiske maskine, som viser sig at være bedre til at forstærke kriser, end til at løse dem og som har vist sig helt elendig til at tackle den økonomiske krise. På den måde er det også et nederlag for de kræfter, som mener at EU skal reformeres og blive til en maskine for progressiv forandring, social ligestilling og grøn omstilling. Det er jo synspunkter som har domineret i SF i efterhånden mange år og som også er en diskret del af Alternativets politiske program. I landene i EU er der også andre mange på venstrefløjen der har den holdning, inklusive flertallet i mange af de partier der konstituerer Europæisk Venstreparti (European Left) – Enhedslistens partnere i Europa. Man må sige at det foreløbig er mislykkedes i ekstrem grad, at få EU til at føre en fornuftig politik i forhold til Grækenland. Det er svært at se EU som fornuftens fyrtårn i Europa - eller verden for den sags skyld.

Nederlag for Syriza

Først og fremmest er aftalen et nederlag for Syriza og for den politiske linje der har været afprøvet.

Situationen nu er: privatiseringerne vil fortsætte og tage til: privatiseringer af de store havne, lufthavne og af el-væsenet: de centrale infrastrukturer i et samfund. Når det er gennemført, så er Grækenland forvandlet til en slags koloni, hvor udenlandske interesser bestemmer over infrastruktur og produktionsenheder og befolkningen bliver en slags livegne i eget land, der må betale for brugen af veje, el, vand, mad til de udenlandske ejere osv. Efterhånden ændres den græske stat fra at være en velfærdsstat til at være en maskine for at inddrage penge fra befolkningen, der går til at betale gælden.

Fagforeningernes rettigheder skal svækkes gennem ”reformer”. Her ligger en stor opgave for venstrefløjen, og især selvfølgelig alle de aktive i fagforeningerne i at følge med i hvad der sker og råbe op og protestere, når arbejdsvilkårene forringes – også i Grækenland. I ræset mod bunden for lønningerne, er der kun tabere blandt løndmodtagerne, ikke nogen vindere.

Pensionsalderen sættes op i et land hvor mange familier i flere år har levet af pensionsindkomsterne, fordi de unge havde mistet indtægtsgrundlaget.

Alt dette er præcis det, som Syrizas valgprogram tilsagde at undgå. Syriza har regeringsmagten – endnu – men er tvunget til at føre neoliberal politik.

Nederlag for manglen på plan B

Syriza har hele tiden forhandlet ud fra den forudsætning, at man ville finde et kompromis med EU. Jeg har hørt Tsipras holde tale om dette mange gange, og jeg har også haft lejlighed til at diskutere det med repræsentanter for Syriza ved mange lejligheder. Jeg  og andre danskere som Kenneth Haar spurgte igen og igen: Hvad er plan B – hvad gør I når/hvis EU og IMF afviser at lave et acceptabelt kompromis med Jer?

Vi fik altid at vide at der var ikke nogen plan B – EU ville gå med til en aftale, for det var det eneste fornuftige, det eneste der kunne rette økonomien op.

Vi blev ved med at sige at det var mere end muligt, det var det mest sandsynlige, at EU ikke ville bøje sig fra den nye græske regerings krav – og at man derfor måtte forberede sig på et brud med EU.

Der var også mange på Syrizas venstrefløj der søgte et alternativ. Ved afstemningen om den påtvungne lovgivning fra EU var der fx 32 Syriza medlemmer der stemte imod. Der er næppe tvivl om at der også er rigtig mange af Syrizas medlemmer som er utilfredse med hvordan Syriza bøjer sig.

Efter forhandlingerne, og efter indgåelsen af aftalen med EU 12. juli har Varoufakis – Tsipras fyrede finansminister – været ude at sige at han forberedte en plan B – for exit fra Euroen. Men en plan for at sige nej til EU kan ikke være en hemmelig skuffeplan. Det må være en offentlig og bred forberedelse af det græske folk på en anden vej.

Hvad kunne være plan B?

Den diskussion har venstefløjen i Syriza, forsøgt at rejse. Jeg vil her blot nævne to centrale figurer: Costas Lapavitsas, medlem af parlamentet for Syriza og økonom og Stathis Kouvelakis fra Syrizas centralkomite

Kort sagt har de foreslået en politisk linje med stop for betaling af gælden, folkelig mobilisering,  kombineret med kontrol af kapitalflow, renationalisering af bankerne og at holde fast i et socialt program.

Kunne føre til at Grækenland blev tvunget ud af Euroen og midlertidigt eller permanent måtte etablere en anden valuta.. Jo, men det alternativ var mindre slemt, end at blive gjort til livegne indenfor Euroens rammer.

Grækenland har muligheder for  fuld fødevaresikkerhed baseret på landets egne ressourcer – der er også en del energiproduktion, og et endnu større potentiale for sol og vindenergi end de fleste lande.

Grækenland ligger centralt i verden og med en drachme, som måske ville være lidt for billig, ville Grækenland blive et super turistmål, og turisterne ville jo bringe Euro med sig –  I Mobilisering af befolkningen kan man gå videre og kigge på erfaringer fra andre revolutioner og folkelige rejsninger: et centralt redskab her er selvhjælpskomiteer for gensidig hjælp til overlevelse: mad, tøj, skole – kombineret med et program for at sætte arbejde i gang: overtagelse af tomme fabrikshaller, braklagt jord osv.

Det er klart at dette alternativ ikke er blevet fuldt ud udviklet, og slet ikke blevet afprøvet. Men at tænke over det er vigtigt, for at påpege at der er et alternativ til at bøje sig for EU.

Det er en en spændende diskussion og den har kunnet følges på engelsk i  International Viewpoint:  4. internationales internationale onlinetidskrift.  

Hvad så nu?

Syriza har i dag reelt overtaget Pasoks rolle – og risikerer at lide samme skæbne som dette parti, nemlig tab af opbakning i befolkningen.

I Grækenland nu har vi en regering som er venstreorienteret, men som er sat under administration og må føre den politik som EU dikterer, skrevet ned i offentligt tilgængelige dokumenter. Den må som tidligere regeringer søge beskyttelse bag ved politiets tåregas, mod den vrede befolkning.

Kan venstrefløjen komme i offensiven nu?

Syrizas venstrefløj protesterer og stemte endda imod og reddede derved æren. Men det er svært at se, hvad de ellers har reddet. Kan der derfra komme kraft til udviklingen af en stærk og inspirerende venstrekraft? Vi får se.

Til venstre for Syriza er der også en større gruppe af partier. Der er KKE, analyse publiceret i Arbejderen:

KKE må man give at de holder stædigt fast i et nej til neoliberalismen: De har også fået ret i sin kritik af Syriza som socialdemokratiseret parti: Men når det kommer til fremadrettet politik, er partiet efter min mening ikke meget fornuftig. Man har slet ikke forsøgt at lægge pres på Syriza: men har valgt ultravenstrekurs med armene over kors.

Fagbevægelsen i Grækenland er også stærk Herudover er der store grupper Anarkister, autonome, folkelige bevægelser,  organisationer af immigranter og immigranthjælpeorganisationer. Vi kan forvente fortsatte folkelige kampe mod EU's dikterede politik.

Men for venstrefløjens forskellige strømninger vil det i en lang periode fremover være vanskeligt at komme i offensiven fordi man har en regering der formelt er venstreorienteret men reelt forvalter en påtvunget neoliberal dagsorden.

Initiativet kan nemt glide over til andre kræfter, fx Gyldent Daggry på den yderste højrefløj og det lover ikke godt.

Reform eller revolution?

Der er blevet sagt meget sludder om spørgsmålet om reform og revolution. Men erfaringerne fra Grækenland her i 2015 kaster et klart lys på spørgsmålet.

Spørgsmålet om reform og revolution handler ikke om hastighed af udviklingen, det handler ikke om tålmodighed eller utålmodighed og det handler ikke om vold.

Den revolutionære arbejder på at fremkalde et brud med det eksisterende system og et brud med den herskende klasse.

Socialdemokratiske strømninger verden over, og ofte også kommunistiske og andre er gang på gang veget tilbage fra skridt, der kunne føre til brud med borgerskabet, som var et angreb på borgerskabets interesser.

Revolutionære strømninger derimod forstår, at i et samfund i krise kan et brud med den herskende klasse og orden være den eneste vej til at bringe samfundet fremad og ud af krisen.

Et sådant brud har kun en chance for at lykkes, hvis det er båret af en stærk folkelig vilje til forandring, og bevægelse for at komme ud af krisen: fødevarekomiteer, selvhjælpskomiteer – sådanne strukturer spiller en rolle i næsten alle revolutioner.

Reform og revolution handler ikke om at indgå kompromisser. Både revolutionære og reformister indgår kompromisser, løbende. Det handler om at på ret tid og sted, så skal man vælge kamp og ikke overgivelse.

En væsentlig forskel på revolutionær politik og reformistisk politik er derimod hvad man ser som den væsentligste arena.

Den reformistiske politik søger et forhandlet kompromis og den væsentligste arena/kampplads er derfor forhandlingslokalet, som ofte er omgærdet af stor mystik og hemmelighedskræmmeri. Når man går til forhandlingerne, vil man ikke vise modstanderne sine kort og derfor kan man heller ikke fortælle folket, hvad man vil.

Den revolutionære politik derimod ser hele samfundet som en kampplads og ser den brede befolkning som den aktive kraft. Det politiske parti må derfor gå ud med en klar politik til befolkningen. Det må være til at stole på, når det siger at det det vil forsvare den brede befolknings sociale og økonomiske interesser og det må lægge stor vægt på at stille forslag som er egnede til at mobilisere og organisere befolkningen.

Hemmelige forhandlinger gavner de herskende finanskapitalister og bureaukrater og skader arbejderne.

Vi må konstatere at Syriza i det år der er gået siden de fik regeringsmagten har ladet sig fange i en fælde  af forhandlinger og bonede gulve.

Den underlige folkeafsteming

Det mest underlige i hele det græske forløb var folkeafstemningen om at give den græske regering mandat til at sige nej til EU's diktat. Tsipras beder her reelt om at mandat til at sige nej til EU og give EU fingeren. Han bliver mødt med begejstring, folkelig optimisme og opbakning. For første gang tager Syriza et stort skridt for at mobilisere befolkningen. Vi var nogen, som var meget nervøse – kan de nu det? Er det ikke farligt at lave en folkeafstemning med så kort varsel? Hvad nu hvis de taber? Men det gjorde de ikke. Syriza regeringen sikrede over 62% opbakning i folkeafstemningen – og ja så havde de vel i princippet et mandat for en mere radikal politik. Men de sprang op som en tiger og faldt ned som et lam. Mindre end 14 dage efter, havde Syriza bøjet sig for EU.

Hvorfor? Hvad skulle den pantomime til for?

Man kan måske se det som et sidste forsøg på at presse EU. Tsipras havde strøget pressefolderne, var gået ind til tante Merkel med en slank attachetaske, hvor der var afstemningsresultatet i et lille chartek og i det andet en aftale på græsk, tysk og engelsk, som Tsipras gerne ville have at fru Merkel underskrev: En løsning på krisen, alle er glade.

Her er en anden forskel på revolutionære og reformister. Både revolutionære og reformister benytter sig af at prøve at sætte aktiviteter i gang i befolkningen – det som vi i gamle dage på venstrefløjen med et forfærdeligt ord kaldte ”mobiliseringer”. Men for den reformistiske politiker er det blot et supplerede redskab til at opnå stærkere position i forhandlingerne. For den revolutionære er aktiveringen af befolkningen kernen i den politiske linje.

Hvad betyder det så for Enhedslisten og dansk venstrefløj?

For den europæiske venstrefløj må dette føre til omfattende diskussioner og selvovervejelser. Det næste sted, hvor slaget skal slås kan blive Spanien med Podemos, og der er brug for at de lærer af Syriza.

I Danmark så håber jeg at Enhedslisten lærer noget af det her. Det bekræfter den anti-EU linje som har udmærket partiet siden dets start. Alle kan lære, at man aldrig skal gå til forhandlinger uden at have gjort dig klart, hvad du vil gøre, hvis din modpart siger nej til dine krav! Den status må nødvendigvis være ret kritisk overfor Syrizas linje gennem det sidste halve år.

Hvis vi skal gøre os håb om at stille os i spidsen for forsvaret af befolkningens sociale og økonomiske interesser og i forlængelse af det, for samfundsforandringen, så skal vi opbygge et parti der på bred basis kan igangsætte og fremme folkelig aktivitet.